På kanten af denne sommer
At være bibliotekar havde aldrig været det mest ophidsende job for Dorte Hansen. Især i disse dage, hvor de fleste kun besøger bøger via internettet og stort set kun kommer for at snuse til wifiet eller kigge på printeren. Hun flyttede stille og roligt rundt på bøgerne, pustede støvet væk og havde efterhånden læst sig igennem både kærlighedsdramaer og tunge eksistensromaner. Alligevel, da hun rundede de tredive, gik det op for hende, at alt det romantiske fra bøgerne var gået hendes virkelige liv forbi.
En voksen alder, ingen markant tilstedeværelse på kæresteområdet, og lønnen Ja, den ville knap varme en kop kaffe længere. Alligevel havde hun aldrig overvejet at lave noget andet. Studerende, gymnasieelever, pensionister det var stort set hendes daglige selskab.
For nylig havde Dorte, ganske overraskende for hende selv, vundet hovedpræmien i en landsdækkende biblioteksquiz: To uger med fuld forplejning på Skagens kyst.
Det er da genialt! Jeg tager selvfølgelig af sted, jublede hun til både sin mor og sin veninde. På min løn rækker det jo kun til en smuttur til Amager, men nu kommer lykken dumpende.
Sommeren gik på hæld. Dorte travede alene hen ad stranden, hvor de fleste gæster søgte læ på caféerne, fordi Vesterhavet havde besluttet sig for at opføre sig særligt dramatisk den dag. Det var kun hendes tredje dag i Skagen, men hun nød at gå for sig selv, tænke store tanker og dagdrømme lidt.
Pludselig fik hun øje på en ung fyr, der blev skyllet ned fra molen af en kæmpe bølge. Uden at tænke fornuftigt, løb hun ud i vandet. Godt nok var hun ikke ligefrem Danmarks svar på Lotte Friis, men hun havde da kunnet holde sig flydende siden barnsben.
Vesterhavet skubbede og trak i dem, men ved fælles hjælp, og med lidt rygsvømning på panikniveau, fik hun fyren trukket ind mod land. Hendes smukke sommerkjole klistrede til kroppen, og hun kiggede forpustet på drengen.
Han er jo kun en stor teenager, alligevel lidt højere end mig, konstaterede hun og spurgte så: Hvad tænkte du på, du hopper ud i dette vejr?
Drengen mumlede et tak og stavrede afsted, mens Dorte trak på skuldrene. Næste morgen vågnede hun i hotellet til den flotteste solopgang, og havet så ud til at have fortrudt gårsdagens vildskab og blinkede nu næsten undskyldende.
Efter morgenmaden slog Dorte sig ud i solen på stranden. Senere på dagen gik hun en tur i den lokale park og opdagede et gammeldags skydetelt. Hun havde altid været god til skydning, men det første skud gik skævt. Det andet sad derimod lige i øjet.
Se, Knud, sådan skal det altså gøres, hørte hun en mand stemme bag sig. Hun vendte sig om og genkendte straks drengen fra i går.
Sønnen så noget forskrækket ud han vidste vist udmærket, hvem Dorte var. Hun smilede til ham, mens faren, der præsenterede sig som Anders, grinede venligt:
Kan du ikke vise os, hvordan man bliver så ferm til at ramme skiven? Vi er elendige begge to det tør jeg da godt indrømme, sagde han med et bredt smil.
Efter at have grint over skudte roser og forvredne dåser endte de alle tre på en nærliggende café med isvafler og en tur i pariserhjulet. Dorte troede egentlig, at moren ville dukke op på et tidspunkt, men Anders og sønnen Knud virkede, som om de ikke ventede flere.
Samtalen flød, og Anders viste sig at være både intelligent og sjov. Dorte blev kun mere interesseret for hver runde i hjulet.
Kommer du tit i Skagen? spurgte han, og Dorte forklarede, at hun lige havde en uge tilbage. De opdagede i øvrigt, at de var fra samme by nemlig Roskilde.
Prøv lige at forestille dig: Vi ses aldrig derhjemme, men på Skagen strand kan vi til gengæld ikke undgå hinanden, grinede Anders.
Knud begyndte hurtigt at føle sig mere tryg og måske også temmelig sikker på, at Dorte næppe ville sladre om den lille dukkert til far.
Sent på aftenen fulgte far og søn Dorte til hotellet og aftalte, at de selvfølgelig skulle ses igen dagen efter på stranden.
Næste morgen var Dorte selvsagt først på stranden. Anders og Knud ankom en god time forsinkede og med en strøm af undskyldninger:
Undskyld, Dorte, vi kom til at overse vækkeuret og fik først øje på klokken, da det halve af formiddagen var gået, grinede Anders, da de slog sig ned.
Far, jeg smutter ud at bade! råbte Knud over skulderen.
Dorte råbte lidt hysterisk næsten: Stop, du kan da ikke svømme!
