Engang, for mange år siden, var Karen og jeg nære veninder gennem hele universitetstiden. Livet førte os dog ad forskellige veje jeg flyttede til Aarhus med min mand, mens Karen blev tilbage i København, og kontakten mellem os ebbede ud. Da internettet fandt vej til vores liv, fik vi igen mulighed for at genoptage vores samtaler, og snart var vi lige så tætte, som vi havde været i gamle dage. Det var under en sådan samtale, at Karen delte historien om hendes svigersøn med mig.
Karen havde en datter ved navn Mie. Mies far forlod dem, da hun stadig var spæd, så Karen blev alene om at opdrage sin datter og gav hende alt, hun selv havde manglet, for at sikre Mie det bedste liv muligt. Da Mie var færdig med studierne på universitetet og fik job som sygeplejerske på Rigshospitalet, mødte hun en ung mand ved navn Jens. Jens havde ingen akademisk uddannelse, og første gang Karen mødte ham, blev hun ikke videre imponeret af hans fremtoning. Han var jordnær og venlig, men manglede, syntes Karen, det, der skulle til for at matche hendes intelligente og veluddannede datter.
Karen håbede inderligt, at Mie selv snart ville indse dette og afslutte forholdet. Men blot en måned senere besluttede de unge at gifte sig, og vielsen blev en beskeden affære. Det gjorde Karen vred og skuffet. Hun bildte sig selv ind, at Mie nok hurtigt ville kede sig af det ydmyge liv med Jens og forlade ham. Karen valgte at udeblive fra brylluppet og lod som om, hun var syg, og hun viste ikke meget interesse for Jens familie eller baggrund.
Tiden gik, og Mie og Jens besøgte ofte Karen på hendes lille lejlighed i Brønshøj. Hun serverede for det meste enkle retter lidt tør leverpostej, rugbrød der var blevet tørt, overkogte frikadeller eller en lunken biksemad. Mie spiste kun lidt, men Jens havde altid god appetit. Han takkede begejstret for ethvert måltid. Hans hjertelige taknemmelighed rørte Karen, men hendes forbehold forsvandt ikke.
En aften, mens Mie sad optaget foran fjernsynet, spiste Jens hendes biksemad med stor nydelse. Han roste Karen mange gange for retten, hvilket morede hende; hun svarede drillende, at sådan en ret nærmest kun blev serveret i børnehaver. Jens smilede og sagde, at på hans børnehave fik de sjældent noget, der kunne spises, så han satte stor pris på alt, man satte foran ham. Da han sagde det, måtte Karen pludselig kæmpe med tårerne en bølge af skam skyllede ind over hende, fordi hun aldrig havde gjort sig umage for ham.
Fra den aften ændrede Karen sig. Hun begyndte at lægge mere kærlighed i sine måltider og forsøgte altid at servere det bedste, hun kunne lave for Jens. Hun så nu det gode og venlige menneske, han var. Med denne lille bemærkning fra Jens voksede der en ny slags forståelse og bånd mellem dem, helt uafhængigt af hendes gamle fordomme.
