Jeg er træt af at høre hendes historier om hendes familie!
Hun er vores nabo, kan du ikke bare lytte? spurgte min mand.
Hun fortæller altid nøjagtig det samme.
Sofie er normalt en tålmodig og rolig kvinde, men ikke når det gælder hendes nabo, Mette. Hendes mand, Anders, kunne simpelthen ikke forstå hvorfor. Engang havde Sofie og Mette faktisk været familievenner. Mette er femten år ældre end Sofie. Da Mettes forældre døde, begyndte hun og hendes to søstre at dele forældrenes hus lige nord for Aarhus. Det så egentlig ud til, at alt burde forløbe fint, for de besluttede sig hurtigt for at sælge huset og dele salgsprisen i tre lige store dele. Men et skænderi brød ud.
Sofie vidste ikke præcis, hvad der var sket, men hun havde hørt fra sin mormor, at Mette havde bedt om lov til at blive boende i huset, fordi hun var i nogle vanskeligheder, og hun havde lovet at betale sine søstre, så snart hun kunne. Søstrene gik med til det og underskrev endda papirerne, så Mette stod som eneste ejer. Hvad der præcis skete bagefter, vidste Sofie ikke, men hun kunne godt regne ud, at Mette stadig ikke havde betalt dem deres andel.
Nu gik Mette ofte på besøg hos Sofie, hvor hun beklagede sig over sin familie:
De har fuldstændig glemt mig. De ringer aldrig, skriver aldrig, og snakker ikke med mig. Det eneste de tænker på, er penge.
Nå ja, selvfølgelig du har jo lovet, du vil betale dem! Men nej, alle andre er forfærdelige. Kun hun selv er god.
Jeg havde overvejet at ringe til dem, fortsatte Mette, men jeg har ikke råd til at holde huset. De bør da også hjælpe til, det er jo ikke kun mit barndomshjem?
Men sagde de ikke nej til det?
Og hvad så? Det er også deres hjem! De er vokset op her, det er deres fars hus. Betyder det ingenting?
De følte sig sikkert sårede, fordi du ikke har betalt dem deres andel, sådan som du lovede.
For det første, det var deres beslutning, ingen tvang dem. For det andet, jeg har hele tiden sagt, at jeg betaler pengene tilbage, når jeg har dem, men sådan er det ikke lige nu. Det føles forkert bare at sælge huset og stå uden tag over hovedet, bare for at give dem deres penge. Ingen tænker på mig, kun på pengene.
Sofie kiggede over på Anders. Han sad der med et udtryk, der sagde det hele: Nu forstod han, hvorfor hans kone ikke var begejstret, hver gang Mette bankede på døren.
Man lærer, at loyalitet og ansvar går begge veje nogle gange må man både tænke på sig selv og på fællesskabet for at bevare respekt og fred i familien.