Hvad snakker du om? svarede Anders forbløffet. Han svømmer som en fisk, han er endda med til konkurrencer i klubben.
Dorte klappede i. Måske havde hun alligevel taget fejl. De boede i øvrigt på hotellet lige ved siden af hendes.
Resten af ferien blev en solstrålehistorie. Hver dag mødtes de på stranden, klatrede op i fyrtårnet og åd lakridser fra bageren i Skagen by. Dorte ville egentlig gerne snakke alene med Knud, for hun syntes, at der var noget, der nager ham men måske var det bare indbildning. At Andersen og Knud boede lige om hjørnet, gjorde det nemt at mødes.
En dag kom Knud alene ned på stranden. Morgen far ligger med feber, men jeg sagde, du nok kunne holde øje med mig, sagde han og smilede lidt undskyldende.
Kan du ikke lige give mig farens nummer? Så ringer jeg og tjekker situationen, sagde Dorte, og Knud tastede pænt ind.
Hej, det er Anders… Jeg har altså over 39 i feber nu, så hvis du kan holde lidt øje med Knud, bliver jeg glad. Han lover at lytte til dig.
Selvfølgelig, og rigtig god bedring han er jo ved at være voksen, og ovenikøbet en fornuftig en af slagsen, grinede Dorte.
Efter en svømmetur lå Knud på solsengen ved siden af Dorte og sagde pludselig:
Du er faktisk den bedste ven, jeg har, Dorte. Og tak, fordi du ikke sladrede om det på molen.
Hvad skulle jeg have sladret om?
Knud trak på det men til sidst fortalte han alligevel.
Faren, Anders, rejste ind i mellem for sit arbejde. Så var Knud og moren, Maria, alene hjemme en kernefamilie udadtil, men ikke bag facaden. Det var mest Marias skyld.
En dag fortalte Anders: Jeg skal på kursus i København i tre uger, og bagefter får jeg måske en forfremmelse. Lønnen… ja, det taler vi ikke om, sagde han optimistisk.
Maria virkede ikke specielt ked af det. Da hun to dage senere meddelte Knud: Vi får gæster i dag min kollega Torben og hans datter Karla kommer. Du skal prøve at underholde Karla, og vi voksne skal lige kigge på nogle plantegninger.
Karla dukkede op markant mere moden og snakkesalig end Knud, og ret hurtigt sagde hun: Kom, lad os gå i parken, det gider jeg bedre end at sidde med de voksne.
Maria stak Knud et tusindkroneseddel (!). I skal da have lidt, så du kan give is til pigen, sagde hun. Knud gloede han havde aldrig fået så mange lommepenge før.
Tre uger gik, mest med Karla, der vidste lidt mere om alting, end Knud følte sig tilpas ved. Lige før Anders skulle hjem, sagde Karla:
Godt din far kommer hjem. Jeg har faktisk en aftale med din mor: Jeg skal holde dig ude af huset, mens de voksne er… ja, voksne. Mine forældre er for længst skilt og kan stadig ikke enes om lejligheden.
Knud brød sig ikke om at høre det og var splittet mellem at fortælle faren alt og bare lade som ingenting.
Kort tid efter hjemkomsten hørte han sin mor råbe til faren, da han kom hjem fra fodbold: Ja, ja, jeg har været dig utro og hvad vil du gøre ved det?
Egentlig ingenting, sagde Anders roligt. Jeg søger om skilsmisse, og Knud bliver hos mig. Det virker til, du ikke engang savner ham.
Det skal du ikke høre noget fra mig om jeg flytter til Torben.
Knud listede ind på sit værelse og lyttede til resten af samtalen. Maria indrømmede, at hun havde haft et forhold til Torben længe. Og allerede næste dag flyttede hun ud.
Anders prøvede at forklare Knud, men han sagde bare: Far, du behøver ikke sige mere. Jeg vidste det hele. Jeg elsker dig det er os to nu.
Du er blevet voksen før tid, sagde Anders og nussede ham i håret. Hvis du vil tale med din mor, er det dit valg. Men indtil videre…
Knud ville bare ikke for nu der skal lige gå lidt tid.
Da Dorte og Knud efter endnu en stranddag kom hjem til Anders med et net fyldt af danske jordbær og vindruer, så han allerede meget friskere ud.
Snart var det tid til at sige farvel. Anders og Knud skulle hjem, Dorte havde to dage tilbage. Sommeren var ved at slippe op. På kanten af dette sommerminde lovede Anders at hente Dorte i Kastrup Lufthavn, og Knud smilede over hele ansigtet.
Dorte lagde ingen videre planer hun smilede bare, hver gang hun genså de rare beskeder fra Anders, som allerede skrev, at han savnede hende. Og ikke længe efter flyttede Dorte ind hos Anders og Knud. Ingen var mere lykkelig over det end Knud for sig selv, for sin far, og for Dorte.
