Du, jeg skal lige fortælle dig, jeg og min mand var helt blæst omkuld! sagde Rikke, der er en moden kvinde på halvtreds. Det der skete, altså, det unge menneske Magnus han lod hende tage hele graviditeten alene, det er ikke noget eventyr, der findes simpelthen ikke ord for det Han sendte hende til abort, og fra lejligheden de lejede, smed han hende bare ud. Han råbte ærligt talt alle vegne, at barnet ikke var hans siger, hun blev gravid. Jeg har være så nervøs, det har virkelig tæret på mig!
Jeg forstår Men hen mod slutningen, tre uger før fødslen, så begyndte han at blive lidt roligere. Jeg hørte, han ringede til Ane og talte helt normalt, som om alt var i bedste orden, spurgte til helbredet, hvordan babyen havde det, hvem det var, hvornår den kom. Men ved du hvad han kom ikke en eneste gang mens hun var hos os, ikke engang en hue eller et æble har han købt til barnet. Torsdag fik vi et barnebarn! I morgen bliver de udskrevet fra Rigshospitalet. Ane og min mand fortalte mig, at Magnus kommer og henter dem ved hospitalet. Jeg blev helt målløs! Efter alt det…
Måske er han ved at rette sig op? Giver det mening at give ham en chance? Jeg aner ikke hvor han skal hen, men jeg og min far er fuldstændigt imod. Som jeg sagde, jeg har ikke set nogen støtte fra ham under hele graviditeten. Hvor vil han tage hende og barnet hen? Ane siger, han har lejet en etværelses lejlighed Det er da tosset, med en nyfødt i et ukendt område af København! Anes far sagde: Hvis den idiot dukker op til kontrol, så tager vi hjem, og du kan leve som du vil…
Ane, Rikkes datter og hendes mand, er 26 år. Hun er sådan en sød pige, vores eneste barn. For halvandet år siden begyndte Ane at se Magnus, som vi aldrig rigtig havde meget til overs for.
Han har ingen uddannelse, gik på folkeskole, men han siger, at han bare for sjov ikke tog 9. klasses eksamen. Rikke mistænker dog, at han ikke engang klarede folkeskoleafslutningen men han snakker ikke om det, så han ikke virker helt til grin.
Magnus arbejder som lagerarbejder i et møbelfirma og håber på at tjene godt. For sådan en fyr uden uddannelse så er det jo okay. Den officielle løn er latterlig, men han tjener mest på sort arbejde og drikkepenge. En bestiller for eksempel nogle nye møbler, og Magnus og drengene leverer dem, de gamle skal skilles ad og fjernes. Nogle gange er de gamle møbler ret pæne, man kan endda sælge dem, ejeren er ligeglad bare tag dem, gør hvad du vil.
Han får det til at hænge sammen, og det går nogenlunde.
Ane har en universitetsgrad, er marketing specialist og har arbejdet i et reklamebureau, før hun gik på barsel. Hun gik med jakkesæt og høje hæle, mødte mænd på sit eget niveau. Men såud af det blåkom Magnus ind i hendes liv. De bragte nogle møbler til hendes kontor, og sådan mødte de hinanden.
De begyndte at bo sammen, på trods af alt! fortæller Rikke mig. Alle hendes venner var i chok, ingen forstod det.
Og så kom graviditeten pludseligt. Magnus ville ikke giftes, og i ni måneder var han en pestilens for hele familien. Ane flyttede hjem til os, og vi gjorde klar til babyen. Vi renoverede hendes gamle værelse, købte udstyr og tøj til babyen, betalte for fødslen på en god privat klinik.
Og nu, han kom bare og viftede med fingeren og alt det vi havde gjort, betyder ingenting! Rikke kunne næsten ikke holde tårerne tilbage. Ane er klar til at flytte med ham måske til en eller anden lejlighed med babyen. Hvad skal ordentlige forældre gøre i sådan et tilfælde, ikke? Skal man bare sige god tur og held og lykke? Venter på at hun kommer tilbage grædende og uden sko næste gang? Og det sker jo nok før eller siden!
Synes du det er okay at give sin datter et ultimatum: Hvis han kommer så tager vi hjem!? Skal man støtte sit barn i deres valg? Hun har besluttet at tilgive og give ham en ekstra chance, så det er sådan det står til.
Eller kan man godt forstå forældrene?
