Min søster er helt besat af sin karriere, fuldstændigt opslugt af arbejdet, siger Rebecca. Hun er 40 år, single og har ingen børn. Hun har allerede købt sig både en lejlighed og en bil. Hun snakker sjældent med mig eller vores forældre, men alligevel forventer hun vist et eller andet fra dem.
Rebecca og hendes storesøster har altid haft et lidt køligt forhold, hvilket nok skyldes deres store forskelle både i udseende og temperament. Rebecca er rolig og jordnær, gift på ottende år, med tre børn og et fuldtidsjob som husholdningsadministrator. Hendes storesøster, derimod, er ambitiøs og stædig en type der knokler for at nå sine mål og ofte er væk på forretningsrejser hele over Europa. Det fører til, at hun sjældent er hjemme til jul eller andre familiefester. Rebecca holder tæt kontakt til forældrene, som hjælper med børnepasning, tager børnebørnene med til fodbold og fejrer fødselsdage og helligdage i deres rummelige treværelses lejlighed på Frederiksberg.
Lige nu bor Rebecca og hendes familie klemt sammen i en lille etværelses lejlighed. Forældrene, som efterhånden har svært ved at finde plads til alle børnebørnene, har spekuleret længe: Hvad gør vi? Til sidst besluttede de sig for at give Rebecca et boligbytte. Deres egen etværelses lejlighed er ikke længere funktionel, og de har ikke muligheden for at udvide eller tage et lån især når kun Rebeccas mand arbejder. Derfor ville de hjælpe Rebecca, overdrage lejligheden og skrive den over til hende med det samme.
Og så, selvfølgelig, kom storesøsterens reaktion, som ingen havde ventet: Så nu får Rebecca hele lejligheden? Og hvad med mig er jeg ikke jeres datter? Moren prøvede at forklare: Skat, prøv nu at forstå… Du er ikke glemt. Du har formået det hele på egen hånd hvis du vil have noget større, så stoler vi på, at du klarer det. Rebecca står med børn og familien i en trængt situation. Hun har kun én etværelses du har alt, hvad du behøver, og så drømmer du bare om endnu en tur til Bali? Desuden er det dig selv, der har valgt at være mere distanceret. Du svarer ikke på telefonen i ugevis. Det er altså temmelig selvcentreret.
Rebecca kunne ikke lade være: Hun opfører sig som et forkælet barn, der ikke fik Marabou-chokolade i Føtex. Mor har ret vi har mere brug for hende, mens storesøster har alt, hvad hun kan ønske sig. Hun vil have endnu en rejse, mens vi kæmper for at få plads til tre børn i én stue.
Spørgsmålet er: Er storesøster egoistisk, fordi hun ikke vil tage hensyn til Rebeccas behov, eller har hun egentlig ret til at insistere på at få sin del som datter og måske sit eget hjem?
