Min søn og hans hustru forærede mig en lejlighed, dengang jeg gik på pension
Jeg husker tydeligt den dag, hvor min søn og svigerdatter kom forbi. De rakte mig en nøgle, tog mig under armen og fulgte mig hen til advokaten. Jeg var så overvældet af følelser, at jeg blot kunne mumle:
Hvorfor giver I mig sådan en kostbar gave? Jeg har ikke brug for det!
Det er din pensionist-præmie. Du kan bare leje den ud, mor! sagde min søn med et smil.
På det tidspunkt havde jeg dårligt været i kontakt med pensionskassen endnu! Jeg var netop blevet fritaget for mine arbejdsmæssige pligter og havde ikke en gang selv foretaget mig noget, før de allerede havde truffet afgørelsen for mig. Jeg prøvede at sige nej tak, men de bad mig lade være med at modsætte mig.
Forholdet til min svigerdatter havde aldrig været uden knaster: Ofte stille og roligt, men så pludselig kom der stormvejr helt uden varsel. Nogle gange var det mig, der udløste det, andre gange hende. Vi brugte årevis på at lære at finde os til rette med hinanden, at undlade at tage kampen op, at lade de små ting ligge. Heldigvis har vi de seneste år endelig formået at leve sammen i fred.
Da min svigerinde hørte om gaven, blev telefonen straks hevet frem. Hun lykønskede mig og roste sig selv: Så må jeg have opdraget en rigtig god datter, siden hun ikke havde noget imod, at du fik sådan en gave! Hun fortalte, at hun personligt aldrig ville have taget imod den slags; hun ville have givet den videre til sit barnebarn.
Den nat lå jeg vågen længe og spekulerede. Ville jeg kunne klare mig på kun én folkepension? Jeg havde jo ikke det store behov. Næste morgen kaldte jeg på mit barnebarn for forsigtigt at spørge, om han kunne tænke sig, at jeg stillede en lejlighed til rådighed for ham. Han var snart seksten, stod foran studierne, ville uden tvivl finde sig en pige, og det ville jo være rart, hvis han havde sit eget sted ikke sandt?
Mormor, du skal ikke tænke på det! Jeg vil hellere klare mig selv og tjene mine egne penge, svarede han.
Ingen ville tage imod lejligheden. Jeg tilbød den både til min svigerdatter, mit barnebarn og endda min søn uden held.
Jeg kom til at tænke på min ældre søster: Hendes svigerinde havde afgivet sit hus, og siden da havde hun måttet flytte i et lille kommunalt værelse, som hun klamrede sig til med alt, hvad hun havde.
Vores gamle onkel er ikke her mere det er femten år siden nu. Hans arvinger kan stadig ikke tale sammen, for de kunne aldrig blive enige om delingen af boet, uden at det endte i stridigheder.
En aften så jeg et gammelt DR-program, hvor forældre havde testamenteret deres hjem til sønnen, som siden smed dem ud og solgte huset, så de gamle måtte finde deres egen vej videre. Tanken gjorde mig trist.
Tårerne løb, uden jeg helt forstod hvorfor måske af taknemmelighed, måske af stolthed over mine børn. Da jeg senere besøgte Udbetaling Danmark, fandt jeg ud af, at min pension var på to tusind kroner om måneden, og min søn havde ordnet det sådan, at min lejlighed kunne lejes ud for tre tusinde hver måned. Først da forstod jeg virkelig, hvor kongelig en gave mine børn havde givet mig.
