Den irriterende nabo
Du rører ikke mine briller! råber den tidligere veninde. Hold øje med dine egne øjne! Tror du, jeg ikke ser, hvem du glor på?
Nå, så du er jaloux, hva? undrer Tamara Borupsdatter sig. Sikke noget, du har fået bidt dig fast i! Jeg ved, hvad jeg giver dig til jul en læbestift-indruller!
Du kunne jo selv beholde den! svarer Lise ikke mindre snerrende igen. Eller kan dine læber ikke bruge maskinen mere? Tror du, jeg ikke gennemskuer dig?
Fru Tamara sætter fødderne ned fra den gamle seng og går hen til sit lille hjørne med dannebrog og billeder, hvor hun læser sin morgenbøn.
Hun kan ikke prale af at være dybt troende: selvfølgelig findes der noget derude i det fjerne nogen må jo styre det hele! Men hvem? Det spørgsmål står stadig åbent.
Kraften har mange navne: universet, begyndelsen på alting og selvfølgelig Gud! Den rare gamle mand med hvidt fuldskæg og glorie, siddende på en sky og tænker på alle jordens folk.
Derudover nærmer Tamara sig rask sin halvfjerdsindstyvende fødselsdag: i den alder er det klogest at holde sig gode venner med det guddommelige. For findes Gud ikke, mister de troende jo ingenting. Findes han, mister de ikke-troende alt.
Efter morgenritualet tilføjer Tamine nogle ord for sig selv velbekomme! Nu føles sjælen lettere, og dagen kan begynde.
Tamaras liv har to nederlag nej, det er hverken motorveje eller drikkeri, det er aldeles for slidt! Det er naboen Lise og hendes, Tamaras egne, børnebørn.
Med børnebørnene er det klart: unge nu om dage gider ingenting. Men de har jo forældre, så lad dem tage slagsmålene.
Men hvad skal man dog stille op med Lise hun er begyndt at piske Tamaras nerver på klassisk dansk vis!
På film er det sødt, når populære skuespillere småskændes. Men i virkeligheden er det knap så charmerende. Særligt når du bliver angrebet på uretfærdigste vis.
Tamara har også en ven, de kalder Per Knallert. Hans fulde navn er Peter Ejnersen Købke. Navnet fik han, fordi han som ung elskede at køre sin lille knallert Per Knallert! Det blev bare til Knallerten.
Nu samler hans gamle knallert støv i skuret, men sjovt nok kalder alle ham stadig Knallert-Per: landsbyen glemmer aldrig.
Før i tiden var familierne venner: Per Knallert og konen Nina med Tamara og hendes mand. Nu ligger ægtefællerne på landsbyens lille kirkegård, men Tamara og Per holder fast i det gamle venskab de har kendt hinanden siden folkeskolen, og Per er en god ven.
Engang hang de ud tre sammen: Tamara, Per og Lise det gik forrygende. Venskab, ingen flirterier.
De gik overalt sammen Per gik i midten, damerne på hver side i armkrog. Lidt som en kop med to hanke så den ikke røg ud af hænderne!
Med årene ændrede det sig drastisk. Ja, faktisk stoppede venskabet, da Lise blev mere og mere sur, til sidst ligefrem fjendtlig.
Man siger, at nogle folk forandrer sig med alder gnier bliver nærig, sludrechatol bliver til sladdertaske og misundeles sluger helt op indefra.
Det sidste gælder måske også naboen kvinder kan også være stride. Og mænd er ikke altid bedre.
Og jo, der var noget at være misundelig på.
For det første er Tamara stadig rank og slank, mens Lise har udviklet sig til en ægte bule hvor skal vi egentlig lave taljen, frue? Hun blegner ved siden af Tamara.
For det andet får Tamara nu meget mere opmærksomhed fra deres gamle skolekammerat Per end Lise gør; de småsnakker ofte og griner sammen med deres sølvhår tæt sammen. Med Lise forbliver det til korte, tørre ord.
Og Per kigger oftere forbi Tamara end Lise Lise må nærmest tigge om selskab
Måske er hun altså ikke så smart som Tamara, og humoren halter! Men Per elsker altid en god latter.
På dansk har vi det gode ord plapre det har Lise taget til sig på det seneste, hun skændes om alt og intet.
Først klagede hun over, at Tamaras toilet lå forkert, og at det lugtede fælt!
Din latrin lugter ud over hele området! skælder Lise.
Hold nu op! Det har ligget der i hundrede år, og først nu opdager du det? siger Tamara og svarer igen: Nå ja, og brillerne har du jo fået gratis på sundhedskortet! Man får ikke god kvalitet gratis.
Rør ikke mine briller! gentager Lise vredt. Hold dig til dine egne øjne! Tror du, jeg ikke ser, hvem du prøver at score?
