Småting i livet
Jeg husker, hvordan Amalie ikke lyttede til sine forældre og giftede sig med sin elskede Valdemar, en alvorlig fyr. Han var opvokset hos sin farmor Ingrid, som han altid kaldte Farmor Inge. Valdemars forældre gik bort, da han kun var to år gammel, så han havde ingen minder om dem.
Da Amalie præsenterede Valdemar for sine forældre, tog hendes mor, Birgitte, straks afstand selvfølgelig først efter Valdemar var taget hjem.
“Amalie, det var ikke derfor vi opdragede dig, du går på universitetet på tredje årgang, hvad skal du med en mand og et bryllup nu? Og Valdemar ønsker jeg ikke som svigersøn. Hvad har han at byde på? Han arbejder på et autoværksted en arbejdstype Bare så du ved det, jeg kommer ikke til at hjælpe dig, hvis du vælger det her.”
“Mor, jeg gifter mig med ham alligevel, det ved du godt,” sagde Amalie. Som altid forholdt hendes far, Henrik, sig tavs og prøvede hele livet at holde sig neutral mellem sin kone og datter. “Desuden skal jeg have et barn”
Brylluppet blev ikke overdådigt, selv om Amalies forældre havde råd, men Birgitte ønskede ikke at holde en stor fest. Hvis nu datteren havde giftet sig med venindens søn men det gjorde hun ikke, Amalie var for stædig.
“Hun får da svært ved det, hende og hendes mekaniker, hun kommer tilbage, nu er det bare romantik og kærlighed,” sagde Birgitte til sin mand. “Hun flyttede endda hjemmefra til hans farmor, bare fordi hun ikke ville have, at jeg ydmygede ham, det sagde hun lige ud. Hun glæder sig slet ikke over, at datteren skal have et barn.”
Amalies forældre boede i København i en stor lejlighed, hvor Amalie havde vænnet sig til komfort og penge hun var deres eneste barn. Alligevel flyttede hun med Valdemar hjem til Farmor Inge, der boede i et hus i en lille landsby syv kilometer fra byen.
Tiden gik, og Amalie fødte en datter. Farmor Inge hjalp, hun lærte den unge mor op, stod op om natten til oldebarnet, lille Freja. Amalie gik igen på universitetet, samtidig prøvede hun at være en god hustru og mor, men det var ikke let, hun var altid træt. Hver morgen stod hun tidligt op, løb til bussen, ind til byen, og her skiftede hun til endnu en bus for at komme til universitetet.
Hun kom hjem udmattet, farmor og Freja stod og ventede på hende ved lågen, og Freja savnede sin mor. Senere kom Valdemar, han arbejdede sent. Han tog datteren i armene og snurrede hende rundt han elskede sine piger. Amalie ville egentlig gerne give ham mere opmærksomhed, men han kom sent på den sidste bus, var altid sulten og træt.
Amalie skulle snart forsvare sit speciale. Hun tænkte ofte på at flytte tilbage til forældrenes komfortable lejlighed, så var vejen kortere, men Birgitte var stadig fornærmet, havde ikke ringet eller spurgt til sit barnebarn.
Valdemar havde en ældre bror, Emil, som for længst var blevet gift, boede i sin egen lejlighed i København med kone og søn. Emil havde selv tjent til lejligheden, pendlede frem og tilbage. Men hjemme var der konstant krav og ballade; hans kone Caroline ville have mere og mere.
“Emil ringede,” fortalte Valdemar farmor og Amalie, “han er flyttet fra Caroline, alle de skænderier, nu lejer han en lejlighed.”
“Åh, hvordan kan det dog gå til,” blev farmor Inge bekymret, “han købte selv lejligheden og nu er han flyttet.”
“Mor, Emil handlede som en mand og lod alt blive hos konen og sønnen,” forklarede Valdemar.
En dag klagede Amalie over, at det stressende liv tærede på hende det tog to busser at komme til universitetet. Hun sagde ikke direkte, at hun ville flytte hjem, for hun havde selv valgt at leve med Valdemar og være uafhængig af forældrene.
“Jeg er så træt,” sagde Amalie, “træt af at skulle følge bussen, alle de stop, det tager så lang tid.”
Valdemar lyttede stille og kyssede hende på kinden.
“Jeg har en idé, siger det senere,” sagde han hemmelighedsfuldt. “Der kommer en overraskelse,” men Amalie orkede ikke at spørge ind.
Efter nogle dage stoppede en bil foran huset en aften.
“Måske er det mine forældre,” tænkte Amalie, men bilen var gammel og ukendt. “Nej, det er ikke mine forældre, bilen det er noget gammelt skrammel.”
Hun skyndte sig ud og så Valdemar stige ud han var stolt.
“Nå, hvad siger du til vores skønhed?”
“Er det er det en bil? Hvor har du fået den fra?”
“Købt,” svarede Valdemar, “for de penge vi havde sparet til indskud på en lejlighed”
Amalie så på bilen, det gjorde ondt de havde sparet op til lejlighed, og nu havde han brugt alle pengene på det gamle vrag. Det ville tage længere tid at få råd til at flytte ind til byen.
Valdemar priste bilen.
“Jeg har selv repareret den, den kører, kom jeg tager dig med på en tur,” sagde han og tog hende med. “Den skal bare males, så slipper du for busserne,” sagde han, “den er næsten som ny og den kostede mig meget lidt.”
