Før jeg blev gift med min mand, Mikkel, havde jeg egentlig et fint forhold til hans forældre. Det var måske ikke ligefrem idyllisk, men dog hyggeligt nok. Fordi Mikkel stadig boede hjemme på det tidspunkt, blev det til mange samtaler og små stunder med både svigermor og svigerfar, når jeg kom forbi i huset i Silkeborg. Vi havde små uenigheder, som for eksempel hvis vi ikke kunne blive enige om, hvad vi skulle se i fjernsynet men jeg gjorde altid mit bedste for at undgå større konflikter og endte gerne med at tage min svigermors parti. Alt i alt fungerede det, indtil bryllupsdagen kom.
Efter festen tog vi hjem til Mikkels forældre, hvor de nærmest overfaldt mig med frikadeller, smørrebrød og lagkage og blev ved med at sige, at jeg skulle spise mere og “tage lidt på, så jeg kunne være sund og rask.” I starten lo jeg bare og troede, det var kærligt ment, men med tiden blev deres bemærkninger mere påtrængende og svære at tage som en spøg. En måned senere slap min svigermor ud med en hentydning til, at jeg var blevet større selvom jeg slet ikke havde taget på overhovedet. Nogle få uger efter opdagede jeg, at jeg var gravid, og glæden boblede indeni. Jeg fortalte det til Mikkel, og bad ham indtrængende om ikke at sige noget til hverken hans eller mine forældre, så vi kunne overraske dem ordentligt engang. Lige omkring det tidspunkt flyttede vi til vores nye lejlighed midt i Aarhus.
Efterhånden som min graviditet skred frem, begyndte hans familie at besøge os oftere end tidligere altid med en eller anden bekymret bemærkning om mit helbred og hvordan, jeg nu havde det. Jeg fik mistanke til, at Mikkel havde fortalt dem om barnet alligevel, men han forsikrede mig om, at de blot ville passe på deres svigerdatter, som man nu gør i Danmark. Det føltes dog, som om alt ændrede sig den dag, han endelig afslørede hemmeligheden.
Min svigerfar blev næsten pågående; han mente, jeg skulle spise ekstra meget og straks sige mit arbejde op for ikke at blive stresset. Min svigermor kunne ikke lade være med at røre ved min mave og snakkede konstant om, at den voksede. Det væltede ind med ekstra besøg nogle gange flere på samme dag og kontinuerlige spørgsmål til, hvordan jeg gik og havde det. Lidt efter lidt gik det op for mig, at de faktisk kun så mig som en slags rugemaskine, som skulle levere dem et barnebarn, ikke som mennesket Emma med drømme og behov. Hele den der insisteren på, at jeg skulle tage på og spise, var tydeligvis i gang allerede første dag, jeg spiste med hos dem.
Da jeg endelig betroede mig til Mikkel og forsøgte at forklare, hvor svært det føltes, kunne han desværre ikke forstå min side af sagen. Han syntes, jeg lod mig rive med af ingenting, og anså mine bekymringer som noget pjat. Pludselig følte jeg mig alene og ubeskyttet. Derfor tog jeg en beslutning: Jeg pakkede vores ting den aften, bad Mikkel om straks at skifte låsene i hoveddøren, bare for en sikkerheds skyld, og bestilte flybilletter til Spanien. Dagen efter rejste vi væk fra alt det hele i håbet om, at en pause fra svigerforældrene ville give mig det pusterum og den klarhed, jeg så desperat havde brug for.