Er du jaloux? undrer Tamara sig. Sikke nogle læber, du har gjort dig håb om! Du får en læbeindruller i julegave!
Behold den dog selv! svarer Lise. Eller duer dine læber ikke mere? Jeg gennemskuer dig!
Ja, du ser det jo, din banedanne det her sker igen og igen. Per, veninden klager til, foreslog at fylde det gamle toilet op og få ét indenfor.
Tamaras søn og datter slår sig sammen og giver mor sin egen indendørs WC. Og Per hjælper med at fylde latrinen op: så, Lise, nu kan du ikke klage mere nu kan du lugte dig selv!
Men Lise finder hurtigt noget nyt: Det viser sig, at Tamaras børnebørn har plukket pærer fra Lises træ, som med lange grene rakte ind over Tamaras have.
De troede jo, det var vores! undskylder Tamara, selvom hun ikke tror, de har rørt et eneste pære. Se nu, dine høns roder rundt i mine bede uden brok!
En høne er jo dum én er slagtehøne, én er æglægger! vrisser Lise. Man skal opdrage børnebørn, Tamara! Ikke bare fnise med kavalerer hele dagen!
Kort sagt alt ender hos Per…
Børnebørnene får skældud. Pæresæsonen er ovre slap af, Lise!
Men nej! Nu var det de lange grene, nogen havde beskadiget.
Hvor, vis mig! siger Tamara. Hun ser ingen skade, om så himlen faldt ned!
Her og her! peger Lise med sine knudrede fingre ud i luften og ja, Tamaras hænder er smukkere, slanke, lange fingre.
En kvindes hænder er nu altså en del af hendes image også på landet!
Så foreslår Per, at man bare saver grenene af de er jo på din grund, Tamara! Det må du da gøre, hvad du vil med!
Men hun vil råbe op! indvender Tamara.
Vædder på, hun gør ej. Jeg holder hånden over dig! lover Per.
Og ganske rigtigt: Lise ser dem, men siger ikke et ord.
Så er grenene klaret. Men nu brokker Tamara sig over Lises nye hønserace, som virkelig har fået smag for hendes bede. I år er det meget værre end sidste.
En høne er jo hjernedød, den skraber og ødelægger alt. Tamaras bede er hurtigt vendt på hovedet.
Trygler Tamara Lise om at holde hønsene hjemme, griner naboen bare flabet hvad vil du gøre, hva?
Man kunne jo indfange et par stykker og stege dem demonstrativt! Men Tamara er for sød til at eksperimentere med det.
Per er teknisk snu han rådgiver fra nettet: Læg æg ud på bedene om natten og saml dem op om morgenen, som om hønsene har lagt dem.
Internettet findes jo også på landet.
Og det virker! Lise står chokeret, mens Tamara samler æg fra bedene, og slæber dem ind med et smil.
Siden den dag holder Lises høns sig hjemme.
Så kan vi måske blive venner igen? Lise, hør nu? Der er ikke noget at skændes over!
Men slet ikke: Nu klager hun over røg og lugt fra Tamaras lille udendørskøkken, hvor hun koger indtil frosten kommer.
Det generede hende ikke i går og måske bliver jeg selv generet af stegt kød! Jeg kunne jo være vegetar! Folketinget har jo netop vedtaget lov om grill!
Hvor har du set en grill? spørger Tamara. Måske trænger du selv til at få pudset brillerne, forsigtige veninde!
Tamara har været tålmodigheden selv, men nu er målet fyldt. Lise har nu for alvor sat sig på tværs der er ikke ro for hende.
Vi kunne sælge hende til forsøg? foreslår Tamara trist, mens hun og Per drikker eftermiddagskaffe. Hun hugger mig snart midt over!
Tamara er blevet tynd og bleg; de daglige småskænderier slider.
Hun kvæler sig selv, og jeg skal nok beskytte dig! lover Per. Jeg har en endnu bedre idé!
Et par dage senere hører Tamara sang nede fra gårdspladsen: Tami, Tami, kom nu lige ud!
Udenfor står en glad Per han har selv fikset sin gamle knallert.
Tror du, jeg var trist før? Fordi min knallert stod stille!
Kom, skønne, vi tager en tur vi skal da genopleve ungdommen!
Og Tamara springer ud nu er vi jo aktive pensionister i Danmark, hvor de officielle regler tillader det! Så bryder hun op til det nye liv.
Senere bliver hun på alle måder Fru Købke: Per frier, og Tamara flytter ind.
Nu mangler Lise selskab dér sidder hun tilbage, alene, tyk og sur. Er det ikke nok til en ny omgang misundelse?
Der er heller ikke mere nogen at skændes med al galden forbliver indeni. Og det skal jo ud et sted…
Så pas på, Tamara måske hellere blive hjemme! Det er livet på landet og måske bygger vi bare ikke flere toiletter næste gang.
