Karen-Marie, for Søren! Er du blevet stum? Jeg siger, vi har allerede købt billetter; toget ankommer klokken seks lørdag morgen. Husk nu at tage imod os, du har jo stor bil, så hele slænget kan være der. Du ved jo, hvor dyrt det er med taxa, og jeg har børnene og alt det der, stemmede faster Grethe i røret hendes stemme buldrede gennem telefonen, så selv lyden af den brusende vandhane, som Karen-Marie fyldte badekarret med, blev overdøvet.
Karen-Marie stod midt i sin nye, friskmalede og skinnende rene entre. Hun havde kun haft nøglerne i en måned. Halvtreds år gammel og endelig ejer af en lejlighed et lån, der bandt hende de næste tyve år. Tre år med stram økonomi, hvor hun nægtede sig alt fra cafébesøg til nye kjoler, et halvt år med slid og svingende håndværkere nu var det hendes fristed. Hendes snehvide plet på jorden, hvor alt havde sin plads og ingen forstyrrede hendes fred. Endelig havde hun glædet sig til at nyde en stille weekend alene, måske med et glas vin i hånden, mens hun betragtede byen fra stuevinduet.
Vent lige, faster Grethe. Hvilke billetter? Hvilket tog? Hvad snakker du om? Jeg har ikke inviteret nogen, fik hun møjsommeligt fremstammet, slukkede for vandet og gik ud i køkkenet til den lune, udrukkede kamillete.
I røret opstod en tyk tavshed, som man nærmest kunne skære ud med en kniv. Så sugede faster Grethe luften ind på den måde, Karen-Marie vidste varslede uvejr.
Hvad mener du med, du ikke har inviteret os? Er du blevet rabiat, Karen-Marie? Din onkel Henrik fylder jo 70, han bor dér hos dig i København, og hele familien skal selvfølgelig samles. Så det er da tåbeligt at bruge penge på hotel, når vi har dig boende i de her paladser. Din mor sagde, du havde fået en treværelses og lavet det så lækkert så vi kommer: mig, onkel Poul, Louise med mand og tvillingerne. Bare seks, der kan klemme sig sammen. Vi tager selv dyner med, du skal bare smide madrasser på gulvet. Det skal vi nok klare!
Karen-Marie satte sig tungt på den høje barstol og mærkede trykket i tindingerne. Seks mennesker. Faster Grethe, der altid bestemte i andres køkkener og snorkede så det rystede væggene. Onkel Poul, der elskede en øl og bagefter røg på altanen men nu var altanen blevet en del af stuen, hvor hendes dyre lænestol stod. Søsterkusine Louise, hvis femårige tvillingepar altid satte huset på den anden ende og malede på alt, hvad de kunne nå mens hendes mand, sure Per, gik ombord i alt, hvad der stod på bordene.
Faster Grethe, jeg kan desværre ikke huse jer. Jeg er slet ikke klar til gæster, og jeg mangler møbler. Jeg arbejder hele weekenden og skal aflevere en vigtig rapport, sagde Karen-Marie bestemt og lod blikket glide over det smukke elfenbensfarvede køkken.
Hold nu op det ordner sig. Hvad for en rapport? Det er weekend, min pige! Vi tager selv sager med, vi klarer os. Hvad er det for noget, ikke at åbne døren for familien? Vi har da passet dig som lille, og hvem kom med den fine tyske dukke til dig, da du var fem, hva?
Karen-Marie sukkede. Hver gang faster Grethe ville noget, blev den gamle historie om den tyske dukke trukket frem. En gang havde den været uden det ene ben, men fasteren insisterede på, at det var en uvurderlig gave.
Jeg forstår det godt, faster, men nej. Lejligheden er ny, jeg er ikke klar til at få så mange gæster. Og onkel Henrik bor i den anden ende af byen det tager halvanden time med metroen fra mig til ham. Det giver langt mere mening at leje noget tættere på ham. Jeg kan hjælpe jer med at finde noget, hvis I vil.
Jamen hør nu den stejlhed! Links vil du sende! Nu er du blevet smart og høj på en lejlighed i hovedstaden, hva? Husk hvem der har hjulpet dig, Karen-Marie, ellers ville du slet ikke være kommet så langt!
Det er mit valg. I må ikke forvente, at jeg åbner mit hjem for seks mennesker på én gang. Lad være at købe billetter, hvis det er på den betingelse, sagde Karen-Marie, mærkede kulden vokse i sig, og trykkede på knappen, så samtalen forsvandt i en grynet summen.
Hun vidste godt, at det først var begyndt. Om lidt ville hendes mor ringe.
Er du blevet vanvittig, Karen-Marie? Grethe er helt ude af den og sidder med galoperende blodtryk, sagde moderen uden så meget som en hilsen. Hvad har du gang i?
Jeg har ikke sendt dem væk, jeg sagde bare, jeg ikke kan huse seks mennesker. Min lejlighed er ny; du kender jo Louises børn sidste gang de var hos mormor, farvede de katten grøn og smadrede fjernsynet. Louise sagde bare: De lærer jo om verden på den måde. Det vil jeg ikke risikere i min lejlighed.
