Katrine blev gift, mens hun stadig var ung hendes far fandt en ægtemand til hende på hendes 18-års fødselsdag. Familien var velhavende, og alle gik ud fra, at lykken nu kun var et spørgsmål om tid. Brylluppet var et sandt tilløbsstykke, landsbyen festede som aldrig før. Men midt i glæden føltes det hele fremmed for de nygifte.
Katrine kunne godt lide sin brudgom, selvom de nærmest kun kendte hinanden af navn. Hendes søster, Freja, var knap så heldig. Hun blev giftet bort til en 40-årig mand fra nabolandsbyen. Folk havde længe troet, hun ville ende som pebermø, men faderen havde skaffet hende en ægtefælle og garanterede, at hun ville få medgift.
De nygifte flyttede ind hos Anders, Katrines mand. Det var trangt, men det var deres eget. Familien forsikrede dem, at når de først fik børnebørn, ville huset blive bygget større.
Katrines svigermor, Bente, var ikke den myndige type. Hun tog Katrine under sine vinger og hjalp hende med at finde sig til rette i sin nye rolle som ung hustru. Men Katrines svigerinde, Mette, bar altid nag i blikket, når hun så Katrine. Mette var ældre og boede stadig hjemme. Hendes egen mand havde efter et år sendt hende tilbage til forældrene med alle hendes ting. Hun var bitter, snu og ikke interesseret i at passe hus eller fortsætte familien. Mette var blevet sin egen.
Efter gammel jysk skik blev en svigerdatter først anset som husets frue, når hun havde født sin første søn. Indtil da skulle hun sidde sagte og tie. Derfor ønskede alle unge kvinder at blive gravide så hurtigt som muligt, så de kunne finde deres plads.
Katrine valgte samme strategi. Indtil hun blev gravid, lod Mette hende stå for alt det hårdeste og mest beskidte arbejde, også selvom gården havde folk ansat. Det var klart for alle, at Mette nød at vride Katrine ud.
Da Anders endelig opdagede, at han skulle være far, kunne han ikke skjule sin glæde. Svigerforældrene var stolte og fejrede Katrine. Allerede samme dag købte de byggematerialer til udvidelsen af huset. Mette derimod var rasende og løb grædende fra gården. Hun vidste, at hun ville ende alene hele livet, indelukket på sit pigekammer, stadig under forældrenes tag. Ingen mand. Intet rimeligt hjem.
Et halvt år gik. Katrine vågnede ved et voldsomt bank på døren. Det var Mette.
Hvorfor ligger du og feder dig? Har du lavet alt arbejdet?
Inde i huset ja, men Anders vil ikke have, jeg hjælper ude, svarede Katrine forsigtigt.
Hah! Du er bare doven!
Hvad vil du, Mette?
Hvem tror du, du taler til på den måde? Tror du straks, du skal bestemme over mig? Jeg minder dig lige om, at du ikke er noget, før du har født!
Det var slet ikke min hensigt
Du er ingenting her! Hverken du eller dit dumme barn forstår du?
Mette råbte sig hæs, greb fat i nærmeste ting og kastede mod Katrine. Hun skreg, som om hele gården skulle høre hendes smerte. Faderen, Jens, stormede ind, greb fat i sin ophidsede datter og trak hende væk fra køkkenet.
Katrine lagde hånden på maven og mærkede livet derinde blidt sparke. Roligt trak hun vejret. Alt skulle nok gå alt ville blive godt.
