På nuværende tidspunkt har jeg allerede to sønner. De har et energiniveau uden lige, tumler rundt og vælter ting i deres vej, men de er begge utroligt kærlige. De kan støde sammen og græde, for i næste øjeblik at give hinanden et stort knus, som om intet var hændt. Folk omkring mig har ofte kun fokus på de ting, drengene gør galt, og de er ikke sene til at komme med gode råd om børneopdragelse. Jeg mener nu, at drenge i den alder bør have frihed til at udfolde sig, så de en dag kan udvikle sig til sunde voksne. Mange siger, at min Valdemar er eksemplarisk rolig og høflig, mens Emil er mere klodset og alt for sprudlende, og at han sikkert bare kommer til at stikke en kæp i hjulet for sin storebror, når de bliver voksne.
Jeg nikker bare, når de siger den slags. Der kan naturligvis være noget om det, men jeg ved, de elsker hinanden og passer så godt sammen de kan ikke undvære hinanden. For nyligt spurgte de, om de måtte få en hund, men jeg må indrømme, jeg er bange for hunde. Hvis vi skal have et kæledyr i familien, bliver det snarere en skildpadde den er rolig og langsom og så kan den forsvare sig selv, hvis det skulle blive nødvendigt. Før jeg fik børn, og sammen med min kone sad og forestillede mig vores hverdag, havde jeg aldrig troet, at livet ville forandre sig så meget, især efter vi fik vores anden søn, Emil. Da vi fandt ud af, at Emil var syg ved fødslen, blev jeg fuldstændig slået ud. For vi havde slet ikke fået tegn på noget graviditeten gik efter bogen.
Efter den afgørende scanning overvejede jeg et kort øjeblik, om vi skulle lade abortere. Men den tanke forsvandt hurtigt igen, og beslutningen om at gennemføre kom ligeså hurtigt. Kun min kone støttede op mine egne forældre kunne ikke bakke mig op. Faktisk vidste min kone heller ikke, hvad hun skulle mene. Jeg måtte bære over med at blive kaldt naiv, måtte gå alene med min gråd og sagde blot, at børn er livets blomster. Heldigvis samlede min kone alt sit mod og sagde: Vi gennemfører graviditeten, punktum! Langsomt begyndte familien at vænne sig til beslutningen. Og da Emil endelig blev født, blev vi allesammen overraskede over, hvor hurtigt han lærte nye ting. Storebror Valdemar rakte ham ting, han havde samlet op, og Emil fandt på navne til alt. Det var det øjeblik, jeg for alvor begyndte at tro på, at alting nok skulle gå og det gjorde det.
Det har lært mig, at vi skal stole på kærligheden i familien, selv når omverdenen tvivler, og følge vores egne hjerter for til sidst bliver det hele, som det skal være.