Det er jo familie! Du må da kunne holde ud at have dem to dage. Så må du pakke vaserne væk og lægge plastik på gulvet. Grethe fortæller allerede alle om, hvor følelseskold du er. Jeg vil skamme mig, hvis folk spørger!
Spørg dig selv, hvorfor jeg skal ofre min frihed og mit hjem for at spare Grethe fem tusinde kroner på hotel? De har råd til gaver og togbilletter så må de også kunne finde et sted at bo, sagde Karen-Marie.
Du er egoistisk, stønnede moderen. Du bliver sikkert alene med dine hvide vægge, og der er ingen, der giver dig et glas vand, når du bliver gammel.
Jeg tapper selv mit vand det er bedre, end at bo i et rodet kaos af familiekærlighed. Hun lagde på.
Dagene gik i uro. Familien forblev tavs: ingen vrede beskeder fra Louise, ingen opkald fra faster Grethe. Karen-Marie beroligede sig med, at hun havde markeret sig klart. Et nej er et nej.
Lørdag morgen vågnede hun, duftede til sin kaffe, svøbte sig i silkeroben og nød morgensolen. Hun havde bestilt sushi til aften, planlagt at læse hele dagen fuldkommen ro.
Så lød dørtelefonen klokken ni. Karen-Marie tabte næsten kaffen på det beige gulvtæppe, da hun så på skærmen: seks mennesker, kæmpe ternede tasker, et rødt ansigt trykket mod kameraet.
Karen-Marie, åbne nu! Overraskelse! Vi er helt svedige, slip os da ind til bare et glas vand, hvinede faster Grethe direkte ind i linsen, mens børnene trykkede på alle knapperne.
Karen-Marie lænede sig op ad væggen. De var alligevel kommet. De satsede på, at hun ikke nænnede at afvise dem ansigt til ansigt. Den ældste trik i familien.
Jeg har sagt, I ikke skulle komme, sagde Karen-Marie i mikrofonen.
Åh, hold nu op, du kan ikke mene det! Børnene skal tisse, vi står her med alle vores sager. Vi er jo ikke fremmede lad nu være, sagde fasteren.
Caféen henne om hjørnet har gratis toilet, svarede Karen-Marie roligt. Jeg lukker jer ikke ind.
Faster Grethe vendte næsen direkte mod kameraet: Mener du det virkelig? Din mor ved, vi er her! Luk op, eller jeg vækker hele opgangen!
Det er op til dig, sagde Karen-Marie. Jeg har sendt jer hotel-adresser på sms. Farvel.
Hun slukkede for dørtelefonen.
Men snart lød det på døren. Nogen fra opgangen må have lukket dem ind. Hjertet bumlede i brystet. Nu var de oven på lige uden for hendes dør.
Dørklokken lød igen og igen, så kom knytnæverne.
Karen-Marie! Luk op! Har du ingen samvittighed? skreg Louise. Børnene er trætte! Er du helt galt afmarcheret?
Luk, din radmager unge! brummede onkel Poul, Vi har smørrebrød og syltede agurker med fra Fyn!
Karen-Marie stod stivnet i entréen og krammede sig selv. Hun havde lyst til at åbne for skammen og uroen skyld. Hvad siger naboerne? tænkte hun. Men så så hun det lyse gulv for sig hvordan seks beskidte par sko og tunge tasker ville ridse væggene og stanken fra billig parfume ville sætte sig i stuemøblerne. Hendes egen fæstning ville blive invaderet.
Nej ikke denne gang.
Hun nærmede sig døren og sagde bestemt:
Jeg henter politiet, hvis I ikke skrider. Jeg melder jer for forsøg på indtrængen.
Udenfor blev der stille.
Du driver din egen mor i graven! klagede faster Grethe. Politiet mod din egen familie? Skam dig!
Jeg tæller til tre, sagde Karen-Marie og tog mobilen. Én.
Hun mener det, skreg Louise. Lad os gå!
To.
Skrub af! råbte onkel Poul og gav døren et spark. Rådne op i din blanke lejlighed!
Tre.
Så lød den velkendte rumsteren, tasker blev samlet op, snøft fra børnene, og hele følget trampede ned ad trappen.
Karen-Marie blev stående, indtil lydene døde ud, og mærkede hvordan hun rystede over hele kroppen.
Hun sank sammen på gulvet, helt udmattet. Hun havde gjort det. Hun havde forsvaret sin borg.
Telefonen begyndte straks at ringe inde fra stuen. Moren, faster Grethe, og ukendte numre dryssede ind sikkert fætre og kusiner, mobilhamrende i familiechatten.
Karen-Marie slukkede mobilen og gik ud i køkkenet. Hun hældte iskoldt vand op og kunne fra vinduet se familien stå nedenfor og skændes foran en taxa, pegede op mod hendes vindue.
