Jeg mistede lysten til at hjælpe min svigermor, da jeg hørte, hvad hun havde gjort. Men jeg kan heller ikke bare lade hende være.
Jeg har to børn. Mine børn har forskellige fædre. Mit første barn er min datter, Freja. Hun er nu 16 år gammel. Frejas far betaler børnepenge og har altid holdt kontakten. Selv om min første mand nu er gift igen og har to andre børn med sin nye kone, glemmer han aldrig Freja.
Min søn har ikke været nær så heldig. For to år siden blev min anden mand pludselig syg, og tre dage senere døde han på Rigshospitalet. Tiden er gået, men jeg kan stadig ikke forstå, at han virkelig er væk. Nogle dage føles det som om, han bare åbner døren, kommer ind, smiler til mig og siger: Ha en god dag. Så græder jeg hele dagen.
Igennem hele denne underlige tid har min afdøde mands mor, Birgitte, været min største støtte. Det gjorde lige så ondt på hende. Min mand var hendes eneste søn. Hun og jeg holdt sammen, vi blev fortrolige, måske fordi vi begge famlede i det samme store tomrum. Vi ringede eller besøgte hinanden næsten dagligt. Samtalerne drejede sig altid om ham, vi havde mistet.
På et tidspunkt var vi tæt på at flytte sammen, men Birgitte ændrede mening. Årene flød unaturligt forbi, pludselig var der gået syv, og vi beholdt en form for venskab, som andre ville misunde.
Da jeg var gravid, nævnte Birgitte en tv-udsendelse, hvor en mand i årevis havde opfostret et barn, som viste sig ikke at være hans. Hun foreslog en faderskabstest. Jeg sagde straks, at det var noget sludder.
Hvis en mand tvivler på farskabet, så bliver han bare en søndagsfar og ikke rigtig far, sagde jeg.
Birgitte sagde, at hun stolede på, at barnet var hendes søns. Alligevel var jeg sikker på, at hun en dag ville insistere på testen, når barnet var født. Men hun sagde ikke mere.
Denne sommer blev Birgitte alvorligt syg. Hendes helbred styrtdykkede, og vi besluttede, at det var bedst, hun boede tættere på mig. Vi fandt en ejendomsmægler, og ville købe en lejlighed til hende.
Pludselig blev Birgitte indlagt på hospitalet, og vi fik brug for hendes afdøde mands dødsattest til mægleren. Birgitte kunne ikke selv hente den, så jeg tog til hendes gamle lejlighed og ledte efter dokumentet i hendes mappe.
Da jeg rodede rundt, fandt jeg et andet dokument, der blinkede i det mærkelige grå lys i stuen. Det var en faderskabstest. Det viste sig, at da min søn kun var to måneder gammel, lod Birgitte lave en test, og den bekræftede naturligvis faderskabet.
Jeg blev ramt af kulde. Forbundne drømme løb ind i sandheden: Birgitte havde aldrig stolet på mig. Hun havde tiet stille om sin mistanke hele tiden. Jeg kunne ikke lade være at fortælle hende, hvad jeg havde fundet. Nu undskylder Birgitte, siger hun fortryder sin tåbelighed, men det føles, som om jeg er blevet forrådt i drømmens tåge.
Jeg mærker ingen lyst til at hjælpe Birgitte mere. Men hvad skal jeg gøre? Hun er jo helt alene nu, og min søn har brug for sin mormor.
Jeg kan ikke tage hans bedstemor fra ham, så jeg bliver ved med at hjælpe. Men den gamle varme, tillid og fortrolighed det føles, som om den er forduftet ud i en mærkelig, dansk sommernat, hvor tingene sker uden mening og al logik smuldrer væk i disen.
