Jeg husker det hele livet
Allerede i skoletiden vidste jeg, at jeg ville være lærer. Det var ikke bare et ønske, men en dyb overbevisning, som opstod efter en oplevelse, der satte sig fast hos mig. Med barnets tankegang forstod jeg, at man altid skal bevare menneskeligheden, uanset hvad der sker, og jeg havde selv et forbillede foran mig. Det var ægte dannelse, der ramte min sjæl og fulgte mig gennem hele livet.
Jeg gik på 6. klassetrin og boede alene med min mor i Odense. Netop det år forlod min far os. Han sagde hårdt til min mor, mens jeg hørte det:
Jeg har fået en anden familie, I må klare jer selv.
De ord fra min far kom til at sætte sig fast i mit hoved. Jeg løb ind på mit værelse og græd, men kun så det ikke blev opdaget af min mor.
Når jeg bliver voksen, vil jeg aldrig gøre sådan. Jeg vil aldrig være som ham, slog jeg fast for mig selv og besluttede ikke at tænke på ham mere.
Sådan blev det også. Jeg så aldrig min far igen og tænkte nærmest ikke på ham. Det var dog trist, for alle andre børn havde fædre, bare ikke jeg.
Min mor arbejdede på en systue, dessutom syede hun hjemme for at tjene en ekstra krone. Vi havde aldrig luksus, men vi havde altid mad på bordet. Til skolen prøvede min mor at få fat i nyt tøj til mig, så jeg ikke skilte mig ud fra de andre. Dengang levede de fleste ens dog var der undtagelser.
En af mine klassekammerater, Nicolai, var som de fleste andre drenge. Men hans far havde heldet med sig arvede et hus på landet, som han solgte og investerede pengene i sit eget lille bilværksted. Forretningen gik godt, og pengene begyndte at komme ind. Nicolai blev forkælet, og han pralede ofte med nyt tøj og gadgets, mens vi andre måtte nøjes.
En dag kom Nicolai ind i klassen:
Se her, min far har købt de her fede ur til mig, han viste stolt et flot armbåndsur frem.
Jeg kiggede misundeligt på uret, og Nicolai var nærmest ved at sprænge af stolthed ingen andre i klassen havde sådan et. Vi sukkede, for sådan et ur ville vi aldrig få. Jeg blev lidt ked af det, men prøvede at skjule det.
Det var lige dér, jeg kom til at tænke på min far:
Nicolai har en god far, der bor sammen med familien, min stak af mere tænkte jeg ikke.
Jeg prøvede at gøre det godt i skolen. Min mor sagde altid:
Gør dit bedste, min dreng, så skal det nok gå for dig jeg satser alt på dig. Og jeg prøvede; jeg var ikke den bedste, men jeg gjorde altid mit bedste.
Den dag havde vi idrætstime som sidste lektion. I omklædningsrummet legede vi rundt, som børn nu gør. Nicolai, bange for at miste sin fars gave, tog uret af og forsøgte at lægge det i tasken, men ramte ved siden af. Jeg så, at uret faldt ned under bænken, og ingen andre lagde mærke til det.
Da kom tanken: jeg kunne tage det uden at blive opdaget og gemme det i lommen. Uden megen tanke bukkede jeg mig hurtigt ned, tog uret og puttede det i lommen på mine træningsbukser. Lidt efter tænkte jeg:
Burde måske sige til Nicolai: se, jeg har fundet dit ur men jeg turde ikke.
Idrætslæreren, Ivan Zachariassen, råbte:
Kom ud og stil op, og vi stillede op i række og begyndte timen.
Vi lavede øvelser, løb og sprang, men hele tiden tænkte jeg kun på uret i min lomme:
Bare det ikke falder ud og bliver opdaget, det ville være katastrofe. Hvordan kan jeg lægge uret tilbage under bænken? Eller måske lægge det i Nicolais taske? Men hvad nu, hvis nogen opdager det? Så bliver det endnu værre. Hvordan forklarer jeg, at jeg fandt det og ville give det tilbage? De vil spørge hvorfor jeg ikke sagde det med det samme og så er jeg dømt.
Det føltes slemt uret brændte nærmest mod mit lår. Efter timen løb alle ind i omklædningsrummet, jeg gik sidst ind. Nicolai stod midt ude og råbte:
Nogen har stjålet mit ur! Det er dyrt, min far har givet det, vis mig jeres lommer!
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Om lidt ville de finde uret i min lomme, det ville være ydmygende, og jeg ville miste mine venner.
Ivan Zachariassen! råbte Nicolai, jeg er blevet bestjålet.
Rolig nu, råbte idrætslæreren, hvad er der sket her?
Mit ur er blevet stjålet! sagde Nicolai, det er dyrt, min far har givet det.
Hvorfor har du overhovedet taget et dyrt ur med i skole? For at prale? Det er ikke pænt. Vi må prøve at finde det, måske er det bare blevet væk Stil jer op i række.
Hvorfor? spurgte vi.
Fordi I skal stå stille, ellers kan jeg ikke finde det. Stil op og luk øjnene Pas på, hvis jeg ser nogen åbne øjnene, så tror jeg, det er tyven.
Vi stod i række og lukkede øjnene, mens Ivan Zachariassen mærkede efter i vores lommer. Han nåede til mig, gav et let klap på min lomme, og fandt uret. Jeg stod med hjertet i halsen.
