Giv mig noget vand, jeg har råbt til dig i over en time, og du larmer stadig med gryderne, som om du vil undgå at høre mig!
Den skarpe, knirkende stemme fra soveværelset fik Stine til at ryste og næsten tabe suppeskeen. Hun tog en dyb indånding og talte til ti en vane, skabt efter tre års livet i dette helvede. Køkkenet lugtede af kogt kylling og medicin, en duft, der havde sat sig i både tapet og gardiner. Stine slukkede for komfuret, fyldte et glas med tempereret vand ikke koldt, ikke varmt og gik ind til svigermorens værelse.
Karen Petersen lå halvoprejst på høje puder og lignede en gammel, utilfreds fugl. De blå, stikkende øjne fulgte hver af svigerdatterens bevægelser. På natbordet, blandt piller, blisterpakker og krydsord, lå en tyk brun kuvert, som Stine ikke havde set før.
Værsgo Karen, drik lidt, sagde Stine roligt, uden irritation. Jeg hørte dig ikke, emhætten var tændt. Kyllingsuppen er klar, jeg skræller snart kartofler, som lægen sagde.
Svigermoren tog et par slurke, trak ansigtet som om det var eddike, og satte glasset fra sig.
Du har altid undskyldninger, mumlede hun og tørrede sig om munden med sengetøjet. Emhætte, støvsuger, telefonen… Så må man ligge her og tørste.
Jeg er altid tæt på, svarede Stine, og lod klagerne flyve forbi. Hun rettede dynen og spejdede igen mod kuverten, hvor der anes et hjørne med byvåben.
Hvad er det? Nye papirer fra lægen? Skal jeg hente noget i apoteket? spurgte hun og nikkede mod nattbordet.
Karen strøg kvikt kuverten til sig. På trods af klager over svaghed, var der pludselig masser af kræfter.
Rør ikke! Det er mine private papirer.
Stine blev overrasket. Ellers insisterede Karen på, at svigerdatteren skulle kende til alt fra medicin til post fra kommunen. Sådan hemmelighed var nyt.
Jeg spurgte kun… begyndte Stine, men så lød hoveddøren i gangen, og tunge skridt.
Mads er kommet! Karens ansigt ændrede sig øjeblikkeligt, hun smilede sødt. Kom ind til mor, red mig fra fangevogteren!
Mads, Stines mand, kom ind. Træt, krøllet skjorte, slipset skævt. Han arbejdede som salgschef og havde længe opholdt sig på kontoret, for hjemme herskede hospitalsstemning og evige bebrejdelser.
Hej mor. Hej Stine, mumlede han, gav sin mor et kys, kiggede ikke på konen. Hvad nu? Hvilken fangevogter? Stine er jo altid der for dig.
Hun passer jo på… Karen snørpede munden. Hun venter bare på, jeg dør, så hun kan få pladsen. Tror du jeg ikke ser det? Hendes øjne er kolde. Intet kærlighed, kun pligt.
Stine mærkede klumpen i halsen. Tre år siden Karen fik slagtilfælde, blev det diskuteret: hjemmehjælp eller plejehjem. Ingen penge til god hjemmehjælp, og Mads nægtede plejehjem “hvad siger folk, man afleverer sin egen mor?” Så sagde Stine jobbet på biblioteket op, flyttede Karen fra hendes toværelse ind i deres treværelse, lejede Karens lejlighed ud og brugte pengene på medicin og genoptræning.
Jeg går ud og dækker bord, sagde Stine stille og gik.
Under middagen stirrede Mads på sin mobil.
Smager det? spurgte Stine med håb om lidt varme.
Fint, sagde han og fortsatte på mobilen. Mor vil gerne have Sofie på besøg. Hun savner hende.
Sofie var Karens niece, datter af hendes afdøde søster. En fyrig, farverig kvinde omkring fyrre, totalt uduelig til praktisk hjælp. Kom hvert halve år med en billig kage, sad hos Karen og snakkede om kærlighedslivet og gik efterlod duften af parfume og et bjerg af beskidte tallerkner.