Bilen kørte faktisk godt, men Amalie var bange for at den ville skille sig ad på vejen. Da de kom hjem, stod farmor Inge med Freja foran porten. Valdemar tog Freja op og snurrede hende rundt, mens Amalie skyndte sig ind og brød sammen græd og græd, alt var blevet for meget.
“Amalie, hvad er der dog?” lød farmor Inges bekymrede stemme. “Hvad er der sket?”
“Han har brugt alle de penge vi sparrede til indskud på det gamle skrammel. Vi drømte om en lejlighed og nu”
“Rolig nu, min pige,” sagde farmor Inge og krammede hende. “Du er den bedste og klogeste, du er bare træt. Alt det her er småting, det vigtigste er at alle har det godt, ingen grund til at tage penge for alvorligt. Det vigtigste er kærlighed og forståelse.”
Amalie lyttede til farmor Inges kloge ord, og hun blev rolig. Efterfølgende blev hun flov over hvordan hun havde reageret. Hun gik ud på trappen, hvor Valdemar sad. Den gamle skæggede hund jog efter Freja, som lo og prøvede at fange den. Amalie satte sig stille ved siden af sin mand.
“Hvorfor spurgte du ikke mig, Valdemar?” spurgte hun stille.
“Ville lave en overraskelse var sikker på det ville glæde dig”
Amalie så ham i øjnene, og der var så meget usagt smerte. Pludselig forstod hun ham han elskede hende og havde købt bilen for at gøre hendes hverdag lettere. Han havde trods alt prøvet at løse det, hun havde brokket sig over, selvom hun hentydede til noget helt andet.
“Okay, Valdemar, bil er så bil,” sagde hun, “bare lov at vi fremover altid taler sammen om sådanne ting.”
“Det lover jeg,” svarede han glad, “du ved, jeg har altid truffet beslutninger selv, undskyld fremover tager vi det sammen.”
“Sådan skal det være. Det er bare småting i livet,” gentog Amalie farmor Inges ord, “det vigtigste er at vi er sammen, og vi har en dejlig datter.”
Farmor Inge så ud gennem vinduet og glædede sig, tænkte: “Familieskænderi, den første men de kommer jo, det er en del af livet. Det afgørende er, at de forstår og elsker hinanden. Og jeg tvivler ikke på deres kærlighed Se, som to duer forsonet,” og hun smilede.
Valdemar malede bilen, farmor Inge syede nye betræk. Der var ikke meget at fejre, bilen havde set lidt af hvert, men snart sad Amalie på forsædet og blev kørt til byen.
Hun ville ikke bede om hjælp fra sine forældre.
Tiden gik. Freja voksede, det var tid at finde en børnehave farmor Inge var gammel og trængte til ro. Amalie blev færdig med universitetet og fik arbejde i København. Valdemar arbejdede stadig sent, gjorde alt for at tjene nok. Boligspørgsmålet pressede igen, men de havde endnu ikke penge til indskud på en lejlighed. Amalie ville ikke spørge sine forældre, moren snakkede ikke med hende eller Freja.
Men pludselig kom hjælpen, hvor de mindst ventede det. En weekend begyndte hunden i haven at gø højlydt. Amalie tænkte, det måtte være naboen, hun plejer at komme med mælk til Freja.
“Emil!” råbte Valdemar glædestrålende, da han så sin storebror i vinduet og sprang ud. “Hej, bror, hvor kommer du fra?”
“Hej, Valdemar hej!”
Brødrene krammede hinanden, begge glade. Freja kiggede nysgerrigt ud ad døren.
“Nå, hvor er du sød, lille ven,” udbrød Emil, “kom, jeg har da en gave til dig.”
Han tog en stor kanin med lange ører og en sløjfe op fra posen. Freja tog den og var henrykt, løb straks ind til farmor.
Farmor Inge og Amalie var varme og glade ved at se Emil.
“Du har ikke været her længe, Emil, hvordan går det?” spurgte farmor Inge, mens hun hældte te op.
“Alt er fint,” sagde han smilende, “Caroline og jeg er skilt, hun fandt en anden og flyttede til Sverige. Jeg betaler børnepenge som jeg skal. Og det her, bror,” han tog en stor kuvert op af tasken, “det er til dig og Amalie, en bryllupsgave jeg var jo på arbejde dengang I blev gift.”
“Hvad er det?” spurgte Valdemar.
“Det er penge til jer, til indskuddet,” forklarede Emil og lagde kuverten i Valdemars hånd. “Caroline er væk, jeg bor nu i min egen lejlighed. Jeg havde sparet op til en ny lejlighed, men jeg kunne ikke tage den fra min ekskone og søn. Så tag dette som min bryllupsgave.”
Der blev helt stille ved bordet, så begyndte alle at grine og takke.
“Tak, Emil, det var fantastisk,” sagde Valdemar.
Amalie blev rørt, farmor Inge krammede Emil, brødrene krammede hinanden meget blev sagt uden ord.
Til efteråret flyttede Valdemar, Amalie og Freja ind i deres nye toværelses lejlighed i København. Freja kom i børnehave tæt på hjemmet, skolen lå også nær, så de tænkte på fremtiden for Freja skulle jo snart begynde.
Valdemar blev ved med at arbejde på autoværkstedet. Sådan testede livet den unge familie. Farmor Inge havde ret det er alt sammen småting i livet. Det vigtigste er kærlighed, lykke og at alle er raske.
Denne historie har lært mig, at uanset hvor svært det ser ud, så er det i sidste ende de små ting, der fylder for meget. Det, der betyder noget, er familien og at vi står sammen og det er jeg dybt taknemmelig for.
