I går sad jeg på en bænk sammen med min nabo Helle, og hun kunne ikke holde tårerne tilbage. Hun sagde, at det føltes forkert at skulle på plejehjem at opgive frivilligt. Alt sammen på grund af det, hendes datter havde sagt.
Helle har selv opdraget sin datter, helt alene, efter hun blev tidligt enke. Hun har altid klaret det hele selv, båret byrden uden at klage. Datteren, Sofie, er vokset op med at blive forkælet, vant til at mor gjorde alting for hende.
Fra barnsben har Sofie fået det hele serveret. Helle gav hende hver eneste krone, gjorde alt for at opfylde hendes ønsker. Hun gik i pænt tøj, blev altid klædt som en lille dukke. For at kunne forsørge dem begge og forkæle Sofie, knoklede Helle nærmest døgnet rundt ofte på fabrikken i dobbelte vagter. Heldigvis skulle hun ikke tænke på bolig dengang, for hun fik en almen bolig gennem arbejdet. Men tiderne er jo forandret. Der bliver ikke givet lejligheder væk nu tværtimod må man arbejde hårdt og spare op, hvis man vil eje sit eget sted.
Sofie blev voksen, gik på universitet og blev gift.
Hendes mands forældre bor i et stort hus ude i omegnen af Aarhus, men unge vil jo hellere selv bestemme og ikke bo under de gamles tag.
Helle har også sin egen lejlighed i byen, men forholdet til svigersønnen er ikke det bedste. Jeg kan nu godt forstå det unge vil have deres eget, lave deres egne regler, og vi ældre har vores rutiner. Hvorfor skulle man gå hinanden på nerverne hele tiden?
Nu om dage tager man bare et boliglån det sværeste er at spare sammen til udbetalingen, men siden kan man jo langsomt få lejligheden betalt. Det er trods alt bedre end at leje her og der.
Engang fik man tildelt en lejlighed, men sådan er det jo ikke mere. Nu må alle kæmpe for at stå med nøglerne til noget eget, uanset hvor hårdt det er.
Sofie og hendes mand arbejder begge og tjener egentlig ret fint. Mange af deres venner har allerede købt lejlighed på den måde.
Men alligevel at spare sammen, det lykkedes dem aldrig. Først kom den ene graviditet, så kom nummer to hurtigt efter. De bruger mange penge på bleer og modermælkserstatning, for tiden er ingen til at koge grøntssagsmos eller vaske bleer. Alt skal være nemt bare hælde pulveret op, røre ud i vand, og så er aftensmaden klar. Bleerne kan de bare smide ud, på med en ny, og så videre. Rent og praktisk, ingen besvær det er tidens løsning.
Hvorfor skulle de forhaste sig sådan med børnene?
De kunne jo have ventet, indtil de havde købt en bolig. Men nej børnene skulle komme med det samme, nærmest oven i hinanden.
De vil have flere, siger Sofie. Begge par er enebørn, måske vil de give deres børn det de selv savnede og jo, det er da rigtigt nok, at søskende kan få glæde af hinanden, og hjælpe til derhjemme.
Det er skønt med børn, men nogle forældre formår alligevel at lægge ansvaret lidt for meget fra sig. Jeg forstår det bare ikke hvis man ingen fast bolig har, kunne man i det mindste leve sparsommeligt, bruge vinterjakken et par år mere og lægge pengene til side. Sådan gjorde man i min tid. Men unge nu vil have alt nu og her. Sparsommelighed har skiftet betydning.
De går ofte ud og spiser, har altid slik og kager til ungerne. Huset flyder med legetøj nyt bliver købt hele tiden. Jeg husker, at vi legede med et par biler og et sæt dukker men i dag er det altid sidste nye fra reklamerne.
Sofie er heller ikke ligefrem beskeden. Hun bruger gerne penge på kosmetik og mærketøj, mere end hun næsten kan nå at bruge. Så går tøjet af mode, og hun køber noget nyt. Resten gives væk eller smides ud. Hvor mange penge forsvinder mon bare på den konto?
Hver sommer tager de til Alanya eller Marmaris. Børnene fortjener sol og strand, siger hun, og de voksne skal også lige lade batterierne op.
Det lyder dejligt, men kunne man ikke tage på ferie et sted i Danmark, måske i sommerhus ved Vesterhavet eller på Bornholm, og samtidig lægge lidt til side?
De penge, der blev brugt på charterferien, kunne sagtens være nok til et lille etværelses et hjem, de kunne kalde deres eget. I stedet lever de uden fast grund under fødderne.
Så sad jeg der med Helle. Hun græd stadig.
Sofie havde været forbi og snakken var selvfølgelig endt med lejlighed. Sofie havde sagt, at det ikke var værd at investere i sin egen bolig nu, de havde det fint med at leje. Livet var godt, de spiste ude, købte det, de havde lyst til, og når det kom til stykket, ville de arve både lejlighed og hus, for de er begge enebørn.
Det ramte Helle hårdt. Hun sagde: “Så det vil sige, at I bare går og venter på, at jeg ikke er her længere?” Sofie havde undskyldt bagefter, men svaret bliver alligevel hængende i luften.
Objektivt har Sofie vel ret, der er ikke noget forkert i det men alligevel blev det bare så ubehageligt. Siden da er Helle blevet urolig, når Sofie ringer og spørger hvordan det går hun frygter det bare er endnu et tegn på, at datteren tænker på, om hun skal gøre klar til at flytte på plejehjem eller til, at alt snart er forbi.