Hvorfor? undrede Stine. Karen får stress og skal have ro, Sofie er et stormvejr.
Mor insisterer. Hun siger der er noget på spil. Lad hende komme i morgen, det er kun en time.
Næste dag kom Sofie præcis kl. 12, trampede hen over det rene gulv med gadesko og råbte:
Hej Stine! Er du blevet større? Din morgenkåbe gør dig bredere. Hvor er tante Karen? Jeg har gaver!
Hun bar en pose med flødeboller, som Karen ikke måtte få på grund af sukkersyge.
Stine pegede stumt på døren. Sofie forsvandt ind og snart lød hvisken og gråd fra værelset. Stine gik til køkkenet, sorterede boghvede, men uro nagede hende. Den brunlige kuvert var stadig i tankerne.
Efter en time kom Sofie ud, strålende, med kuverten i tasken, stak den ned og sagde:
Ja, jeg må videre! Forretninger venter! Karen sover, lad hende være. Du gør det godt, rent og pænt, men gardinerne trænger totalt gammeldags.
Og forsvandt ligeså hurtigt.
Om aftenen, da Stine skiftede sengetøj en tung proces, da Karen var stor og uvillig tog hun mod til sig:
Karen, hvilke papirer gav du Sofie? Skal jeg lave kopier? Eller skal noget til kommunen?
Karen kiggede snedigt og triumferende på Stine.
Det er min tak. Sofie er den eneste, der elsker mig uden bagtanker. Ikke for lejligheden, ikke arven bare sådan. Blod er tykkere end vand.
Stine frøs indeni.
Hvilken lejlighed? Din toværelse er udlejet, pengene går til din behandling. Vi havde aftalt, at når… senere, den skulle gå til vores børn.
Karen lo tørt og hæst.
Aftalt? I deler skindet før bjørnen er skudt. Jeg besluttede noget andet. Notaren kom i dag mens du handlede. Jeg har givet Sofie lejligheden gavebrev.
Stine stod lammet med lagnet. Verden gyngede.
Gavebrev? Til Sofie? Hun har aldrig hentet vand til dig, kender ikke dine medicinsorter!
Men hun bebrejder ikke! Du går rundt og ser sur ud, som om du gør mig en tjeneste! Tror du jeg ikke mærker det? Venter på at jeg skal dø og du får min lejlighed! Der får du ingenting! Sofie ejer nu det hele. Officielt.
Stine satte sig på stolekanten. Benene svigtede. Tre år udslidt liv. Sprøjter, bleer, klager, søvnløse nætter. Afkald på biblioteket. Alt for at blive kaldt grådig fremmed.
Hvad med Mads? Ved han det?
Han får det at vide når tid er. Mit ejendom, min beslutning. Gå nu og varm suppen op, jeg er sulten. Og bleen skal skiftes, den strammer.
Stine rejste sig, alt summede. Hun gik ud, tog jakken, tasken og forlod lejligheden. Hun kunne ikke være der længere. Hun måtte ud og trække vejret.
Hun gik rundt i København i to timer, til hun var helt kold. Én tanke fyldte hovedet: svigt. Ikke fra svigermoren kærlighed forventede hun ikke der. Svigt fra Mads. Notaren kom ikke af sig selv. Nogen måtte åbne døren, give papirer.
Da hun kom hjem, sad Mads i køkkenet og spiste suppen direkte af gryden.
Hvor har du været? Mor skriger, bleen var gennemblødt, du var væk. Skal jeg vaske hende? Jeg kan ikke jeg er mand!
Stine så på ham for første gang helt klart. Der sad ikke hendes støtte eller kærlighed, men en selvcentreret og barnlig mand, som kun tænkte på sig selv.
Mads, sagde Stine roligt. Din mor har givet lejligheden til Sofie. Gavebrev. Vidste du det?
Mads satte suppen i halsen og hostede.
Hvilket gavebrev? Det er noget vrøvl.
