Du aner ikke, hvor klassisk den her situation er. Jeg blev gift, da jeg var 25 år gammel. Et år senere fik jeg en datter. Alt var egentlig fint mellem os. Men så som tiden gik begyndte min mand at kalde mig doven. Han mente, jeg mest sad derhjemme på barsel uden rigtig at lave noget, og at jeg derefter tjente mindre end ham, selvom forskellen ikke var stor.
Du kender sikkert det der med, at man siger, man først for alvor mærker svigermors indflydelse, når man er blevet gift. Jeg burde nok have lugtet lunten tidligere, men jeg var både blind og døv overfor det.
Min mand snakkede hele tiden om sin mor hun var hans forbillede. Hun kunne det hele: arbejde i haven, holde styr på regnskabet, tage sig af to børn hun styrede det virkelig flot. Men hvad så med mig? Jeg arbejdede jo både i skift og på fuldtid.
Jeg sled mig op for at leve op til min svigermor. Jeg hjalp hende med alt i huset, gik til hånde i haven, gjorde rent og alt det der. Da min datter startede i skole, lavede jeg selvfølgelig lektier med hende. Men bekymringerne blev bare flere og flere. Mit arbejde krævede det hele af mig, og lønnen var ikke noget at råbe hurra for. Jeg tog ekstra vagter, men måtte bare klare det. Jeg var stadig økonomisk afhængig af min mand. Han gjorde grin med mig, og jeg lod, som om jeg ikke hørte det. Jeg ville bare ikke være hende den fraskilte mor, der nægtede sit barn en far.
Men halvvejs vidste jeg jo, at giver man en finger, tager de hele armen. Jeg sagde tit til min mand, at jeg var smadret efter arbejde og ikke kunne nå mere. Så svarede han, at hvis det var sådan, ville han kun give det samme beløb fra sin løn som jeg, og spare resten op til sig selv. For det var da kun rimeligt, sagde han. Vores forhold hængte i en tynd tråd, og til sidst… så knækkede det.
Jeg kunne bare mærke, at nok var nok. Jeg var træt af hans brok, hans evige løftede pegefinger, hans konstante sammenligninger med hans mor. Det der virkelig fik det hele til at vælte, var da han sagde, at hvis jeg ikke fandt mig et rigtigt arbejde, så ville han flytte hjem til sin mor igen. Den tanke holdt jeg fast i, men det tog mig tre år at få ham ud og tilbage til hans mor. Jeg fandt et nyt og godt arbejde gennem en veninde, faktisk. Det blev også pænt betalt. Den periode vil jeg helst ikke snakke om det var hårdt. Men jeg blev skilt! Vi delte bo, byttede lejligheder og skændtes selvfølgelig om det hele.
Nu har jeg det dejligt. Jeg bor roligt med min datter der er blevet så meget harmoni, og jeg er faktisk glad uden ham.
Jeg har min egen lejlighed og mit arbejde, som jeg trives med. Det er måske ikke det vilde drømmeliv, men det giver mig alt, jeg har brug for. Min familie prøver stadig at matche mig op med nogen for nogle tror vist stadig, at jeg er ulykkelig, bare fordi jeg er skilt. At kun en ny mand kan gøre mig lykkelig. Men hvorfor skulle jeg have brug for det? Jeg har allerede haft én mand. Måske skulle jeg bare have et skilt i panden, hvor der står: Ung, smuk, ikke interesseret i dating. Jeg er lykkelig med min datter. Én mand var rigeligt. Jeg vil ikke smadre det hele igen med et nyt ægteskab. Han er sikkert også lykkelig nu hjemme hos sin mor.
