På vej til universitetet steg jeg på bussen i København og lagde mærke til en mand omkring de 50 år, der kæmpede for at holde fast i håndtaget. Til at begynde med tænkte jeg, om han måske var beruset, men efter lidt observation stod det klart, at noget alvorligt var galt. Ved tilfældighed stod vi begge af ved samme busstoppested, hvilket pirrede min nysgerrighed, så jeg fulgte efter ham. Hans skridt var vaklende, og bekymringen fik mig til at nærme mig ham. “Undskyld, har De det ikke godt?” spurgte jeg. Hans øjne mødte mine med en forvirret og smertefuld blik, der tydeligt viste, at han ikke havde det godt. Jeg stødte hurtigt på et dilemma om, hvad jeg skulle gøre. Pludselig faldt han om og var ikke til at få kontakt med, uanset hvordan jeg prøvede. Folk gik forbi, uden at stoppe eller lægge mærke til, hvad der skete.
Jeg reagerede straks og ringede 112, hvorefter ambulancen hurtigt kom frem. Lægerne takkede mig for min hurtige indsats og sagde, at det kunne være gået meget værre, hvis jeg ikke havde handlet. Da jeg havde gjort, hvad jeg kunne, gik jeg tilbage til mine studier på universitetet. Jeg boede alene med min mor, da jeg aldrig havde mødt min far. Min mor arbejdede som rengøringsassistent, og sammen tjente vi penge ved at rydde sne om vinteren på Frederiksberg. En dag stoppede en flot, dyr bil foran os, mens vi var i gang. Ud steg en elegant kvinde, som bevidst nærmede sig. “Min fars læge har givet mig jeres kontaktdata. De reddede min fars liv, sagde hun og rakte mig en kuvert med 5.000 kroner, inden hun gik. Den uventede gestus lettede den økonomiske byrde og lagde glæde og taknemmelighed i mit hjerte. Oplevelsen blev printet i min hukommelse.
Efter gymnasiet tog jeg værnepligt. “Du er min største glæde. Du er blevet til en sand mand,” sagde min mor med stolt smil om læberne. Det var også her, jeg mødte Asta, en kvinde jeg straks følte, jeg ville tilbringe resten af livet med. Før vi gik videre, præsenterede jeg hende for min mor, som med det samme blev begejstret for Asta, der besad både skønhed, kløgt og et varmt sind, opdraget af kærlige forældre. Endelig mødte jeg Astas forældre. Hendes mor blev først stille, men så sendte hun mig et varmt smil og en omfavnelse. “Asta, kan du huske historien jeg fortalte dig om den unge mand, der reddede din morfar? På den skæbnesvangre dag var han på vej til arbejde, men hans bil gik i stykker, så han tog bussen. I bussen fik han voldsomme smerter og besvimede, men denne unge mand kom ham til undsætning, ringede straks til ambulance og blev hos ham indtil hjælpen kom,” genkaldte Astas mor med glæde.
Vores møde var fyldt med varme, og det gik op for os, hvor lidt der nogle gange skal til for at forme stierne i livet et omsorgsfuldt øjeblik kan forbinde menneskers skæbner for altid. Livet lærte mig, at det altid betaler sig at være opmærksom og hjælpe, når nogen har behov. Det er de små handlinger af næstekærlighed, der gør verden til et bedre sted, og som kan have større betydning end vi aner.