Nej. Hun sagde det selv. Sofie tog papirer. Notaren var her da jeg var ude. Hvem lukkede ham ind? Har du en ekstranøgle var du hjemme i frokostpausen?
Mads så væk. Han smuldrede brødet og rykkede på skuldrene.
Ja… jeg var her. Mor sagde det var noget med pensionen, at det skulle ordnes. Jeg lod advokaten ind, han virkede OK. Jeg tænkte ikke mere jeg skulle på arbejde!
Du tænkte ikke? Din mor har frataget børnenes arv, givet lejligheden til en fremmed, og du tænkte ikke? Hvem skal nu betale medicin? Sofie vil jo sælge eller bruge den selv. Skal det på din løn? Skal jeg arbejde igen og betale for en, der har svigtet mig?
Start ikke med hysteri! Mads slog hånden i bordet. Har hun mistet forstanden, skal vi bare sagsøge og få det tilbage!
Enkelt, lo Stine bittert. Du har selv sagt hun er klar i hovedet når hun roste dig. Nu er du ligeglad. Notaren ville kræve en lægeerklæring. Sofie har planlagt det hele.
Fra soveværelset lød krævende skrål.
Er der nogen hjemme? Jeg er våd! Stine! Kom og vask mig!
Mads så væmmes ud.
Stine, gå nu ind. Vi må tage det senere. Hun kan ikke ligge i det.
Og der knak noget i Stine. Den sidste tråd af tålmodighed, pligt og sacrifice. Hun så på sine hænder hårde af vask og rengøring. Huskede sidst hun var til frisør. Huskede drømmen om fyns ferie men hvor skal mor så være?
Nej, sagde hun.
Nej? Mads forstod ikke.
Jeg går ikke derind. Jeg vasker hende ikke mere. Jeg laver ikke mere mos-suppe. Jeg tager ikke flere fornærmelser. Hun har nu Sofie, ejeren af lejligheden. Gavebrev det er en god deal: får du goder, må du tage sliddet. Ring til Sofie. Hun må komme og vaske.
Du er vanvittig! Mads sprang op. Sofie svarer ikke på telefonen! Hun kan ikke! Stine, det er jo min mor!
Netop. Din mor. Ikke min. Og lejligheden fik hendes niece. Jeg er udefrakommende fangevogter, som hun sagde.
Stine vendte sig og gik ikke mod Karen men til deres eget soveværelse. Hun tog en kuffert ud af skabet.
Hvad laver du? Mads stod ved døren, bleg og bange.
Jeg flytter. Jeg tager hjem til min mor. Der er trangt i hendes etværelse, men luften er fri.
Stine, stop nu! Mor blev sur, hun lavede fejl, vi ordner det! Du kan ikke forlade os! Hvem skal passe hende? Jeg arbejder!
Så må du selv. Hyre hjemmehjælp nej, pengene er væk… Lejligheden er jo væk. Så gør det selv. Om aftenen, natten, weekenden. Velkommen til min verden, Mads.
Hun kastede tøj, bøger, undertøj i kufferten. Tårer trillede, men hun var ligeglad. Bare væk hurtigt.
Stine, jeg stopper dig! Du er min kone! Du skal være med i både sorg og glæde!
Jeg har været med i sorgen, Mads. Tre år! Men jeg kan ikke finde glæden. Og for øvrigt, hun lynede kufferten jeg vil skilles.
På grund af lejligheden? Så smålig!
Ikke på grund af lejligheden, fjols! råbte hun. På grund af at du lod mig blive slave! Fordi du lod notaren komme! Fordi du er mere optaget af bleen end af at sige undskyld!
Hun trak kufferten ud til entréen. Fra Karens værelse kom nu hyl:
Mads! Hun har forladt mig! Hun vil slå mig ihjel! Giv mig at drikke!
Mads løb mellem Stine og døren til moren.
Stine, vær sød… bare bliv til i nat!
Nøglerne lægger jeg på bordet, sagde Stine køligt. Farvel.
