Han er allerede 35 år gammel og har hverken børn eller kone.
For en uge siden var jeg sammen med min søn i min svigermors hjem på Frederiksberg. En gammel veninde af hende, Birgitte, var der på besøg. Hele dagen hyggede Birgitte sig sammen med min søn.
Det er så trist, at jeg ikke har børnebørn, sagde hun med vemod i stemmen.
Birgitte fik selv sin søn, Nicolai, da hun var oppe i trediverne. Hun elskede sit længe ventede barn højt og opfyldte næsten alle hans ønsker. Da Nicolai var lille, døde hans far pludselig, og Birgitte blev alene om at opdrage ham, mens hun knoklede på to deltidsjobs for at få økonomien til at hænge sammen.
Da Nicolai fylder 35, tager Birgitte mod til sig og spørger forsigtigt, hvornår hun mon kan forvente at få et barnebarn.
Han svarer roligt: Aldrig.
Nicolai mener, at det er hans mors opdragelse, der er skyld i, at han aldrig har fået familie hun har, som han siger, gjort ham barnlig og afhængig.
Jeg har vænnet mig til et simpelt liv. Ingen kvinde ønsker at skulle være en slags ekstra mor for mig, forklarer han.
Han tilføjer, at det faktisk passer ham udmærket, og at han ikke har tænkt sig at ændre sig for nogens skyld.
Jeg behøver ikke andre end dig, siger han.
Jeg har svigtet med det vigtigste: at lære ham, hvordan man er mand! indrømmer Birgitte sorgfuldt.
Mener du også, at moderlig kærlighed ikke kun kan beskytte, men også forhindre et barn i at udvikle sin selvstændighed?
Jeg vil meget gerne høre dine tanker i kommentarsporet.
