Giv mig lidt vand, jeg har tørret helt ud i halsen! Jeg har råbt på dig en time, men du larmer bare med gryderne helt som om du ikke vil høre mig!
Den skarpe, sure stemme fra soveværelset får Signe Larsen til at gyse så hun næsten taber suppeskeen. Hun trækker vejret dybt og tæller til ti en vane, hun har fået de sidste tre år i dette helvede. Køkkenet lugter af kogt kylling og medicin en blanding, der sætter sig i både tapet og gardiner. Signe slukker for suppen, hælder tempereret, kogt vand op koldt vand må hun ikke bruge, varmt heller ikke og går ind til svigermorens soveværelse.
Anna Mortensen ligger halvoprejst på høje puder, hun ligner en gammel, utilfreds fugl. Hendes klare, vandige blik følger hver af Signes bevægelser. På natbordet, mellem medicinflasker, tabletter og en bunke krydsord, ligger der en kraftig brun konvolut, noget Signe aldrig har set før.
Her er vand, Anna Mortensen, siger Signe, og forsøger at lyde rolig, uden irritation. Jeg hørte dig ikke, emhætten var tændt. Kyllingesuppen er klar, jeg moser grøntsagerne som lægen sagde.
Svigermoren drikker et par slurke, vrænger ansigtet som om hun fik eddike, og stiller glasset fra sig.
Du har altid undskyldninger, mumler hun, tørrer mund med hjørnet af lagenet. Først emhætten, så støvsugeren, så taler du i telefon. Din mands mor ligger her og tørster.
Sådan må du ikke tale, jeg er jo altid tæt på, siger Signe. Hun retter forsigtigt på dynen og får øje på konvolutten igen, hvor et hjørne af et officielt dokument stikker ud.
Hvad har du der? Nye papirer fra lægen? spørger Signe og nikker mod natbordet. Skal jeg løbe på apoteket?
Anna Mortensen dækker straks konvolutten med sin hånd. Hun er hurtigere end man skulle tro, når hun før klagede over ikke at kunne løfte en ske.
Nej, lad det ligge! Det er mine private papirer, hvæser hun.
Signe er forbavset. Normalt vil Anna have Signe til at gennemgå alle medicinlister, regninger og breve fra pensionskassen. Den hemmelighedsfuldhed er ny.
Jeg spurgte bare… begynder Signe, men i det samme smækker hoveddøren, og tunge skridt høres i entreen.
Søren er kommet! Anna Mortensens ansigt forvandles fuldstændigt, og hun smiler sødt. Min dreng, kom hurtigt, red mig fra denne fangevogter!
Søren Larsen, Signes mand, kommer ind. Han ser træt ud, jakken krøllet og slipset skævt. Han arbejder som salgschef og har de seneste måneder knapt været hjemme, undgået det sygehusagtige klima og svigermorens evige krav.
Hej mor. Hej Signe, siger han og kysser moren på kinden uden at se på sin kone. Hvad sker der nu? Hvilken fangevogter? Signe passer dig som et barn.
Passer og venter på mit dødsleje. Du tror jeg ikke lægger mærke til det? Hendes øjne er kolde, tomme. Ikke kærlighed, kun pligt.
Signe mærker sorgen i halsen. For tre år siden, da Anna fik slagtilfælde, stod valget: hjemmehjælp eller plejehjem. Midler til god hjælp fandtes ikke, plejehjem afviste Søren “hvad vil folk sige, at vi sætter egen mor på institution?”. Signe sagde op fra sit elskede job på biblioteket, flyttede Anna ind i deres lejlighed, og Annas gamle toværelses blev udlejet til at betale medicin og behandling.
Jeg går og dækker op, siger Signe stille og forlader værelset.
Til aftensmaden sidder Søren og roder midt i frikadellen med gaflen.
Smager det godt? spørger Signe, hun håber på lidt varme.
Det er fint, svarer han uden at slippe telefonen. Forresten, mor vil gerne have Mette på besøg. Hun savner hende.
