Da, så prøv lige at høre det her er noget, jeg tit griner lidt af selv, når jeg tænker over det. Da jeg fyldte tredive, lykkedes det mig endelig at købe min egen toværelseslejlighed her i København. Jeg bor alene, og ærligt talt har jeg stadig ikke fundet hverken mand eller kvinde, jeg kunne slå mig ned med. Men ved du, hvad jeg tror, egentlig gør det svært for mig at finde nogen at dele livet med? Det er, at jeg simpelthen har mit eget sted.
I dag er det virkelig ikke let for en kvinde at være både selvstændig og feminin på samme tid, føler jeg. Jeg kan egentlig dele de fyre, der melder sig på banen, op i to ret klare kategorier:
For det første dem, der straks får øjne så store som tekopper, når de hører, jeg ejer en lejlighed. Perfekt! Så er boligen jo sikret, så kan vi flytte sammen med det samme jeg behøver ikke bekymre mig om noget. Den type mand har slet ikke lyst til at kæmpe for karriere eller tjene mere. Han føler jo, at nu er vi godt i vej, jeg har boligen, han behøver ikke tænke på bil og hvis vi får børn, er det min bil vi bruger, det er fint nok. Han har ikke ambitioner om at gøre mere.
Når jeg snakker med de typer, får jeg mere fornemmelsen af at skulle tage mig af en ekstra søn, end at jeg får en partner. Han skal passes, forkæles, holdes glad og så skal jeg ovenikøbet gå og holde fast i ham, så han ikke smutter. Helt ærligt, jeg har meget mere lyst til bare at have en kat og så bruge min fritid på mine hobbyer.
Den anden kategori åh, du kender dem sikkert også det er dem, der siger: Du har din egen lejlighed? Nåh, jamen jeg har det egentlig bedre med at blive boende hjemme hos mine forældre, ellers kunne vi da flytte på landet og sælge din lejlighed og købe noget andet sammen. Den idé elsker jeg virkelig! Jeg skal bare lige bruge ti år mere for at betale lejligheden færdig, men hvad gør det, hvis vi bare sælger den eller endnu bedre, så betaler jeg for det hele, og han hjælper til med det han kan. Hvis jeg så engang får et barn og tager barsel? Ja, så må vi lige vente med at få børn, til alt er betalt så er jeg sikkert over fyrre, men pyt med det. Bare jeg ikke forstyrrer ham med mine problemer, så han kan leve sorgløst.
Nogle gange tænker jeg oprigtigt, at det næsten er lettere at adoptere et barn ude fra et dansk børnehjem end at finde en mand, der ikke allerede er bange for tanken om børn. Selv hvis jeg skulle finde nogen og blive gift, føles det som om jeg skal klare det hele selv alligevel også det med at holde af mig selv. Så hvorfor så overhovedet have en mand?
Som det er nu, bestemmer jeg over mit eget liv, min bolig, har fået indrettet det præcis som jeg vil have det, og der er masser af plads både til mig og til alle mine hyggelige små projekter og fritidsinteresser. Indimellem savner jeg at have en familie og en, jeg virkelig holder af, men ærligt de situationer, jeg oplever i virkeligheden, smadrer lynhurtigt den drøm.
Jeg kan lige fortælle dig om noget, der skete for nyligt. Jeg blev ret vild med en fyr lad os bare kalde ham Mikkel og han virkede egentlig også ret interesseret tilbage. Så vi så en film hjemme hos mig, og på et tidspunkt foreslog jeg, at vi hentede lidt pizza. Jeg håbede egentlig, han bare selv kunne klare det dér med at betale. Og det gjorde han så. Han gik ud i gangen, tog imod pizzaen, betalte og kom tilbage men så viste det sig, han havde bare taget kontanterne fra mig lige før! Al snak og flirt var bare død derfra.
Måske er det min egen skyld, jeg kunne bare lade være med at tilbyde at betale, siger flere af mine veninder til mig. Jeg var bare nysgerrig ville han sige nej til mine penge, eller tage imod? For mig handlede det jo ikke om de 120 kroner. Det handler bare ikke om pengene, du ved…
