Man kan vist roligt sige, at jeg for nylig er begyndt at arbejde i en dansk dyrehandel. Min prøvetid sluttede her i juni måned, og bagefter blev jeg fastansat. Lad mig fortælle, hvad det egentlig indebærer.
I vores butik er det sådan, at de fastansatte hver måned kan tage varer, som ikke længere kan sælges. Det kan for eksempel være foder med en bule i emballagen eller varer, hvor holdbarhedsdatoen er tæt på at udløbe, eller tilbehør med småfejl.
Vi aftaler altid indbyrdes, hvem der tager hvad. Jeg har ingen kæledyr selv, men jeg får alligevel ofte noget med hjem.
Første gang fik jeg en pose kattemad med hjem. Min svigermors forældre har en kat derhjemme, så jeg gav dem posen.
Bagefter gik det op for mig, at jeg nok fremover ville forsøge at tage ting til kat.
Næste gang tog jeg et kradsetræ til katte med hjem. Det var lidt i stykker, men min svigermor fik hurtigt syet det sammen, så det fungerede fint.
Da jeg afleverede den, var de dog ikke videre begejstrede. Katten var nemlig løbet tør for mad, så i stedet for taknemmelighed lød det:
Du kunne da i det mindste have taget foder med denne gang!
Det var ærligt talt lidt frustrerende, for jeg havde allerede sidste gang forklaret dem, hvordan jeg får fat i de her varer. Jeg gentog forklaringen igen, og de nikkede bare uden egentlig at høre efter.
På vej hjem foreslog jeg min kone, at jeg fremover bare kunne købe noget ordentligt kattemad til hendes forældres kat hver måned og så tage gratis foder med hjem, når det var muligt. Vi lavede den aftale.
Men så gik der kun en måned, før 10 kilo foder var væk. Jeg spurgte min svigermor, og så afslørede hun, at hun allerede havde lovet naboen at tage mad med til hendes kat. Hun regnede jo med, at jeg igen kom med noget.
Så vi endte med at købe noget meget dyrt foder til hende. Jeg forklarede endnu en gang, at mad kun var tiltænkt hendes egen kat.
Men svaret lød lidt opgivende:
Jamen, du arbejder jo i en dyrehandel!
De troede stadig, at jeg bevidst nægtede at skaffe kattemad til dem.
På det tidspunkt besluttede jeg, at nu måtte det være nok. Jeg sagde helt ærligt til min kones forældre, at jeg ikke længere ville tage noget med hjem til dem. Det var ikke nogen populær beslutning, men jeg forklarede dem, at de ikke længere skulle regne med det.