Mette er Anna Mortensens niece, datter af Annas afdøde søster. Kvinde omkring fyrre, larmende, overdrevet sminket og hjælpsom som en telefonbog. Hun kommer et par gange om året, tager en billig kage med, sidder hos Anna, snakker om sine mislykkede forhold og forsvinder, efterlader en stank af parfume og en stak opvask.
Hvorfor? undrer Signe. Anna har jo højt blodtryk, hun har brug for ro, og Mette er jo et stormvejr. Hun vil igen få Anna ophidset.
Mor vil det. Hun siger hun har et ærinde. Kan du endure en time i morgen?
Næste dag ankommer Mette præcis kl. 12. Hun marcherede ind i stuen uden at tage skoene af, tramper på det rene gulvtæppe og udbryder:
Signe, hej! Du har taget lidt på, hva? Den morgenkåbe klæder dig ikke! Hvor er tante Anna? Jeg har lidt til hende!
I posen er flødeboller, noget Anna ikke må få på grund af sukkersyge.
Signe peger ordløst mod soveværelsesdøren. Mette forsvinder derind, og straks følger hviskende snak blandet med Annas snøften. Signe trækker sig ud i køkkenet, tæller boghvedekerner, men uroen slipper hende ikke. Konvolutten på natbordet er stadig i hendes tanker.
En time senere åbner døren, og Mette kommer ud, strålende, med den brune konvolut i hånden. Hun lægger den ubekymret i sin store taske.
Nå Signe, jeg smutter. Har travlt, business kører! Tante Anna er faldet i søvn, lad hende sove. Godt arbejde, du passer hende pænt. Men gardinerne dem bør du skifte. De er alt for gammeldags.
Mette forsvinder lige så hurtigt, som hun kom.
Om aftenen, mens Signe skifter sengelinned hos Anna en besværlig og fysisk hård opgave, da Anna er tung og ikke hjælper tager hun mod til sig:
Anna Mortensen, hvilke papirer gav du til Mette? Skal jeg lave kopier? Eller er der noget, der skal afleveres?
Svigermoren smiler snedigt.
Det var min taknemmelighed, Signe. Mette er min eneste rigtige sjælsven. Hun elsker mig uden bagtanker, ikke for lejligheden eller arv bare fordi. Blod er tykkere end vand.
Signe fryser indeni.
Hvilken lejlighed tænker du på? Din gamle toværelses lejes ud, pengene går til din behandling. Vi aftalte, at lejligheden skal gå til børnebørnene, vores børn, senere.
Anna ler tørt.
Jamen, de kan jo ikke vente på mit dødsleje! Jeg har besluttet noget andet. I dag kom notar, mens du var i Netto, og jeg lavede gavebrev. På Mette.
Signe stivner. Verden vakler.
Gavebrev? hvisker hun. Til Mette? Den Mette, der aldrig har givet dig et glas vand? Som ikke ved hvilke piller du tager?
Men hun bebrejder mig aldrig! skriger Anna. Du går dagligt rundt med et surt ansigt, som om du gør mig en tjeneste! Tror du jeg ikke mærker det? Du venter på jeg dør og kan få lejligheden! Men nu er det Mette, der er ejer. Officielt. Gavebrev. Ingen tilbagekaldelse.
Signe sætter sig på kanten af stolen. Benene kan ikke bære hende. Tre år. Tre år væk fra livet. Sprøjter, bleer, skænderier, søvnløse nætter. Farvel til karrieren. Alt for at få at vide, hun er en snu fremmed?
Hvad med Søren? får hun fremstammet. Ved han det?
Han får det at vide, når tiden er inde. Min ejendom, min beslutning. Nu varmer du suppen, jeg blev sulten. Og ret bleen, den strammer.
Signe rejser sig, med sus i hovedet. Hun går uden et ord ud, tager jakken og tasken, lukker døren og forlader lejligheden. Hun må have frisk luft.
Hun vandrer i Københavns gader et par timer, indtil kulden får hende hjem. Tankerne cirkler om en ting: forræderi. Ikke kun fra svigermoren der forventede hun ikke kærlighed. Men fra Søren. Notaren har ikke kunnet komme selv; nogen måtte åbne, nogen skulle skaffe papirer.
Da hun kommet hjem, sidder Søren i køkkenet og spiser direkte fra suppeterrinen.
