21. marts
Det her er svært at skrive, men nødvendigt. I fem år troede jeg, jeg boede med min ægtemand men nu kan jeg godt se, at jeg i virkeligheden forsøgte at leve med ham, som jeg levede med min mor.
Jeg, Frederikke, voksede op i en lille by i Jylland. Det var dér, jeg blev ramt af Amors pil. Jeg forelskede mig hovedkulds i Emil, og han i mig. Vi besluttede at sige farvel til den lille trygge verden og tage til København for at skabe vores egen fremtid. Til forældrene sagde vi, at vi ville tjene penge til at holde et ordentligt bryllup. I virkeligheden satsede vi især på at tjene penge men efter noget tid gik det op for os, at vi slet ikke havde lyst til at bruge dem på et stort, traditionelt bryllup.
I stedet gjorde vi det, der er så moderne for tiden: vi blev gift i sneakers og jeans, ønskede os udelukkende kontanter, og i stedet for en klassisk fest, holdt vi en uformel buffet. Alle penge, vi fik som gave, gik direkte til indskuddet på vores andelslejlighed. Vores mødre syntes ikke, det kunne være rigtigt, så da vi kom hjem til den lille by igen, havde de arrangeret et beskedent kaffebord for familie og venner.
Nu er der gået fem år siden dengang. Vi har udsat det med børnene vi betaler stadig på lånet for andelslejligheden, for bryllupspengene rakte ikke langt nok. Min mor, Ilse, er en stærk kvinde, der opfostrede mig alene. Hun minder mig om sine børnebørn ved næsten hvert eneste opkald, men jeg føler endnu ikke, at jeg er klar. Ingen travlhed, så det haster jo ikke.
Og for nylig er der noget, der har ændret sig. Jeg begynder at irritere mig mere over Emil, især over ting, jeg egentlig har gået og tænkt på før, men har kunnet tie stille med. Jeg ringede til min bedste veninde, Signe, og sagde:
Han snakker længe i telefon med andre, men med mig er det bare “hej” og “hej-hej”, så er den samtale slut
Men I ses jo, når han kommer hjem fra arbejde? Så har I tid.
Efter arbejde vil jeg jo gerne se en romantisk film sammen, men han stener bare gysere
Hvor mange fjernsyn har I? I dag kan man jo se film på computeren med høretelefoner, hvis det endelig er, men det er ikke rigtig samvær, hvis I sidder i hver sin verden
Præcis! Jeg føler heller ikke, Emil forstår mig.
Det er da noget af et udsagn.
Hvorfor griner du?
Undskyld, jeg skal nok tage det alvorligt, Frederikke. Hvornår har I det sjovt sammen?
På ferie eller når vi har venner på besøg… Indimellem kan han være så betænksom
Det blev en lang samtale. Jeg fortalte hende om, hvordan alle pigerne i byen var misundelige, dengang jeg havde mødt Emil. Men dybest set, kunne Signe høre, at mit problem nok var, at jeg havde et stærkt behov for at spejle mig i andres misundelse en slags bekræftelse. Men så er der også et andet problem.
Frederikke, hvordan forestiller du dig det perfekte ægteskab?
Altså, der skal selvfølgelig være børn.
Mjo, de fleste nævner børnene, men mange ægteskaber går faktisk i stykker, når børnene kommer
Min partner skal spørge til, hvordan jeg har det, spørge ind til mit arbejde, lægge mærke til, når jeg har gjort mig umage med tøjet, rose min mad
Gør Emil ikke det?
Han siger da, at det smager godt, men det er bare ikke helt nok for mig.
Fortæl, hvordan går det til? Han kommer hjem, du serverer måske kartoffelmos med frikadeller, og så?
Så sidder han og gnider hænder, smiler og spiser
Men det er da også et kompliment, synes du ikke? Ville du virkelig være gladere, hvis han nægtede at spise?
Frederikke tav lidt. Jeg tror egentlig ikke, hun helt selv forstod, hvorfor hun var utilfreds. Og jeg sad også og spekulerede på, hvad det egentlig var, der generede hende. Derfor spurgte jeg lidt ind til forholdet mellem hende og hendes mor.
Ilse, min mor, var meget følelsesladet og kunne kvæle én i spørgsmål og bemærkninger. Men når noget gik galt, stod hun altid klar med trøst og sagde, at det nok skulle blive bedre.
Man hører jo ofte, at vi kommer til at gifte os med én, der ligner vores forældre eller én, der kan give os den kærlighed, vi følte vi manglede. Jeg har aldrig kendt min far, så jeg kunne ikke vide, at ikke alle viser deres følelser, som min mor gør.
Så sagde Signe pludselig til mig: “Frederikke, du har i fem år prøvet at være gift med din mor og forventer, at Emil opfører sig ligesom hende.” Jeg blev overrasket, men jo mere, jeg tænkte over det, desto mere gav det mening.
Hvordan skilles man så fra sin mor?
Det er ikke så svært. Hver gang du bliver irriteret, så forestil dig, at det ikke er Emil, men Ilse, der sidder over for dig. For han kan aldrig vinde mod hende det er jo din mor!
Jamen, det er jo sandt!
Præcis! Og så vil du se, at irritationen forsvinder helt af sig selv!
Jeg håber, Signe har ret. Måske kan jeg endelig begynde at se Emil, som han er og ikke som min mors erstatning.
