Kates liv blev vendt op og ned, da hendes far, presset af økonomiske vanskeligheder og mangel på chancer i Danmark, besluttede at søge arbejde i udlandet. Hun var kun to år gammel, da hun så ham forlade lejligheden i Vesterbro, hans løfte hængende i luften: Jeg er snart hjemme igen. Alligevel gik årene med overførsler af kroner, men uden varme kram.
Mens faren var væk, nød Kate, hendes mor og lillesøster en rimelig tryghed takket være hans penge, der tikkede ind hver måned fra udlandet. Men hans fravær lagde sig som en tung skygge over hjemmet på Amager. Sorgen voksede sig dybere, da hendes mor blev alvorligt syg. Kate oplevede førstehånds, hvor skrøbelig lykken er. På trods af evindelige behandlinger og håbefulde blikke døde moderen, og ansvaret for den lille familie faldt pludselig på Kates skuldre.
Selv mens hun knoklede sig igennem forelæsningerne på Københavns Universitet, var fritiden knap. Hver dag var afmåltlektier, madlavning, hente søsteren fra skole. Da moderen blev begravet i det kolde græs på Assistens Kirkegård, stod Kate alene med sorgen. Faderens tomme plads ved graven føltes som et svigt, hun ikke kunne tilgive. Den vrede og sorg blev kun stærkere, da han igen sendte penge; denne gang afviste hun dem stædigt, beslutsomt. Hun tog et deltidsjob i en lille café i Indre By og forsøgte at klare sig selv med sin søster.
Som om livet ville teste hende endnu mere, døde hendes bedstefar pludselig og efterlod dem klassikeren af et dansk rækkehus i Valby og en gammel, men charmerende Peugeot. Da Kate forsøgte at starte bilen for at køre til et bilværksted og undersøge, om de kunne sælge den, gik den i stå midt på landevejen uden for Køge. Panik og fortvivlelse blandede sig i brystet, da en sort Volvo trak op ved siden af. Ud af bilen steg en mand, hun nærmest havde glemt ansigtet på hendes egen far.
Han tilbød sin hjælp, spurgte forsigtigt om hun ville tale, men Kate stod tilbage med armene over kors og blikket nedslået. Hendes far forstod pludselig, hvor meget hans valg havde kostet hende. Chancen for forsoning var der, men gled ham ubemærket forbi.
Da hun kørte videre, efterlod oplevelsen hende med et virvar af følelser: vrede, længsel, måske et svagt håb om forsoning. Kun tiden kunne vise, om det sår, som år med adskillelse og skuffelser havde skabt, nogensinde ville hele.