Hvor har du været? spørger han irriteret. Mor råber, bleen er våd, og du er væk. Skal jeg gøre det? Jeg er mand, jeg kan ikke klare alt det!
Signe ser på ham. For første gang på tyve års ægteskab ser hun ham klart et barnlig, egoistisk menneske, som bare har indrettet sig.
Søren, siger hun roligt. Din mor har givet lejligheden til Mette. Gavebrev. Vidste du det?
Søren går i stå, hoster, rødmer.
Gavebrev? Har du mistet forstanden?
Nej. Anna sagde det selv. Og Mette tog papirerne. Notaren var her, mens jeg var væk. Hvem lukkede? Du har jo nøgle, kom du hjem til frokost?
Søren kigger væk, roder nervøst med brødet.
Ja… jeg tog hjem. Mor bad mig. Hun sagde hun skulle have noget med pensionen. Jeg lod manden komme ind, han var jurist. Jeg satte mig ikke ind i det, Signe! Jeg skulle tilbage på arbejde!
Du satte dig ikke ind i det? Signes stemme ryster. Din mor har taget arven fra vores børn, givet det til en fremmede, og du “satte dig ikke ind i det”? Hvem skal nu betale medicinen? Lejeindtægten forsvinder, Mette vil sælge eller tage lejligheden selv. Skal det være din løn? Eller tænker du jeg skal arbejde og tjene til en kvinde, der spytter mig i ansigtet?
Begynd ikke med hysteriet nu! Søren slår i bordet. Mor er syg, hendes hoved er nok ikke klart! Vi kan jo anfægte det juridisk og få det ophævet!
Umyndiggørelse? Signe ler bittert. Du sagde selv hun havde klart hoved, når hun roste dig. Notaren krævede garanteret en lægeerklæring. Mette har planlagt det hele.
Fra værelset lyder Anna’s råb:
Signe! Jeg er helt våd! Kom og vask mig!
Søren krummer sig.
Signe, kom nu. Vi tager det sen. Hun kan ikke ligge sådan.
Men noget knækker i Signe, den sidste snor i tålmodigheden og pligten. Hun ser på sine hænder hævede af rengøring, barske af vask. Hun husker, hvornår hun sidste var hos frisør, og drømmen om ferie men “hvor skulle vi gøre af Anna”.
Nej, siger hun.
Nej til hvad? spørger Søren.
Jeg går ikke ind. Jeg vil ikke længere vaske hende. Jeg vil ikke koge suppe eller finde mig i fornærmelser. Ejeren af lejligheden er nu Mette. Ifølge loven er gavebrev en endelig aftale og retfærdigt sagt: når Mette har fået aktivet, bør hun også tage ansvaret. Ring til hende. Lad hende komme og vaske.
Du må da være vanvittig? Søren springer op. Mette tager ikke telefonen nu! Hun har aldrig prøvet det! Signe, det er min mor!
Præcis. Din mor. Ikke min. Og hun gav sin lejlighed til sin niece. Jeg er bare fremmed. “Fangevogter”, som hun sagde.
Signe går ind i soveværelset. Men ikke til Anna til deres eget værelse. Hun finder kufferten frem.
Hvad laver du? Søren står bleg og chokeret i døren.
Jeg tager hjem til min egen mor. Det er småt, men luften er ren.
Signe, stop! Det er en gammel damens fejl! Vi kan rette det! Gå ikke! Hvordan skal jeg klare det alene? Jeg arbejder!
Skaf hjemmehjælp. Eller nå ja, pengene er væk… Lejligheden er ikke længere din. Nu må du selv. Efter arbejde, om natten, i weekenden. Velkommen til min verden.
Hun smider tøj i kufferten, skal bare hurtigt væk.
Signe, jeg stopper dig ikke! Du er min kone! Du skal være i medgang og modgang!
Jeg har været i modgang, Søren. Tre år. Men glæder? Dem ser jeg ikke. Og for resten jeg søger om skilsmisse.
På grund af lejligheden?! Er du bare pengesyg?
Nej, din idiot! råber hun. Fordi du gjorde mig til slave! Fordi du lod notaren ind og forrådte mig! Fordi du ikke beder om tilgivelse, kun tænker på hvem der nu skal skifte ble!
