Forberedelserne op til højtiden er hver gang en hektisk og ofte besværlig omgang. Men som regel er det en glædelig travlhed: de længe ventede gæster ankommer, familien samles. Hele flokken fejrer begivenheden på en sjov og ubekymret måde. Her deler vi historien om en kvinde, der virkelig drømmer om at holde sin fødselsdag sammen med sine nære.
“Jeg har forberedt mig på min fødselsdagsfest i over en uge. For et par dage siden fyldte jeg 60 år. Jeg havde sådan glædet mig til at samle hele familien, at jeg brugte oceaner af tid og energi på at gøre klar. På grund af corona måtte jeg droppe tanken om restaurant og planlægge alt hjemme.
Jeg bor sammen med min datter, Freja, hun er 31 men stadig ugift. Min søn er gift og har fået en datter, og for nylig fyldte han 40. Jeg glædede mig til at fejre dagen sammen med mine børn og mit barnebarn. Jeg tog ind til Irma for at handle og satte mig for at lave en menu. Jeg lavede masser af mad: forskellige forretter, tre slags salater, fyldte kål, stegt flæsk, og selvfølgelig lagkage. Jeg inviterede alle over lørdag, så det passede ind i alles planer.
Men… den lørdag ventede jeg forgæves. Min søn tog ikke telefonen. Jeg forstod slet ikke, hvad der foregik. Jeg blev så ked af det, dagen var ødelagt, og i stedet for glæde fik jeg bare tårer i øjnene. Jeg sad trist og stirrede på den mad, jeg måtte pakke væk fra det festligt dækkede bord, som ingen satte sig til. Hvordan kunne mine børn svigte mig på den måde? Freja forsøgte at trøste mig, men jeg kunne ikke falde til ro, så søndag gik jeg hjemmefra for at besøge min søn og få en forklaring.”
“Jeg har opdraget mine to børn alene, fordi min mand tog til udlandet for at arbejde og dukkede aldrig op igen. Med mine forældres hjælp fik jeg købt en treværelses lejlighed i Valby, hvor vi boede sammen. Da min søn fyldte tredive, blev han gift. Med mit samtykke flyttede de ind i det ene værelse, Freja boede i det andet, og jeg i det sidste. Det var ikke den mest bekvemme løsning, men jeg ville gerne støtte dem i starten af deres voksenliv.
Vi nåede at bo sådan sammen i otte år. Min søn fik en datter, som jeg nærmest vuggede i søvn hver aften. Da min svigermor døde, efterlod hun ikke noget til børnebørnene, hun var aldrig inde over. Men jeg arvede et lille kollegieværelse, hvor jeg satte det hele i stand. Efter renoveringen valgte jeg at give min søn og hans familie lejligheden, så de kunne få bedre plads. Derfra begyndte vi, naturligt nok, at ses mindre ofte men vi holdt stadig højtiderne sammen.
Og så, lige på min runde fødselsdag, blev jeg svigtet. Det var første gang det skete! Allerede klokken ti søndag formiddag stod jeg udenfor deres dør med store poser af lækker mad fra dagen før. Min svigerdatter åbnede og var tydeligt irriteret over at blive vækket. Hun spurgte ud ad døren, hvad jeg ville.”
“Det viste sig, at min søn stadig sov roligt. Da han endelig vågnede, bød han mig på te. Jeg spurgte dem lige ud af posen, hvorfor ingen af dem var dukket op til min fødselsdag, som jeg havde inviteret dem til en uge i forvejen. Jeg spurgte også, hvorfor han ikke havde taget mine mange opkald. Han svarede ikke meget, men svigerdatteren talte for dem begge. Hun var nemlig vred over, at de kun havde fået et kollegieværelse, mens jeg boede i den store lejlighed. De følte sig klemt, og mente det var derfor, de ikke kunne få barn nummer to. Tak for takket… Man kæmper hele sit liv for sine børn, giver dem tag over hovedet og alligevel er det aldrig nok.
Man lærer, at man først må tænke lidt på sig selv, før man sætter alle andres behov over sine egne. Ellers risikerer man, at selv taknemmeligheden forsvinder.
