Mens jeg sad og spiste aftensmad med min veninde Signe, som arbejder som ejendomsmægler, delte hun den seneste historie fra boligjagten med mig. Hun havde haft lidt modvind på det seneste, forsøgt at fiske kunder i et noget dovent boligmarked. Alligevel holdt hun humøret højt, især fordi tingene endeligt begyndte at vende. At jonglere det at være mor til to livlige unger og samtidig passe sin aldrende mor tog dog lidt af glansen af hverdagen.
En morgen havde udlejeren pludselig tryllet en fremvisning frem klokken 7:45, så det kunne passe ind i alles arbejdsdag jo tak, det var lige det, Signe drømte om. Hun sagde ja alligevel, det var jo dumt at lade en mulig kunde smutte. På dagen dukkede hun op før solen og ventede tålmodigt, indtil kunderne selvfølgelig lidt forsinkede grundet køen på motorvejen endelig kom vaklende. De undskyldte men var småsure, som kun københavnerne kan være en mandag morgen.
Selvom kunden virkede lidt spids, nægtede Signe at lade sig slå ud. De steg ind i elevatoren, hvor der straks blev spurgt, Hvilket etage? Hvilket nummer? Signe svarede med sit største mægler-smil: Sjette sal, lejlighed 66. Hun prøvede at lyde overbevisende, så ingen blev nervøse over de mange seksere. Men hun kunne se, de stadig så lidt skæve ud.
De hoppede ud på etagen og gik selvsikkert hen til den åbne dør. Signe præsenterede sig for den formodede ejer og undskyldte over for kunderne, men blev mødt af en midaldrende kvinde i slåbrok, der så lige så overrasket ud over det uventede selskab som Signe. Ingen anelse om, at der var planlagt fremvisning. Signe sukkede indvendigt. Ansvarsfølelse var vist ikke på menuen hos ejeren.
Nuvel, så måtte man jo få det bedste ud af det. Hun gik i gang med at vise lejligheden frem som viste sig at være endnu flottere end på billederne. Kunderne blev straks interesserede, og alt så lyst ud. På vej ud fik Signe dog øje på en dør, der ikke var nævnt i oplysningerne, og pludselig gik det op for hende: de var på femte sal ikke sjette!
Hun forsøgte straks at ringe til de rigtige ejere på sjette sal, men hun blev blankt afvist telefonen røg direkte på optaget. Kunderne var forståeligt skuffede. Men så, midt i frustrationen, kom lejlighedens egentlige beboer på banen med et tilbud ud af det blå.
Han forklarede, at han og konen faktisk længe havde snakket om at flytte tættere på sine forældre i Roskilde, og syntes, denne mærkværdige situation nærmest var et tegn. De smed spontant en handel på bordet og tilbød lejligheden til en pris kun 20.000 kroner over vurdering og så smed de alt inventaret oveni.
Kunderne lyste op, som havde de lige vundet i Lotto, og sagde straks ja. Signe stod der midt i kaosset og kunne ikke lade være med at grine lidt. På mystisk vis havde alle pludselig fået, hvad de kom efter: ejerne fik hurtigt solgt og kunne flytte hjem til farmor og farfar, kunderne fik en fabelagtig lejlighed til ren gavepris, og Signe slap ud af sine økonomiske bekymringer. Nogle gange har livet altså en tendens til at smide muligeheder i skoene på én, netop som man mindst venter det og så må man bare håbe, man har rene strømper på.
