Vores lille familie bestod af mine forældre, min lillebror, Mikkel, og mig. Da Mikkel flyttede til København for at forfølge livet i den store by, blev jeg hjemme hos de gamle i vores hyggelige parcelhus i Odense. Senere blev jeg gift, og det samme gjorde Mikkel, der hurtigt tryllede to højrøstede døtre frem. Selvom der var flere kilometer og en Storebæltsbro imellem os, kom han alligevel forbi i ny og næ, og da hans ældste datter, Freja, blev stor nok, begyndte hun at besøge os på egen hånd. Jeg glædede mig altid til, hun kom, og forsøgte at overgå mig selv hver gang for at sørge for, hun følte sig hjemme (læs: overdrev med wienerbrød og hjemmebagt rugbrød).
På en af Frejas visitter sad vi oppe til langt ud på natten og vendte de store emner i livet heriblandt min bekymring over de voksende udgifter, der tyngede mine forældres skuldre. Nu var hun jo min niece, så jeg tænkte, lidt familie-snak kunne vel ikke skade. Næste morgen voksede mine øjenbryn næsten sammen af overraskelse, da hun i stedet for en æske chokolade eller noget Lurpak stak mig en stak sedler og insisterede på at hjælpe. Jeg afslog først selvfølgelig, men hun holdt stædigt fast, og endte med at vinde. Jeg sagde taknemmeligt ja til hendes omsorgsfulde gestus.
Kort efter hun tog afsted, ringede Mikkel, lettere ophidset, og spurgte, om jeg havde mistet forstanden ved at tage imod penge fra hans datter. Jeg forklarede, at jeg hverken havde tigger eller bedt, og at det udelukkende var Frejas egen idé, men mine ord prellede af som smør på en teflonpande. Han fandt det dybt uacceptabelt og mente, jeg havde udnyttet hendes gode hjerte og så var han fornærmet over, at jeg ikke bare havde bedt ham om pengene i stedet.
For at råde bod eller måske midlertidigt dæmpe min samvittighed overførte jeg det dobbelte beløb til hans konto i Danske Bank som et slags fredsoffer. Det blev dog den sidste samtale mellem os, og kommunikationen har været cirka ligeså livlig som en regnvejrsdag i november siden. Jeg spekulerer stadig på, hvordan jeg havde reageret, hvis skoene var på den anden fod men det virker som om, vi begge er landet med snuden i det forkerte hjørne. Tilbage sidder jeg med lidt ondt i maven og en god portion undren og mangler stadig at finde ud af, hvordan man lapper et brødre-opgør med MobilePay.
