Kære dagbog,
Mit liv med Jens var engang lykkeligt, så længe vi bare havde hinanden. Da jeg så blev gravid, tog tingene en uventet drejning. At graviditeten viste sig at være med tvillinger overraskede ikke mig, det havde lægerne nævnt lå i blodet. Men for Jens kom det som et chok. Han kunne slet ikke kapere nyheden, og pludselig begyndte vores gamle trygge samliv at smuldre. Jens trak sig væk fra mig og begyndte at være alt for åbenlys omkring sit forhold til en anden kvinde min egen veninde, Helle.
Jo tættere jeg kom på termin, desto mere mærkbar blev Jens fravær. Han kom ikke forbi sygehuset, han ringede ikke engang. Jeg følte mig ensom og svigtet, og frygten for fremtiden min egen og mine ufødte børns voksede i mig. Imens jeg lå på operationsbordet og kæmpede mig igennem fødslen, hyggede Jens sig hjemme i lejligheden, omfavnet af Helle.
Da jeg endelig blev udskrevet fra Rigshospitalet, ventede der endnu et chok: Jeg havde ikke længere noget hjem. Helle var allerede flyttet ind hos Jens. Mine muligheder var små, så jeg ringede modvilligt til min mor for hjælp. Svaret var koldt og hårdthun mente, jeg bare måtte tage ansvar og klare mig selv.
Forladt af mit eget kød og blod var det min nabo, Rikke, der trådte til. Hun tilbød straks et værelse til mig og tvillingerne. Vi fik et trygt sted, og jeg kunne ånde lettet op. Jeg arbejdede hårdt for at holde sammen på hverdagen, havde flere småjobs, og mine dage gik med at suse fra job til børn og hjem igen. Nætterne blev ofte sene, og jeg kunne næsten ikke genkende mig selv i spejlet af ren træthed.
Men langsomt lykkedes det at skabe stabilitet. Rikkes venskab og støtte blev uvurderligt hun blev nærmest mere mor for mig end min egen. Jeg blev nødt til at bryde forbindelsen til min mor, for jeg kunne ikke holde ud mere at høre hendes kolde stemme uden spor af forståelse.
Da drengene voksede op, kottede de helt kontakten til deres far, og jeg var faktisk lettet. Jeg kunne skærme dem fra hans svigt, og i stedet give dem det forbillede, de havde brug for. Jeg håber, jeg formår at opdrage dem til at blive omsorgsfulde, stærke og ordentlige mænd.
Trods alt den smerte og alle de svære valg, bar min vedholdenhed frugt. Jeg gav mine børn et hjem fuld af kærlighed også uden en mands og egen mors støtte. Det havde jeg aldrig troet, jeg kunne. Men det kan jeg.
