Jeg havde dannet par med Nikolaj i tre år, da han foreslog, at vi skulle bo sammen. Det indebar dog, at vi flyttede ind hos hans forældre. Efter vi blev gift, gik det hele pludselig ned ad bakke.
Min svigermor havde altid en finger med i spillet og skældte konstant Nikolaj ud for alt, hvad jeg gjorde. Hun skulle blande sig i alle beslutninger, om jeg arbejdede eller bare havde en rolig dag hjemme. En søndag, hvor vi forsøgte at sove længe, stormede hun ind på vores værelse og brokkede sig over, at vi stadig lå i sengen. Nikolaj prøvede at sige fra, men hun hev “det er MIT hus”-kortet og insisterede på, at hun bestemte det hele.
Det blev for meget for selv min tålmodige Nikolaj, så han gik direkte på Boliga den aften og søgte lejligheder. Huslejen i København er jo nok mere skræmmende end svigermors skældud, men vi havde ikke noget valg. Så snart vi havde fundet vores eget sted, begyndte livet at blive lettere.
Senere fandt vi et fint lille stykke jord oppe ved Roskilde, men vi kunne ikke finde pengene til at få gravet en brønd. Vi forsøgte at spørge Nikolajs forældre om hjælp. Min egen far døde, da jeg var lille, og min mor, som stadig bor i landsbyen i Jylland, har alene opdraget mine to små brødre.
Vi gik i gang med at bygge vores hus fra bunden, men undervejs fandt jeg nogle papirer, hvor det faktisk stod, at grunden var registreret i min svigermors navn. Jeg fik næsten kaffe galt i halsen, men Nikolaj forklarede roligt, at det bare var papirarbejde. Hans forældre havde åbenbart betalt pengene, og vi ville få det overdraget senere. Hmmm.
Jeg stolede ikke på det halve forklaring og bad min svigermor om at flytte ud af vores hjem. Vi boede hver for sig i en måned, men Nikolaj lovede at få styr på det hele og overtalte mig til at give forholdet endnu en chance. Nogle måneder senere opdagede jeg så, at jeg var gravid mit livslange ønske var blevet opfyldt.
Da jeg delte nyheden, tog vi igen kontakt til svigerforældrene, men det var som at åbne for en ny omgang drama. De ringede og inviterede os hele tiden, så de kunne se barnet, på trods af jeg faktisk bad om fred. Svigermor kunne finde på at puste endnu mere til konflikterne, og det udløste diskussioner mellem Nikolaj og mig. Jeg mindede ham om de mange løfter, der aldrig blev indfriet, og hans families ynkelige opførsel.
Så skete der noget, som blev dråben. Svigermor kontaktede min mor for at diskutere, om vi skulle skrive huset over på os, men det krævede så, at min mor skulle opgive halvdelen af husets værdi. Da hun nægtede, blev jeg præmieret med kritik fra svigermor, som mente jeg hverken kunne arbejde eller løfte en finger.
I dét øjeblik gik det op for mig, at vi aldrig ville blive enige eller få ro, for penge var alfa og omega for dem. Det var på tide at sige farvel til hele cirkusset. Jeg behøver ikke nogen, der fortæller mig, hvordan jeg skal leve mit liv. Jeg besluttede at leve for min egen skyld og ikke for folks forventninger.
Jeg fortryder intet! Jeg ved, at jeg kan tage vare på både mig selv og min lille pige. Sandsynligvis bor min mand stadig sammen med mor.
Synes du ikke, det var det helt rigtige valg?
Man kan jo sagtens hævde, at kvindens handlinger var den sikre vej til at sætte sin egen trivsel og uafhængighed i højsædet især med sådan et svigerfamiliedrama på sidelinjen. Hver situation er sin egen, og hun valgte det, der var bedst for hende og hendes barn.