Hun trækker kufferten ud i entreen. Fra Annas værelse lyder ikke længere råb, men jamren:
Søren! Signe har forladt mig! Hun vil slå mig ihjel! Giv mig vand!
Søren farer mellem konen og morens dør.
Signe, kom nu… bare én nat mere!
Jeg lægger nøglen på bordet, siger Signe koldt. Farvel.
Hun går ud og tager elevatoren ned. Da døren lukker, græder hun. Lettelsens tårer.
Den første uge hos moren er som i tåge. Signe sover tolv timer, spiser godt, går ture i parken. Hun har skiftet simkort, kontakt kun med de nærmeste. Men nyheder når frem.
Via fælles bekendte hører hun, at Søren ringer til Mette. Mette svarer, at “gave er gave, ingen pligt til omsorg er nævnt”. Hun vil sælge lejligheden hurtigt, give lejere to måneder til at flytte, og siger, Anna bør til statsplejehjem hvis Søren ikke magter det.
Søren tager først orlov, så sygedagpenge, så forsøger han trække børnene hjem de studerer i Aarhus og Aalborg. De ringer til Signe.
Mor, far siger du har forrådt ham, siger sønnen, Marcus. Men vi ved du har slidt, og vi kommer ikke. Vi har eksamener. Og bedstemor valgte selv Mette.
Signe er stolt. Børnene forstår.
En måned senere får Signe job på biblioteket igen. Lønnen er lille, men fred og bøger heler mere end piller. Skilsmissen bliver indsendt. Søren møder ikke op i retten.
En aften, da Signe er på vej hjem fra arbejde, står Søren og venter. Han ser ti år ældre ud, usoigneret, lugter af sprut og gammel sygdom en duft Signe kender så godt.
Signe, siger han. Hjælp mig. Jeg kan ikke klare det. Anna råber nat og dag. Mette har solgt lejligheden til lyssky ejendomsmæglere, får du det? Lejeindtægten er væk. Ingen penge til hjælp. Jeg har sagt op. Ingen job…
Signe ser på ham, men føler kun væmmelse.
Hvad har det med mig at gøre?
Du kan jo finde løsningen. Kom hjem, jeg tilgiver alt. Vi kan sælge vores lejlighed, købe en mindre, skaffe hjælp.
“Du tilgiver”? Har du misforstået? Det er mig, der skulle tilgive. Men jeg vil ikke.
Signe, Anna græder. Hun savner dig. Siger, at ingen laver grød som dig.
Det skulle hun have husket, da hun kaldte på notaren.
Men Mette har snydt os! Hun er bedragende!
Mette gjorde som hun fik lov til. Anna ville købe kærlighed for kvadratmeter. Handlen er gjort. Intet at klage.
Du er blevet hård, hvisker Søren.
Nej, jeg er blevet fri, retter Signe. Gå hjem, Søren. Kom ikke mere. Retten er om en uge. Jeg håber det bliver hurtigt.
Hun går forbi og låser døren op.
Signe! råber han efter hende. Skal jeg sætte Anna i plejehjem? Der er ventetid, papirarbejde, jeg kan ikke finde ud af det! Hjælp med det!
Signe vender sig:
Brug internettet, Søren. Du var jo chef. Find ud af det. Min vagt er slut.
Hun lukker døren.
Oppe i lejligheden går hun hen til vinduet. Søren står nede, lille og ynkelig, knust af den byrde, han så længe har lagt på hendes skuldre. Signe trækker gardinerne for.
Tekanden hviner i køkkenet. Moren bager kål-tærter.
Hvem var det, Signe? spørger moren.
Forkert adresse, mor. Bare forkert adresse.
Signe sætter sig, tager en varm tærtebid. Den smager endelig godt igen for første gang i tre år. Livet fortsætter, og det liv tilhører hende alene. Anna Mortensen har fået lige det hun fortjente sin elskede niece og en søn, der nu må vokse op, også selvom han nærmer sig de halvtreds. Retfærdigheden er et måltid, der nogle gange serveres koldt, men det slukker stadig sulten.
