Otte år har jeg været hjemmegående. Ikke fordi det var min drøm, men fordi tiden snoede sig sådan. Jeg har to børn, en mand der arbejder hele dagen, og et hjem som bliver beskidt i det sekund jeg vender ryggen til. Jeg vågner hver morgen klokken 5:30, før nogen i huset blinker med øjnene, og jeg står allerede og smører rugbrødsmadder til morgenmad.
Klokken syv har jeg vasket op, fejet stuen, redt sengene og halvt forberedt frokosten. Når min mand går ud af døren, siger han: “Slap nu af hjemme, Rikke.” Som om “at være hjemme” er det samme som at holde ferie. Så snart jeg lukker døren bag ham, begynder dagens anden arbejdsdag: vasketøj, gulvvask, toiletterne skal renses, jeg samler legoklodser op, handler ind, og henter børnene fra skolen.
Når børnene kommer hjem, er der ingen ro. Lektier skal laves, eftermiddagssnack skal laves, småskænderier, råb, igen beskidte tøj. På én gang kommer min mand hjem, træt og lægger sig med mobilen i hånden. Hvis jeg beder om hjælp, svarer han: “Jeg knokler jo hele dagen.” En gang svarede jeg: “Det gør jeg også.” Han blev vred og sagde, jeg overdrev, at jeg ikke vidste, hvad rigtig træthed var.
En dag sagde jeg til ham, at jeg vil ud og arbejde igen. Jeg vil tjene mine egne kroner, komme ud af huset, føle mig nyttig til mere end rengøring. Han svarede: “Hvem skal så passe børnene?” “Hvorfor giftede jeg mig egentlig med dig?” “Det er egoistisk.” Svigermor blandede sig og sagde, at en god hustru bliver hjemme.
Jeg begyndte at føle mig usynlig. Ingen spurgte hvordan jeg havde det. Ingen sagde tak. Var maden for salt, brokkede de sig. Var huset rodet, var det min skyld. Var børnenes karakterer dårlige, var det også min skyld. Alt landede på mig.
Der var en dag, hvor jeg eksploderede. Jeg stod og vaskede op klokken ti om aftenen, ryggen smertede, og jeg hørte min mand sige i telefonen: “Min kone arbejder ikke, hun går bare hjemme.” Jeg lod en tallerken falde ned i vasken og græd bare.
Nu er jeg træt. Træt af arbejde uden løn, uden arbejdstid, uden anerkendelse. Træt af at føle, at mit liv er låst inde mellem fire vægge. Træt af bare at være “hjemmegående.”
Og jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre. Skal jeg holde ud, eller insistere, eller finde et job, selvom det kan lave rav i ægteskabet?
Hvad synes du? Er husmoren virkelig privilegeret, eller er det en byrde, ingen vil se?
