Jeg er ret overbevist om, at jeg ikke på nogen måde behøver at forsørge min svoger og hans familie og da slet ikke udleje en lejlighed til dem. Lad mig lige slå fast fra begyndelsen: den treværelses lejlighed, vi bor i, er altså min, og jeg købte den, mens den decideret lignede noget katten havde slæbt ind, længe inden jeg mødte min mand. Døren hang løst i karmen, og det hele så ud, som om nogen var flyttet ud midt i en mindre orkan. Det vigtigste var, at jeg var glad for prisen, og resten klarede jeg lidt efter lidt. Men det er egentlig ikke dét, der er historien her.
Da jeg mødte min mand, havde jeg allerede sat to af værelserne i stand der var endda kommet lidt møbler ind. Så alt i alt var lejligheden blevet ret hyggelig og hjemlig.
Min mand, Mads, var en pæn fyr, fast i koderne, og boede selv til leje. Nogle måneder efter vi havde mødt hinanden, rykkede han så ind hos mig. Efter brylluppet lavede vi børneværelse i det ene rum, og jeg fik først en dreng og siden en pige.
Alt gik skønt, indtil på sådan en klassisk kold dansk efterårsaften vores idylliske familieidyl blev afbrudt af min svigermor. Hun stod pludselig i vores entre med kufferterne under armene og øjnene fulde af tårer:
Må jeg bo her lidt? Min anden søn har slæbt en kæreste ind i min lejlighed. Jeg håber virkelig, det holder denne gang, og hvem ved, måske bliver hun hans kone, og så lever de lykkeligt til deres dages ende… Jeg bliver ikke længe, jeg hjælper, henter børn i børnehave og skole, og laver selvfølgelig mad. Du er jo den eneste, jeg har tilbage!
Hun græd, så jeg åbnede døren. Hun fik det største værelse. Svigermor var for længst gået på folkepension, og hun sørgede for børnene, som hun havde lovet, men det begyndte hurtigt at føles som om, hun aldrig havde tænkt sig at tage hjem igen. Hendes yngste søn havde nemlig indtaget hendes etværelseslejlighed sammen med sin unge kone og to børn ét fælles og et bonusbarn fra hendes tidligere forhold.
For mange år siden giftede min svoger, Jens, sig som tyveårig med en gymnasiepige. Mine svigerforældre solgte deres gamle lejlighed, købte så en lille etværelses til sig selv og en ejerlejlighed med to værelser til deres yngste søn. Min svigerfar blev dog syg og døde ikke længe efter.
Jens og hans første kone fik to børn og blev så skilt og han efterlod roligt lejligheden til sin ekskone og hendes nye familie, der nu bor der sammen med tre børn. Efter skilsmissen flyttede Jens hjem til sin mor, hvor han erklærede:
Mor, nu bor jeg hos dig. Jeg er atter en fri mand, og drømmene er mange! Det ordner sig, jeg finder nok noget for mig selv.
Men ja det gjorde det jo så ikke. For kort tid efter flyttede hans nye kæreste også ind hos min svigermor.
Siden slæbte svogerens kæreste alle børnene fra begge ægteskaber med på weekend hos os, så vi nærmest følte, vi boede i en børnehave uden pædagoger. Det var et mildt kaos.
Et år senere sagde jeg til min svigermor, at nu måtte vi altså finde en løsning på boligfronten. Selvfølgelig begyndte hun at græde og blev lettere hysterisk.
Jeg måtte lige tage snakken med svoger Jens: Nu var tiden altså inde til at finde noget andet end mors gamle lejehybel. Men Jens nægtede stædigt at flytte han havde jo børn og en lille løn, så hvem skulle dog betale huslejen? Hvad pokker skulle vi stille op?
For at sige det mildt: Mit forhold til min svigermor er ikke ligefrem blevet bedre. Jeg har nærmest ikke haft lyst til at tage hjem, når jeg har fri fra arbejde. Så jeg tog tyren ved hornene og sagde til min mand Mads: Han måtte altså få styr på sin mor og hendes bolig, ellers søgte jeg om skilsmisse.
Det slog Mads helt ud, for han anede ikke, hvor man kunne gøre af ens mor, uden at det virkede ondt man lader jo ikke bare sin gamle mor stå på gaden i snevejr!
Jeg foreslog, at hun kunne leje sig ind et sted vi har jo faktisk økonomien til at hjælpe lidt. Men svigermor nægtede pure: Hun skulle hjem til os. Og vi burde leje en toværelses til Jens og hans trekløver af børn og bonusbørn, så kunne hun vende hjem, som om intet var hændt.
Det mener jeg simpelthen er for frækt og hvis hun ikke flytter indenfor en uge, så ryger hendes ting altså ud ad døren. Hvilke muligheder har jeg ellers?
Jeg forstår virkelig ikke, hvorfor det er os, der pludselig skal forsørge hele min svogers familie og ovenikøbet sørge for tag over hovedet til dem alle sammen!