Hun tog elevatoren ned, græd ind i det kolde spejl men gråden var lettelse.
Den første uge hos mor i Odense gik som en tåge. Stine sov tolv timer, spiste godt, gik ture i parken. Hun droppede sit gamle sim-kort, købte nyt kun til de nærmeste. Men nyhederne kom.
En ven fortalte, at Mads ringede til Sofie. Hun tog først ikke telefonen, så sagde hun, gaven er gaven, der står intet om pleje i kontrakten. Hun ville sælge lejligheden, da hun skal bruge penge til sin virksomhed, gav to måneder til at flytte udlejere ud. Hun antydede, at Karen skulle i offentlig plejehjem, nu hvor sønnen ikke magter det.
Mads tog ulønnet fri, så sygefravær, ringede til børnene Jonas og Signe som studerede i Aarhus og Aalborg. Han bad dem tage hjem og hjælpe med moren. De ringede til Stine.
Mor, far siger du er forræder, sagde Jonas. Men vi ved hvordan du har kæmpet. Vi kommer ikke. Vi har eksamener. Og Karen valgte selv Sofie.
Stine var stolt af dem.
Efter en måned tog Stine tilbage til biblioteket. Lønnen var lille, men bøgernes duft og ro var bedre end medicin. Hun søgte skilsmisse Mads kom aldrig til møderne.
En aften, da Stine kom hjem fra arbejde, stod Mads udenfor. Han så ti år ældre ud. Ubarberet, beskidt skjorte, han lugtede af alkohol og gammel sygdom en lugt Stine kendte for godt.
Stine… han nærmede sig. Hjælp mig. Jeg magter det ikke. Hun råber døgnet rundt. Sofie har solgt lejligheden til nogen sort ejendomsmægler, hurtigt og billigt. Lejeindtægten er væk. Ingen penge til hjemmehjælp. Jeg har mistet jobbet…
Stine så på ham og følte kun væmmelse.
Hvad har det med mig at gøre?
Du kan det jo… Du ved hvordan. Kom hjem igen, jeg tilgiver dig alt. Vi sælger mors altså den vi bor i køber en mindre, så kan vi ansætte nogen.
Du tilgiver mig? sagde Stine. Du har vendt det på hovedet. Jeg burde tilgive men det vil jeg ikke.
Stine, hun græder efter dig. Hun husker, du lavede den bedste grød.
Det skulle hun have husket før. Da notaren blev inviteret.
Men Sofie har snydt os! Hun er bedrager!
Sofie har gjort, hvad hun fik lov til. Karen ville købe kærlighed for kvadratmeter. Handlen gik igennem. Ingen indvendinger.
Du er blevet hård, hviskede Mads.
Jeg er blevet fri, rettede Stine. Gå hjem, Mads. Kom ikke tilbage. Vi har retsmøde om en uge jeg håber det går hurtigt.
Stine gik ind i opgangen.
Stine! råbte Mads. Hvis jeg sender hende på plejehjem? Det kræver papir, jeg kan ikke! Kan du hjælpe?
Stine stoppede, vendte sig.
Google det, Mads. Du var chef eller var. Du finder ud af det. Jeg har gjort mit.
Hun smækkede døren.
Oppe i lejligheden gik hun til vinduet. Mads stod stadig dernede, lille, sørgelig, knust af ansvar som han før lagde på andres skuldre. Stine trak gardinerne for.
Der var kald i køkkenet. Moren bagte kålpir og spurgte:
Hvem var det, Stine?
Forkert adresse, mor. Bare forkert adresse.
Stine satte sig, tog en varm pir og smagte. Første gang i tre år havde mad virkelig smag. Livet gik videre, og for første gang tilhørte det kun hende. Karen fik præcis det hun fortjente pengeglade niece og en søn, endelig voksen, om end sent. Retfærdighed er en ret, der bedst serveres kold men mætter stadig.
Vi bliver glade, hvis du følger os, liker og skriver en kommentar!
