19. april 2024
Det føles mærkeligt at skrive det her ned, men jeg har brug for at sortere tankerne. “Du er ikke en rigtig kone, du er bare hushjælp. Du har jo ikke engang børn!” Ordene runger stadig i mit hoved.
Det startede i mandags. Morten sagde til sin mor: “Mor, du ved godt, at Amalie skal bo her et stykke tid. Vi renoverer vores lejlighed, og det er helt umuligt at bo der imens. Der er jo et ekstra værelse her, så hvorfor skulle hun blive siddende i alt byggerodet? Det giver jo ikke mening.”
Morten så afslappet ud; han regnede slet ikke med, at det ville blive et problem. Hans mor, Lise, havde altid haft det svært med mig hendes svigerdatter. Hun vender altid øjne, hvis jeg gør noget anderledes, end hun ville have gjort.
“Jeg er nødt til at arbejde roligt, jeg kan ikke bare være her hele tiden,” hviskede jeg til ham. Jeg arbejder hjemmefra, så det kræver virkelig ro og fred. Morten er ude på sit kontor hele dagen, og det er ikke det letteste i verden at skulle gå op og ned ad svigermor i hendes hjem. Jeg elsker min egen lille rytme, hvor jeg kan bestemme, hvor og hvornår jeg arbejder, uden nogen der forstyrrer.
Under aftensmaden var alting anspændt. Ingen sagde rigtigt noget, og jeg mærkede Lises blik hele tiden.
“Amalie, du kunne måske servere din berømte kartoffelsalat?” spurgte Morten helt uskyldigt.
“Åh nej, Morten, lad nu være med at spise sådan noget kemi,” sukkede Lise og puffede til en anden skål mod ham. “Jeg har lavet en salat, som er meget sundere for dig.”
Jeg stivnede. Morten er jo allergisk over for tomater, hvordan kunne Lise dog glemme det? Da Morten var lille, ignorerede hun altid hans allergier. Hun plejede bare at sige, “Du skal ikke være så pylret. Tag en pille, så går det nok.”
“Han kan ikke tåle tomater. Hvorfor har du dem i salaten?” sagde jeg så roligt, jeg kunne.
“Hvorfor skal du overdrive alting? Der er jo kun en enkelt tomat i det går ingen steder,” sagde Lise snerrende.
“Han bliver altså syg.”
“Amalie, nu må du slappe af. Han fejler ikke det mindste. Jeg er trods alt hans mor, jeg kender ham bedre end dig.”
“Men jeg er hans kone. Det er mit ansvar at tage mig af ham.”
“Du er ikke en rigtig hustru du er hushjælp. Du har ikke børn! Kom først tilbage og snak, når du har lidt at have det i.”
Det skar i mig, som kun hun kan få det til. Jeg rejste mig fra bordet og løb ind i gæsteværelset. Lise ved præcis, hvilke knapper hun skal trykke på. Morten kom hurtigt ind efter mig og satte sig roligt på sengekanten.
“Undskyld, Amalie. Jeg kan måske overnatte ved mine forældre i nogle dage, eller jeg kan tage et par dage på hotel. Jeg kan ikke holde ud at bo her sammen med din mor.”
“Lad mig snakke med hende. Hun skal nok tage sig sammen.”
“Nej, Morten. Vi har prøvet det her så mange gange. Det hjælper ikke at snakke med hende vi kan simpelthen ikke fungere under samme tag.”
Vi endte med at leje en lille lejlighed midt i Aarhus i nogle uger. Selvfølgelig var Lise tvær, men hun havde faktisk ikke andet valg. Jeg mærker lettelsen over at have en mand, der virkelig står ved mig også når det hele brænder på.
