Da Anna fyldte sytten år, fortalte hendes mor hende, at hun ventede endnu et barn. Først blev Anna fuldstændig paf over den nyhed. “Det er jo mig, der skal have børn! Du har allerede børnebørn at tage dig af! Hvis jeg ville være gravid, havde jeg gjort det før! Nu bliver jeg til grin over for mine venner! Gamle tosse!” råbte Anna vredt til sin mor, mens tårerne pressede sig på i øjnene. Hele mors graviditet forblev Anna skuffet og sur, og hun brød ofte ud i gråd. Selv faren kunne ikke udholde stemningen og forsøgte at tale hende til fornuft, men Anna endte med at stikke af hjemmefra.
Forvirret og alene gik Anna rundt i Københavns gader med tankerne svirrende. Hun følte sig ubrugelig og var overbevist om, at hun ville blive glemt, når babyen kom til verden. Alligevel lykkedes det faren at samle både moren og den nyfødte sammen og bringe dem hjem. Da moren trådte ind ad døren med den lille pige i armene, blev Annas følelser voldsomme. Tårerne trillede ned ad kinderne på hende, mens hun så sin nye lillesøster. Pludselig mærkede hun, hvor stor kærlighed hun egentlig havde til dette lille mirakel.
I dag er Anna syvogtredive år, gift og bor i en treværelses lejlighed i Aarhus sammen med sin mand og deres sekstenårige søn, som snart skal være storebror. Uroen fylder Annas hjerte, mens hun venter på, at sønnen kommer hjem fra skole hun ved, hun må fortælle ham om sin graviditet. Bekymringen er stor; hun frygter, at han vil reagere, som hun selv gjorde som teenager. Men hendes frygt viser sig at være ubegrundet.
“Skal jeg have en lillebror eller lillesøster? Hvor er det fedt! Jeg vil gerne hjælpe dig, mor!” udbryder sønnen begejstret og kaster sig om halsen på hende. Overvældet af følelser bryder Anna ud i gråd, lettet efter al ventetiden, glad for at have sådan en klog og omsorgsfuld søn, og fuld af fortrydelse over sine egne fejltagelser i fortiden. I køkkenet sad Anna og græd stille, mens hun hviskede for sig selv: “Mor, tilgiv mig… Mor, tilgiv mig…” Pludselig bemærkede hun et forundret udtryk på sønnens ansigt. Bekymret spurgte hun: “Hvad er der galt?”
Til hendes lettelse svarede han: “Det er ikke noget, mor. Lad os spise nu, og bagefter tager vi ud til mormor og moster for at fortælle dem den gode nyhed…”
