En dag var jeg på ferie ved Vesterhavet med en ven. På stranden, tæt ved en café, stod der en isbod. Jeg sad i den lille sommercafé og nød en frisk spyd, mens jeg bemærkede, at mange mennesker stimlede sammen foran isboden. Min ven blev nysgerrig og trak mig med derhen. På jorden lå en dansk pige, bevidstløs. En kvinde knælede ved siden af hende og græd, mens hun desperat forsøgte at genoplive hende.
Min ven, Emil, virkede ikke forvirret. Han tog en vandflaske, hældte lidt på pigens ansigt, mærkede hendes puls og indså hurtigt, at vi skulle begynde hjertemassage. Han bad mig om straks at ringe efter en ambulance.
Efter få minutter kom lægerne, tog pigen med sig, og før de tog afsted, takkede de Emil. Emil havde reddet hendes liv. Jeg var overrasket – ikke så meget over hans mod, men over at så mange bare stod og betragtede det hele. Nogle tog billeder eller stirrede på hendes krop, mens andre virkede totalt passive. Jeg spekulerede på, om jeg selv ville have været i stand til at handle lige så hurtigt og effektivt, men det vigtigste var, at pigen blev reddet.
Dagen efter sad vi samme sted og spiste morgenmad. Pludselig kørte tre fede biler op foran caféen. Emil kiggede på dem og sagde: “Sikke nogle flotte biler. Gad vide om jeg nogensinde får råd til sådan én.” Seks mænd, med tydelig kaukasisk oprindelse, steg ud og nærmede sig vores bord. En af dem spurgte: “Hvem af jer reddede pigen i går?” Jeg pegede på Emil, selv om mændene så alvorlige ud, virkede de venligt stemte.
De takkede og stak ham nøglerne til én af deres biler i hånden – det viste sig, at de var pigens brødre. De kunne ikke lade være med at vise deres taknemmelighed, for Emil havde reddet deres eneste søster. Emil var helt overvældet og tog lang tid om at fordøje det. Han havde sparet op til en bil i tre år, men havde aldrig haft råd – nu fik han én som tak for sin indsats.
