Jeg møder min mand, Mads, på Københavns Universitet. Dengang er vi begge 18 år og lige startet som studerende. Jeg lægger straks mærke til Mads han skiller sig ud med sin styrke, sit skarpe hoved og, vigtigst af alt, sit gode hjerte. Til at starte med er vi bare venner, men det går ikke længe, før jeg indser, at jeg føler noget dybere for ham end blot venskab. Efter et par måneder bliver vi kærester. Jeg husker stadig med glæde den tid, og jeg mener virkelig, at studietiden er den bedste periode i vores liv.
Året efter frier Mads til mig, og vi bliver gift. Vi har ikke mange penge, så vi holder bryllup i en lille, hyggelig kreds med kun familien.
På vores andet år på universitetet begynder Mads at arbejde ved siden af studierne. I starten bor vi på kollegium, og tanken om at have vores egen lejlighed føles som en fjern drøm, men vi er sikre på, at det nok skal lykkes for os en dag. Drømmen bliver til virkelighed, da jeg arver et mindre beløb efter min mormors død, og Mads får sparet nogle penge op.
Tilsammen har vi nok til at kunne lægge udbetalingen til en lille ejerlejlighed på Nørrebro med to værelser vi drømmer jo om at udvide familien i nær fremtid.
Vi har været sammen i ti år nu, men vi har aldrig fået børn. For et par år siden sker der dog noget skæbnesvangert for Mads: Virksomheden, han arbejder i, kommer i store problemer, og ejeren beskylder Mads, som er virksomhedens regnskabschef, for både at stå bag sort bogføring og massive gældsproblemer. Efter retten dømmer Mads, og helt uretfærdigt bliver han sendt i fængsel i fire år. Vi kæmper længe for at bevise hans uskyld vi søger advokater og beder om hjælp men alt er forgæves. Alle papirer er skruet sådan sammen, at ansvaret lander hos Mads, selvom han bare fulgte chefens ordrer.
Det er en hård tid, men jeg støtter Mads så meget, jeg kan, lige indtil jeg selv får brug for støtte et år senere…
En dag banker min svigermor, Helle, på døren og fortæller mig ligefrem, at jeg ikke længere kan blive boende i lejligheden. Hun beskylder mig for at være skyld i alt det, der er sket med Mads, og hun insisterer på, at det kun er hans penge, der er brugt til vores hjem jeg har ifølge hende intet at skulle have sagt. Jeg er målløs og havde aldrig forestillet mig så meget kulde fra min svigermor.
Det viser sig, at Mads før retssagen har overdraget en fuldmagt til sin mor, og med den har hun fået fat i kontoudtog, der dokumenterer, at afdragene på lejligheden er kommet fra Mads konto. Nu mener Helle, at de papirer alene er nok for en dansk domstol til at slå fast, at jeg aldrig har haft nogen del i køb af vores lejlighed. Jeg føler mig helt fortabt og aner ikke, hvad jeg skal gøre herfra.
