Laurits sad på vindueskarmen og kiggede ud ad vinduet. Han ventede på sin far. Det var nu to år siden hans mor havde forladt dem. Hun havde fundet sig en ny familie, sagde far engang trist. Hvorfor havde hun forladt sin søn? Ingen vidste det. Laurits forstod ikke hvorfor, men efterhånden begyndte han at glemme hende.
Faren gjorde alt for sin dreng. Laurits var jo ti år, næsten voksen, og der var ingen grund til at skjule noget for ham. Han havde lært at vaske op og rydde op på værelset. Han legede ikke længere med legetøj. Han var jo næsten en mand. Men det var ensomt. Laurits savnede sin hund. Men hans far sagde nej.
Hvem skulle tage sig af den? Jeg arbejder hele tiden, og du går jo i skole og er stadig ung.
I stedet for en hund kom far hjem med en kvinde. Hun hedder Ingrid. Hun begyndte at bo hos dem. Laurits prøvede at undgå hende. Han besluttede, at hun var overflødig. Men far kaldte hende sin kone og ville have, at Laurits fik en mor igen.
Jeg har ikke brug for hende! svarede Laurits bestemt og gik tilbage til sit rum. Sådan levede de så. Laurits så, hvor glad far blev omkring Ingrid. De var venlige mod hinanden, grinede, krammede. Men Laurits var stadig vred.
Far, jeg vil have, at hun rejser. Laurits, det kan vi ikke. Det er svært at leve uden en kvinde som hustru og som mor.
Foråret kom, og Laurits løb rundt på gårdspladsen med de andre drenge. Hans nye venner sagde, at far og Ingrid nok ville sætte ham i et børnehjem.
Laurits blev bange. Hvorfor skulle de ikke bare slippe ham? De kunne få en ny baby, og han ville bare være til besvær. Derfor begyndte han at forberede sig på det værste.
En dag hørte han en bid af en samtale: Han får det godt der, vi burde sende ham derhen.
Laurits besluttede, det var slut. Hele natten kunne han ikke sove, og næste morgen besluttede han at slippe af med Ingrid. Han begyndte at irritere hende han saltede hendes te, tændte for komfuret under en tom pande. Han lavede ballade. Ingrid regnede hurtigt ud, hvem det var, og derfor kaldte hun Laurits ind til en snak.
Laurits, vi skal tale sammen. Du er vred. Jeg er ikke vred på noget, forsøgte Laurits at slippe udenom. Laurits, jeg vil ikke såre dig eller gøre dig ked af det, skat… Jeg er ikke din skat! Vi har lejet et sommerhus, vi ville overraske dig, men det er nok tid til at fortælle sandheden. Din far har fundet en hund, og vi skal hente den i dag. Du må gerne komme med. Det er ikke løgn? Laurits var overrasket, men begyndte at tro på hende. Han gav hende et stort kram.
Ingrid fik tåre i øjnene. Du skal glæde dig, det skal nok gå, der er ingen grund til at græde, sagde hun og strøg ham over håret.
Da far kom hjem fra arbejde, kørte de sammen ud for at hente en hundehvalp. Laurits gik fra vrede til glæde og så ikke længere Ingrid som en fjende. De blev gode venner. Hvalpen sov trygt i Laurits’ arme. Alle var glade.
Nogle gange skal man turde åbne sit hjerte, selvom man er bange; det er først der, man virkelig finder glæde.