Han tog uret ud og sagde:
Byt plads med ham der, og rykkede mig over til naboen. Forsigtigt, stadig med lukkede øjne Der blev stille. Jeg forberedte mig på det værste, men så sagde han: Her er det, Nicolai! Du skal passe bedre på dine ting.
Alle åbnede øjnene og jeg også. Uret lå under bænken, nu et andet sted, Nicolai greb det og tog det på. Klassekammeraterne kiggede på ham ingen var misundelige, han havde selv mistet det og beskyldt de andre.
Lad være med at tage ur med i skole, man ved aldrig sagde Ivan Zachariassen og lod os gå.
De store elever kom ind i omklædningsrummet, jeg var den sidste som gik ud, men kiggede hele tiden efter Ivan Zachariassen og ventede på at han ville tale alvorligt med mig. Jeg slæbte mig hjem og var bange for næste dag måske ville jeg blive kaldt op til rektor, og så
Næste dag gik jeg i skole som om jeg var på vej til rettergang.
I dag går det galt måske fortæller Ivan Zachariassen det hele til klassen men dagen gik som normalt, han nævnte ingenting.
Jeg kom hjem med lettet sind.
Måske bliver det aldrig nævnt, måske dækker Ivan Zachariassen over det. Hvis han ville have sagt det, havde han gjort det med det samme.
Længe bebrejdede jeg mig selv, og besluttede så jeg vil aldrig tage noget, der ikke er mit. Jeg færdiggjorde skolen og kom ind på lærerseminariet.
Årene gik. Jeg, Mikkel Sørensen, havde for længst afsluttet seminariet og blev selv lærer. En dag kom der en ubehagelig episode i min klasse. En af pigerne, Mette, meddelte at hendes penge var væk hun henvendte sig til mig.
Mikkel Sørensen, mine penge er væk, straks huskede jeg mig selv.
Jeg kiggede på alle elever, og lagde mærke til det forskræmte blik fra Katrine. Hun kom fra en famile med problemer og var ikke klædt så godt som de andre. Jeg vidste, at hendes forældre havde det hårdt, og nu var det sket Vores blikke mødtes, hendes øjne begyndte at glimte, hun var tydeligt flov.
Jeg besluttede at gøre det på min egen måde.
Mette, hvor meget manglede du? Hun nævnte en lille sum. Ja, det er de penge, Katrine gav til mig hun havde fundet dem på gulvet og afleveret dem til mig. Vær mere opmærksom på dine ting. Det er godt, at Katrine gjorde det rigtige.
Jeg tog pengene fra min egen lomme, talte dem op og gav dem til Mette, og sagde at hun fremover skulle passe bedre på dem. Alle blev glade, begyndte at tale om det og roste Katrine, hun sad rød i ansigtet og så på mig. Hun ville græde, men holdt det tilbage hun ville ikke svigte mig.
Efter timen ventede Katrine på mig, jeg mærkede det og gik ind. Hun lagde pengene foran mig på bordet, og jeg sagde:
Sæt dig, Katrine, jeg vil fortælle dig en historie.
Hun lyttede med store øjne til fortællingen om drengen Nicolai, der pralede med sit ur. Om mig, Mikkel, der egentlig ikke havde brug for det ur, men alligevel tog det i lommen. Om hvordan jeg fortrød det. Om Ivan Zachariassen, der var klog og forstående.
Han kunne have ødelagt mit liv den dag. Måske ville det have været retfærdigt, men han gav mig en chance for at gøre det rigtige. Nu giver jeg dig en chance.
Katrine begyndte at græde.
Tak, Mikkel Sørensen, det var første og sidste gang Jeg vil aldrig gøre det igen, snøftede hun, og jeg troede hende.
Jeg vidste, det var sandt Katrine havde virkelig forstået og fortrudt. Sådan blev det faktisk.
Jeg mødte min gamle lærer, nu ældre, med stok
Senere tog jeg til min hjemby i sommerferien for at besøge min gamle mor. Efter et besøg i et supermarked stødte jeg på Ivan Zachariassen, han gik med stok, men stadig frisk. Vi hilste og satte os på en bænk. Vi talte om skolen og livet.
Jeg leder en seniorklub for ældre, man må jo støtte folk som man kan, smilede den gamle idrætslærer.
Ivan Zachariassen, jeg vil gerne sige tak for den ubehagelige episode husker du uret?
Mikkel, jeg vidste faktisk aldrig, hvem der havde taget det. Men tak for din ærlighed.
Hvordan det? Du fandt det jo i min lomme!
Jeg mærkede faktisk i jeres lommer med lukkede øjne, så jeg ikke så hvem der havde taget det. Da jeg fandt det, flyttede jeg jer rundt og lagde uret under bænken igen jeg vidste ikke hvem det var hos. Jeg forstod, det kunne have knækket dig, og nu er du selv lærer. Jeg er stolt af, at du valgte min vej det er min belønning for at jeg dækkede for dig den dag.
Den episode viste mig hvilken vej jeg skulle vælge og jeg er evigt taknemlig.
Vi sad længe sammen, delte nyheder, jeg spurgte ham til råds. Da vi skulle skilles, sagde han:
Ved du hvad, Mikkel, der er et gammelt dansk ordsprog: Dæk din næstes fejl, og Gud vil dække dine. Det passer så godt på livet.
Den dag lærte jeg at tilgive og at støtte dem, der har brug for det for det rigtige valg skal gives videre.
