Efter at have sat sin elskerinde af ved vejkanten, sagde Henning Jensen farvel til hende med en blid stemme, og derefter kørte han hjem. Udenfor opgangen stod han et øjeblik og overvejede nøje, hvad han skulle sige til sin kone. Han gik op ad trapperne og låste døren op.
Hej, sagde Henning. Birthe, er du hjemme?
Jeg er hjemme, svarede hans kone roligt fra køkkenet. Skal jeg starte på karbonaderne nu, eller hvad?
Henning besluttede sig for at være direkte handlemandigt, bestemt og uden omsvøb! Han ville sætte punktum for sit dobbeltliv, inden kysset fra elskerinden var blevet til dagligdag, inden hverdagens trummerum atter tog ham til fange.
Birthe, sagde Henning og rømmede sig. Jeg er kommet hjem for at sige vi er nødt til at gå fra hinanden.
Nyheden lod til ikke at gøre indtryk på Birthe. Det skulle meget til at bringe Birthe Jensen ud af balance. Henning plejede ligefrem at drille hende og kalde hende Isdronningen.
Hvad mener du? spurgte Birthe, da hun stak hovedet ud fra køkkenet. Skal jeg så tage karbonaderne af igen?
Det bestemmer du selv, sagde Henning. Hvis du har lyst, så steg dem. Hvis ikke, så lad være. Jeg går fra dig, fordi jeg har fundet en anden.
De fleste kvinder ville flå en stegepande ned fra væggen og kaste sig over manden. Eller råbe og lave en scene. Men Birthe var ikke som de fleste.
Sikke en omgang, sagde hun tørt. Nå, men har du hentet mine støvler fra skomageren?
Nej, sagde Henning forlegent. Hvis det betyder noget for dig, så tager jeg afsted med det samme og henter dem!
Typisk dig, Henning, brummede Birthe. Sender man dig ud efter nye støvler, kommer du hjem med de gamle.
Henning blev stødt. Han syntes, hele denne skilsmisse-snak foregik alt for følelsesløst ingen scener, ingen passion, ingen vrede! Hvad kunne man forvente af en kone med kælenavnet Isdronningen?
Det virker, som om du slet ikke hører, hvad jeg siger, Birthe! sagde Henning. Jeg meddeler dig nu, helt formelt, at jeg forlader dig til fordel for en anden kvinde og du snakker stadig kun om støvler!
Naturligvis, sagde Birthe. I modsætning til mig kan du jo gå hvorhen, du vil dine støvler er i hvert fald ikke til reparation. Så hvad skulle holde dig tilbage?
De havde boet sammen i mange år, men Henning havde stadig svært ved at gennemskue, hvornår Birthe var ironisk, og hvornår hun mente det alvorligt. Det var netop hendes rolige sind, konfliktskyhed og sparsomhed med ord, der i sin tid havde tiltrukket ham. Samtidig havde Birthes grundighed og hendes behagelige former talt i hendes favør.
Birthe var pålidelig, trofast og så kølig som et anker på en færge ud for Esbjerg. Men nu elskede Henning en anden. Lidenskabeligt, syndigt og intenst! Tiden var inde til at gøre op, tage afsked og begynde et nyt kapitel.
Birthe, sagde Henning med højtidelig stemme, iblandet sorg og beklagelse. Jeg skylder dig tak for alt, men jeg forlader dig, fordi jeg elsker en anden. Dig elsker jeg ikke mere.
Jamen altså, sagde Birthe. Du elsker mig ikke, nej det er da chokerende! Min mor var vild med naboen, og far holdt mest af sin øl og kortspillene. Men se nu på mig her står jeg, og jeg fejler skam ingenting.
Henning vidste, det var næsten umuligt at vinde over Birthe i en diskussion. Hendes ord havde vægt som en granitsten. Al hans oprindelige energi forsvandt; han mistede lysten til at skændes.
Du er faktisk fantastisk, Birthe, sagde Henning mat. Men jeg elsker en anden. Lidenskabeligt og uden mådehold. Og jeg vil forlade dig, forstår du?
Hvem er hun så? spurgte Birthe. Er det Mette fra regnskabsafdelingen?
Henning blev stakåndet. For et år siden havde han haft en kort affære med Mette, men han anede ikke, at Birthe kendte til det!
Hvordan ved du begyndte han, men standsede. Nå, det er faktisk lige meget. Nej, det er ikke Mette.
Birthe gabte.
Hvad så med Anne Grethe, vil du løbe til hende?
Henning fik det koldt ned ad ryggen. Også med Anne Grethe havde han været sammen engang. Og hvis Birthe vidste det hele, hvorfor havde hun så aldrig reageret?
Forkert, sagde Henning. Det er hverken Anne Grethe eller Mette. Det er en helt anden, enestående kvinde, selve toppen af min drøm. Jeg kan ikke leve uden hende, så det giver sig selv. Og prøv ikke at overtale mig!
Nå, så må det være hende der Maibritt, sagde Birthe. Åh, Henning, du er som åbne kort. Toppen af din drøm er Maibritt Rasmussen. Femogtredive år, et barn, to aborter ikke sandt?
Henning var rystet. Hun havde ramt plet! Det var netop Maibritt, han havde haft en affære med.
Men hvordan? hviskede Henning. Har du overvåget mig?
Det er jo klart, svarede Birthe. Jeg har i årevis arbejdet som gynækolog her i byen. Jeg har haft langt de fleste kvinder forbi min klinik, mens du kun kender en lille håndfuld. Det er ikke svært for mig at regne ud, hvor du har været, ringmand!
Henning forsøgte at samle sig.
Lad os sige, at du har gættet rigtigt, sagde han. Og så? Jeg forlader dig alligevel for hende.
Du er nu skør, Henning, sagde Birthe. Du kunne da have spurgt mig til råds først! For resten så usædvanlig er Maibritt heller ikke, hun er som alle de andre, det kan jeg sige som læge. Har du set hendes journal?
N-nej indrømmede Henning.
Det tænkte jeg nok! Sagde Birthe. For det første: under bruseren med dig. For det andet: Jeg ringer til Bjørn på klinikken i morgen, så du kan blive tjekket for alt muligt uden at skulle vente. Og så kan vi tage den derfra. Det er da lidt pinligt en gynækologs mand, der ikke engang kan vælge en rask kvinde!
Hvad bør jeg gøre så? spurgte Henning forpint.
Jeg går i gang med karbonaderne, sagde Birthe. Og du må vaske dig og gøre, hvad du synes. Hvis du engang vil kende toppen af din drøm uden sygdomme ja, så giver jeg gerne et tip.
Henning indså nu, at de valg, vi tager i jagten på lykke, ofte er skabt af vores egne illusioner, og at det netop er hverdagen, sammenholdet og gensidig respekt, der i sidste ende betyder allermest i livet.
