8. februar 2022
Det er næsten to år siden, at min mand sagde noget til mig, som aldrig rigtig har sluppet mit hoved. Han sagde: “Du lever så forudsigeligt, at jeg er blevet træt af dig.” Selvom Søren mente, vores liv var alt for kedeligt, følte jeg mig faktisk tilfreds med, hvordan vi havde det. Hver morgen stod jeg tidligt op, spiste morgenmad, lavede mine øvelser og gjorde mig klar til arbejde. Først gjorde jeg altid Søren klar, for han skulle ud ad døren før mig, og bagefter pakkede jeg selv min taske og smurte frokost. Vi lavede altid al mad hjemme jeg lavede madpakker både til Søren og mig. Hver aften, på vej hjem, smuttede jeg forbi Brugsen, lavede aftensmad, gjorde rent og satte en maskine tøj over. Om aftenen så vi en film og gik tidligt i seng.
Jeg var sikker på, at jeg gjorde det rigtige. Alt var ideelt: min mand var ordentlig og havde det godt, der var orden og hygge i hjemmet. Hvad mere kunne man egentlig ønske sig? Hver lørdag gjorde jeg grundigt rent i hele huset, bagte noget lækkert og lavede mad. Om aftenen inviterede vi venner forbi eller gik ud i byen. Søndag brugte vi altid på at besøge vores forældre halvdelen af tiden hos mine, og resten hos Sørens. Vi hjalp dem lidt, snakkede og nød samværet med familien.
Om aftenen slappede vi af derhjemme. Vi skændtes aldrig eller råbte ad hinanden. I vores hjem var der harmoni og ro. Men… En dag sagde Søren pludselig, at han var blevet træt af mig. I flere timer forklarede han mig, at han var utilfreds, og han nævnte hele tiden sine venner, der bare lever livet og har det sjovt. De opfylder sig selv og lever lystigt! Ikke som os. Vi skændes jo aldrig engang. Den dag gik han bare ud af døren.
Jeg var egentlig ikke utilfreds med noget og havde slet ikke lyst til forandring. Men for min mands skyld var jeg klar til at vende op og ned på det hele. Første skridt blev, at jeg ændrede mit udseende. Jeg ryddede skabet og smed alt det gamle tøj ud. For de penge vi havde sparet op til et lille sommerhus, købte jeg en masse helt nye outfits. Jeg fik mit hår klippet i en kort, dristig frisure og farvet det. Ikke mere kedeligt look! Så fandt jeg et nyt job ikke som kontorassistent, men i stedet begyndte jeg at arrangere fester og events. Gennem mit nye arbejde blev jeg introduceret til alverdens sjove og anderledes oplevelser.
En uge senere kom Søren hjem, og han var tydeligvis chokeret over at se mig. Jeg lovede ham, at fra nu af skulle alting se helt anderledes ud. Og det gjorde det. Vi var stort set aldrig hjemme. Vi var altid i bevægelse og på eventyr, lærte hele tiden nye mennesker at kende. Hver aften tog vi i byen på bar, restaurant, til fest hos venner eller en runde i København. Vi kunne tage på camping, cykelture eller ud og ro kajak. Nogle gange kørte vi bare afsted på weekendtur til Aarhus eller Odense.
Der gik flere måneder med vores nye, vilde livsstil, og så kom det: Pludselig begyndte Søren at snakke om, at han bare længtes efter ro, stilhed og hygge derhjemme. Han savnede hjemmebagt brød og min mad. Nu havde jeg simpelthen ikke tid til at stå i køkkenet. Jeg var blevet forandret så meget, at Søren ikke længere savnede mit selskab.
Efter endnu en uge fortalte Søren mig, at han simpelthen ikke kunne holde til det her liv. Han ville tilbage til de gode, gamle dage med ro, hygge og nærvær. Han ville til at bruge aftenerne hjemme og igen besøge vores forældre i weekenderne, med hjemmelavede retter og familiefællesskab ikke take-away eller færdigretter.
Men sagen var, at det nu var mig, det kedede. Jeg havde gjort mit allerbedste for at lære at være sådan en ordentlig voksen, men jeg havde ikke lyst til at glemme det hele og gå tilbage. Jeg elskede faktisk mit nye liv. Jeg kunne også godt lide det gamle, men nu ville jeg ikke bytte tilbage. Så da Søren denne gang sagde, han ville have alt tilbage som før, eksploderede konflikten.
Det var jo hans drøm: der blev smadret tallerkener, naboerne kom løbende, og politiet blev tilkaldt. Søren pakkede sine ting og tog hjem til sin mor. Måske håber han, at han kan vende tilbage og finde mig, som jeg var engang. Men det vil være alt for meget forlangt. Vi er ikke bare figurer fra en film, der kan skifte personlighed, som det passer. Når Søren kommer hjem, finder han skilsmissepapirerne på bordet og en seddel fra mig, hvor der står, at jeg nu er træt af ham og at jeg bare ikke kan leve sammen med ham længere.
