Dagbogsnotat, 17. april
Jeg kan stadig ikke få dagens hændelser ud af hovedet. Jeg var ude i nærheden af Skovlunde, da jeg hørte de bekymrede brøl fra en elefantko. På afstand var det umuligt at forstå, hvad hun prøvede at fortælle os, men det virkede hurtigt klart, at hun ville have vores opmærksomhed. Sammen med nogle lokale fra landsbyen strømmede vi til stedet, hvor hun grædens stod og hvor hendes unge elefantkalv var fanget i en stor betonblok. Jeg kunne mærke, hvordan hele gruppen straks blev grebet af uro og vilje til at hjælpe.
Først virrede vi rundt, usikre på, hvad moren forsøgte at kommunikere. Det var først, da hun kom for tæt på hegnet og besvimede, at vi forstod, hun ledte os direkte til sin kalv. Det var et rystende syn, og vi regnede hurtigt ud, at menneskehænder havde sat den betonblok, som kalven sad fast i med vilje.
Det føltes naturligt at arbejde sammen, selv om vi knap kendte hinanden. Vi tog fat nogle med reb, andre med spader og med fælles kraft og ihærdighed lykkedes det os til sidst at befri den lille elefant. Jeg kunne mærke en varme brede sig i kroppen ved synet af redningen; det var en ægte lettelse.
Med blidhed løftede vi kalven op og lagde hende omhyggeligt på ladet af en varevogn. Turen gik direkte til Dyreværnet uden for København, hvor hun nu får lov til at vokse op i tryghed og frihed.
Det, der slog mig allermest, er elefanternes dybe intelligens og store omsorg. Morens beslutsomhed og kalvens vilje til at komme fri for at blive genforenet var rørende at være vidne til. Sammen lykkedes det os at give dem en chance for et nyt kapitel og det minder mig om, hvor vigtigt det er at tage ansvar, når vi kan.
