Forældrehjerte
Tak for al jeres støtte, likes, engagement og kommentarer til mine fortællinger, tak for alle abonnenter og tusind tak for donationerne også fra mig og mine fem kattepoter.
Del endelig de historier, I synes om, på sociale medier det betyder meget for forfatteren!
– Hvorfor ser du sådan ud fra morgenstunden, Helene? Ikke så meget som et smil, lad os nu spise morgenmad sammen.
Jens trasker ind i køkkenet og strækker sig træt, endelig weekend.
Spejlæg og bacon syder på panden, og Helene hælder te op. Hun langer ham over halvdelen af spejlægget og et stykke rugbrød, Kom så, spis!
– Har jeg gjort noget galt, Helene? spørger Jens mildt.
– Det har vi begge, Jens, siger Helene og synker sammen ved bordet uden den store appetit. Vi har ikke opdraget børnene ordentligt.
Laura og Anders er voksne nu. Vi har undværet meget for deres skyld, mens de voksede op. Vi støttede dem altid, men hvem støtter os nu bare med et ord? De har altid problemer: det er kedeligt at bo her, de mangler penge. Både Laura og Anders brokker sig kun!
– Hvor har du fået det fra?
Jens har allerede spist færdig og smører nu smør på et frisk stykke brød, ovenpå lidt hjemmelavet marmelade.
Det er nemt for dig det er jo mig, de skriver til, deres mor. Anders ville i bowlinghallen i går med familien, men han manglede penge og spurgte om et lån til lønningsdag. Jeg blev sur og sagde nej. Han blev så fornærmet. Og Laura ringede lige inden; hendes sangkarriere går ikke, så hun er helt nede. Hun bliver nødt til at acceptere, at man ikke bare kan leve af at synge hun må få sig et rigtigt arbejde! De var jo så tætte som børn, og nu taler de dårligt sammen.
Helene skubber tallerkenen med den kolde æg væk og tager en slurk te.
Tag det nu roligt, det skal nok gå, vi var også unge og forvirrede engang, prøver Jens at berolige hende. Men hun blev bare mere oprevet.
Åh, Jens, husker du slet ikke? Vi boede, som vi havde råd til, og vi var lykkelige for det mindste! Da Anders blev født, var glæden enorm. Barnevognen og tremmesengen fik vi af en veninde, bodyer og babytøj fra min søster brugt, men som nyt, for børn vokser jo hurtigt. Og da vi endelig købte en gammel Ford, følte vi os rige. Fik et lille skur til bilen foran rækkehuset. Men vores børn hvis ikke de har været i udlandet, føler de, livet er spildt! Vi opdragede dem da ikke sådan?
Tiden har ændret sig, Helene. Der er så mange fristelser nu, og de er unge, bare vent, de skal nok forstå det.
Jeg frygter bare, de mister det hele i jagten på penge og prestige. Livet farer jo afsted. Jeg ser mig i spejlet: Er det virkelig mig? Farmor allerede. Og du farfar
Samtalen afbrydes af et opkald fra Anders.
Nu igen, siger Helene og tager telefonen. Under samtalen bliver hendes øjne store, og hun springer op.
Jens, skynd dig at gøre dig klar Anders er kommet på hospitalet, det var naboen på stuen, der ringede.
Hvad er der sket? spørger Jens, mens han hurtigt får tøj på.
Jeg forstod det ikke helt, men han har skåret sig i hånden med en vinkelsliber. De prøver at sy hånden sammen. Bare han ikke mister den! Lad os tage af sted nu!
På få minutter er de begge klar, ikke gamle, men slet ikke unge længere med bekymrede blikke.
De haster ud, glemmer alt andet og løber mod hospitalet til deres søn.
På vejen ringer Laura: Mor, jeg kommer lige forbi til frokost, okay?
Kom du bare, skat, vi er sikkert hjemme igen til den tid, råber Helene forpustet, og løber videre ud til Jens ved busstoppestedet.
På hospitalet får de hurtigt besked: hånden er reddet, men de må ikke se sønnen endnu.
Jeg går ingen steder, før jeg har fået ham at se, siger Helene stædigt og sætter sig i forhallen. Jens sætter sig ved siden af.
Pludselig kommer Laura løbende ind, styrter hen til dem.
Mor, far, hvorfor ser I så triste ud? Det hele gik jo godt. Anders arbejder lidt ved siden af og skulle ordne en bil. Det gik galt med nogle bolte, og så gik der hul men hele hånden er syet, han kan bevæge fingrene. Der er ikke mere at være bekymret for!
Hvordan ved du det? får Helene fremstammet.
Vi skriver sammen hele tiden, også med hans kone, Ida. Vi hjælper hinanden hvorfor spørger du?
Vi troede, I slet ikke havde kontakt, siger Jens lavmælt.
Far, I er jo så stærke og kloge vi vil ikke gøre jer bekymrede unødigt, smiler Laura. Og I ser stadig så unge ud, nu skulle I måske begynde at gøre lidt for jer selv!
Så det har I troet jeg var bange for, I slet ikke ville os mere, smiler Helene.
Nej, mor! Jeres generation er seje som granit. Vi prøver at leve op til jer det er bare ikke altid så let, men vi prøver virkelig.
Forældrene smiler, og uroen i blikket dulmes.
Mor, far, jeg ville jo fortælle: Jeg har fået arbejde. Og jeg får lov til at synge på arrangementer nu i børnehaver og i går optrådte jeg på et plejehjem. De klappede, og en af de ældre græd endda hendes datter er kendt sanger, men er altid ude at rejse, så hun ser aldrig sin mor. Forfærdeligt.
Laura omfavner pludselig sine forældre Og vi elsker jer, det må I ikke glemme
Endelig giver sygeplejersken lov til et kort besøg hos Anders. Helene må bide gråden tilbage, men Anders siger roligt:
Mor, stop nu det værste er ovre. Far, kan du huske dengang, hvepsene lavede bo i vores gamle skur? Du blev stukket så grimt, at du var helt lammet og lå på hospitalet uheld sker. Når jeg kommer hjem, skal vi fejre nytår sammen alle sammen det må ikke bare smutte, at vi aldrig ses. Og Laura vil jo præsentere kæresten for os det har vi slet ikke nået endnu!
På hjemvejen vælger Helene og Jens at gå en lang tur tilbage, bare for at få pulsen ned.
Ikke gamle, men heller ikke unge forældre
Åh, det forældrehjerte det bekymrer sig altid om børnene. Det føles, som om andres børn altid klarer sig lidt bedre, og man ønsker bare, ens egne får det godt og lytter til én.
Men de har deres egen vej at gå uanset hvad. Og vores børn er jo de bedste, for de er vores.