Hun blev mindet om en hændelse fem år tidligere, da hun var ung studerende og kom over til Odense, hvor netop faster Grethe boede. Ikke penge til værelse eller kollegie, og da hun spurgte om hun måtte bo et par uger hos Grethe, lød det: Vi har lige håndværkere og snavs det går desværre ikke, Karen-Marie. Den gang måtte hun bo tre nætter i ventesalen på banegården, til hun fandt et lille værelse hos en gammel dame mod lidt rengøring.
Men nu, hvor hun selv havde fået lidt, var familien pludselig blodbeslægtet igen.
Ikke denne gang, mumlede Karen-Marie. Ikke i dette liv.
Hun satte stille musik på, trak vejret dybt og nød, at lejligheden trods alt stadig var hendes.
Senere på aftenen, da hun igen tændte telefonen, væltede beskederne ind:
Du er ikke længere datter eller niece! skrev faster Grethe.
Hvordan kunne du gøre dette imod mor? skrev Louise.
Det gør ondt at kalde dig min datter, det var fra moren. Det sviede allermest.
Karen-Marie stirrede længe på ordene, mærkede trangen til undskyldninger boble op. Hun havde lyst til at skrive om kolde bænke på banegården, om familiens kulde; men indså, at det ville føre til ingenting. For dem var hun ikke andet end en utilnærmelig ressource.
Hun sendte moren kun ét svar: Mor, jeg elsker dig. Men jeg bestemmer selv i mit hjem. Hvis du vil besøge mig alene, og du giver besked, er du velkommen. Men jeg lader mig ikke presse af familien. Faster Grethe lod mig stå på gaden for fem år siden. Jeg har bare betalt regningen tilbage.
Intet svar.
En uge gik. Karen-Marie gik på arbejde, nypolerede hjem, drak sin kaffe i fred. Naboerne hilste mere nysgerrigt end før, men en ung kvinde med gravhund blinkede og sagde lavt: Tillykke med lejligheden det er solide døre, I har!
En måned senere ringede moren. Stemmen var kølig, men uden drama. Hun spurgte ind til jobbet og banklånet. Faster Grethe blev ikke nævnt og Karen-Marie spurgte heller ikke.
Familien frøs kontakten. Hun blev pillet ud af familiechatten, ikke inviteret til fødselsdage eller påskefrokost. Men Karen-Marie mærkede faktisk en lettelse: ikke flere meningsløse gaver til fjernere fætre, ikke flere kritiske kommentarer om karriere eller alder.
Et halvt år senere, lige op mod jul, ringede det på døren. Karen-Marie kiggede gennem dørkiggen: Der stod Louise. Alene, med røde øjne.
Hej, mumlede Louise. Må jeg komme ind?
Karen-Marie tøvede et øjeblik, men åbnede døren.
Tag skoene af på måtten.
Louise satte sig uroligt i køkkenet.
Jeg er gået fra Per, brød hun pludselig ud. Han drikker, slog mig. Børnene er hos mor. Jeg kan ikke mere. Mor skælder ud, Grethe siger jeg skal holde ud. Jeg kan ikke. Må jeg sove her? Bare et par nætter. Jeg søger værelse. Jeg skal nok være stille. Sover på gulvet.
Karen-Marie så på hende, mindedes blikket i dørtelefonen for et halvt år siden. Har du ingen samvittighed?
Men nu så hun en fortabt kvinde. Og hun forstod forskellen: Dengang var det krav, nu var det et ydmygt ønske.
Ikke på gulvet, sukkede Karen-Marie. Sovesofaen i stuen kan slås ud.
Louise stirrede vantro.
Mener du det? Efter alt det, vi har sagt og gjort?
Ja. Men med betingelser. Ingen børn her, min lejlighed er ikke til det. Maksimalt en uge, mens du finder noget. Jeg hjælper dig. Og intet fnidder om mit liv eller sladren til Grethe. Ellers må du gå igen.
Tak, hviskede Louise. Tak, Karen-Marie. Vi var idioter. Vi var bare misundelige du kom fri, købte dit eget og passer dig selv. Vi lever alle sammen i sumpen.
Misundelse ødelægger, bemærkede Karen-Marie. Tag dig en kop te, jeg redder op.
Louise blev fem dage, stille og taknemmelig. Hun vaskede op og sad på kanten af sofaen. Efter fem dage fandt hun et værelse og flyttede.
Det blev et vendepunkt. Louise ændrede sig, søgte skilsmisse, fandt arbejde, distancerede sig fra moderens og fasterens giftige omgang. Karen-Marie og hun sås indimellem i biografen.
Faster Grethe tilgav aldrig. Men det betød ikke meget. Aften efter aften, med rødvin og bog, i det lune lys fra byen, vidste Karen-Marie at mit hjem er min borg ikke bare er ord i en gammel dansk talemåde det er vejen til ro. Nogle gange må porten til fæstningen forblive lukket. Selv for dem, der deler ens efternavn.
