Jeg sad forleden og bebrejdede min ægtefælle for at bo i min lejlighed. En weekend pakkede han pludselig alle sine ting og rejste.
For nylig var min familie og jeg ude på landet, og her hørte vi en spændende historie fra de lokale. Den handler om Karen, som tidligere var gift med Jens. De to havde været gift i over tyve år. Jeg kender ikke alle detaljerne fra deres liv sammen kun det, jeg har fået fortalt af naboerne.
Da de blev gift, gav Karens forældre dem en lejlighed som bryllupsgave. På det tidspunkt arbejdede Jens på et snedkeri, mens Karen havde kontorjob. De havde ganske fornuftige lønninger, og pengene slog til. Jens var ferm med sine hænder og lavede alt det praktiske i deres bolig.
De fik kun ét barn, en søn ved navn Asger. Han var ikke særlig nem at opdrage: egenrådig og ret forkælet. Moderen gav ham altid lov til alt, mens faderen forsøgte at sætte grænser og det førte til mange konflikter. Jens holdt på, at drengen skulle lære at klare sig selv og få ansvar.
Da Asger var lille, prøvede Jens at lære ham, hvordan man bruger hænderne og tager sig af de daglige småreparationer. I begyndelsen blev Asger interesseret, men det fortog sig snart.
Karen havde en helt anden måde at opdrage på. Hun sagde til Asger, at han ikke behøvede at gøre noget selv at praktisk arbejde ikke var noget for ham. Han fik jævnligt dyre gaver, og det gjorde ham passiv, vant til at få alt serveret på et sølvfad.
Det fik stor betydning for ægteskabet mellem Karen og Jens. De skændtes ofte. Imens gik Asger ud af folkeskolen og begyndte på gymnasiet. Forældrene betalte for det hele, men Asger havde ikke lyst til at studere og klarede sig dårligt.
Hvad har vi her? Han gider jo ingenting! Han er tilfreds med, at du og jeg ordner alt for ham. Du kan vel også skaffe ham et job? Nej, nu får han klart lov at blive oven på din ryg. Sådan er det bedst! sagde Jens vredt til sin kone.
Hvorfor kun mig? Han er vel også dit barn.
Han er ikke en dreng længere, om et par måneder fylder han atten år! Han er voksen nu. Lad ham selv stå på egne ben. Jeg har advaret dig før, men du ville aldrig høre på mig. Jeg kunne have opdraget ham til at blive en mand. Men du lod mig ikke. Så hvem har du egentlig opdraget?
Er du tilfreds med livet? Du har boet i min lejlighed i alle de år! Du har aldrig fået din egen. Det tyder på manglende vilje. Du har et udmærket job, men tror stadig, du kan bestemme. Skal jeg virkelig høre fra dig, hvordan jeg skal opdrage min søn?
Det er netop det, vi taler om nu! Jeg havde aldrig troet, at du ville bebrejde mig for lejligheden. Hør nu her vi fik nøglerne som bryllupsgave. Jeg troede, at boligen var til os begge. Jeg lagde masser af energi i det hjem. Ikke alle er så heldige. Og så kommer du med sådan nogle beskyldninger? Det havde jeg aldrig set komme!
Karen sukkede træt og gik ud af stuen. Efter det skænderi blev deres forhold kun værre. Asger holdt med sin mor og ignorerede faderen, hver gang han bad om hjælp. Han var altid for travl med et eller andet. Jens kunne til sidst mærke, at familien ikke havde brug for ham længere.
En lørdag pakkede han sine ting og forlod dem. Det viste sig, at han i årevis havde sparet op og drømt om at købe sit eget hus. Han havde forestillet sig en rolig alderdom sammen med Karen, tæt på en å. Jens slog sig ned i vores område på landet. Det tog ham nogle måneder at gøre huset færdigt. Her mødte han en ny kvinde: en enke, der hedder Helena. Nu, to år senere, bor de sammen som par.
Og hvad med ekskonen og Asger? Ingen af dem har nogensinde kontaktet Jens, ikke engang en opringning. Sådan går tingene nu engang her i livet.
