Mit navn er Anders. Jeg har altid regnet mig selv for en heldig mand, for jeg fik både lov til at blive far og ægtemand. Jeg blev gift med Sofie, som jeg har været forelsket i siden skoletiden. Hun ventede trofast på mig, mens jeg var i militæret, og da jeg vendte hjem, blev vi gift.
Først fik vi vores ældste søn, Mikkel. Tre år senere kom vores næste søn, Jesper, til verden. Allerede dengang drømte jeg om, at vi på et tidspunkt ville få en datter. Ja, selv da Sofie første gang var gravid, gik jeg og sagde til alle, at jeg håbede på en pige. Folk kiggede lidt underligt på mig mænd vil jo næsten altid helst have en søn, men min drøm var nu at få en datter. Men Sofie fødte en søn den første gang, og tre år senere igen en søn.
Vi havde det godt, og vores drenge voksede op. En dag fortalte Sofie så noget, jeg ikke havde ventet: Hun var gravid igen. Jeg blev nærmest chokeret, for vi havde ikke regnet med at få flere børn. Men jeg blev glad, så snart det var sunket ind, for jeg elskede min kone og havde intet imod at udvide familien.
Denne gang får du altså din pige! sagde Sofie smilende. Mon ikke det endelig lykkes nu?
Både min mor og Sofies mor var overbeviste ud fra Sofies mave, at det blev en pige, og selv scanningen sagde det samme. Hele familien ventede spændt, og drengene havde allerede fundet et navn til deres lillesøster.
Da Sofie gik i fødsel, kørte jeg hende til fødegangen på Rigshospitalet. Jeg sov ikke hele natten og spekulerede på, hvordan det mon gik med Sofie, og om vi nu fik vores længe ventede datter. Om morgenen ringede jeg ind og fik at vide, at vi havde fået en søn på 3,2 kg og 54 cm.
Jeg troede simpelthen, de måtte have taget fejl. Alle havde jo sagt, at det var en pige! Men nej der var ingen fejl, og vi havde faktisk fået endnu en dreng. Jeg havde ikke regnet med det, og det havde resten af familien heller ikke. Jeg forstod slet ikke, hvordan jordemoderen kunne tage så grueligt fejl. Da jeg ringede til Sofie, spurgte jeg:
Har du været sammen med naboen? Hvad snakker du om? Er du da blevet skør, Anders? Du skulle jo have fået en pige! Nu må du simpelthen stoppe, udbrød Sofie fornærmet og lagde røret på.
Senere hentede jeg Sofie og vores nyfødte søn på hospitalet. Vi kom hjem, hun pakkede ham ud af babytæppet, og da jeg så på det lille bitte barn, som havde så meget brug for vores kærlighed, blev jeg straks vild med ham. Fire et halvt år gik. Vores lille søn, som vi kaldte Per, lærte jeg at køre på løbehjul. Han lignede hverken mig eller hans storebrødrekun en lille smule Sofie.
En dag hørte jeg nogle gamle damer snakke nede ved opgangen. De hviskede, at Per da vist mere lignede Carsten fra opgangen ovre på hjørnet. Det gjorde mig oprigtigt ondt. Jeg spurgte Sofie direkte:
Hvem er Pers far egentlig?
Nu gør du det igen! Hvordan kan du overhovedet spørge om sådan noget? Hvordan kan du mistænke mig? Det er da helt skørt! Jeg vil bare vide sandheden! Carsten har jo kørt dig hjem fra arbejde engang… Ja, hallo! Jeg var allerede gravid, og jeg havde det dårligt, kvalme og to tunge indkøbsposer! Han gav mig et lift, det var det! Jaja, men Per ligner ikke rigtigt mig…
Vi endte med at skændes, og Sofie blev rigtig vred på mig. Jeg besluttede til sidst, at vi skulle have lavet en DNA-test, men Sofie nægtede. To uger senere indvilligede hun alligevel og sagde, at hun ville skilles bagefter. Jeg regnede med, hun bare var vred, så vi bestilte testen.
En dag, mens jeg gik ud med skraldet, mødte jeg Carsten. Han var 35 og stadig single. Jeg stirrede lidt på ham, prøvede at finde noget, han havde til fælles med Per, men fandt overhovedet intet.
Da jeg kom hjem, sad jeg og tænkte ved køkkenbordet. Så kom Per løbende, hoppede op på mit skød, lagde armene om mig og fortalte løs. Pludselig føltes alting bare helt rigtigt. Hvad lavede jeg? Der er slet ikke behov for nogen test! Det er jo min søndet kan jeg mærke. Jeg tog Per op og gik ind til Sofie.
Vi dropper testen!
Hvad?! Nu havde jeg endda forberedt mig så kunne du blive bekræftet i, at det er din søn, og at jeg aldrig har været dig utro! undrede Sofie sig.
Det tog mig en uge at få Sofie til at tilgive mig for min mistro. Men hun gjorde det. Børnene voksede op. Vores ældste søn blev gift, og snart var hans kone gravid. Pludselig var Sofie og jeg blevet bedsteforældre og vi fik endelig et barnebarn, en lille pige, som jeg nu kan forkæle.
Jeg ved, at jeg kommer til at elske hende mindst lige så højt, som jeg elsker vores tre sønner i dag.
