Jeg vil aldrig glemme det
Mikkel Sørensen vidste allerede i folkeskolen, at han skulle være lærer. Det var ikke bare et ønske, men en dyb overbevisning efter en oplevelse, der blev afgørende for ham. Som barn forstod Mikkel, at man altid skal bevare sin integritet og han havde selv fået et vigtigt forbillede. Den ægte opdragelse, han oplevede dengang, satte spor i ham og har fulgt ham hele livet.
Mikkel gik i sjette klasse. Han boede alene med sin mor, for netop det år forlod hans far dem. Han sagde kun én sætning til moren, mens Mikkel hørte det hele:
Jeg har fået en anden familie, og I må klare jer, som I vil.
Den sætning var brændt fast i Mikkels hukommelse. Han løb ind på værelset og græd, så moren ikke kunne se det.
Når jeg bliver voksen, vil jeg aldrig gøre det samme. Jeg skal glemme min far, tænkte han.
Sådan blev det. Mikkel så aldrig sin far igen og huskede ham kun sjældent, men det gjorde ondt, at de andre børn havde deres far. Mikkel havde ingen.
Mor arbejdede på en systue og tog ekstra arbejde hjemme om aftenen. De klarede sig, og selvom de ikke levede i overflod, var der altid mad på bordet. Moren gjorde sit bedste for, at Mikkel var klædt ordentligt til skole. Dengang var livet ens for de fleste, men der var selvfølgelig undtagelser.
En af Mikkels klassekammerater hed Nikolaj. Han var ligesom alle andre drenge, indtil hans far arvede et hus i en landsby. Han solgte det og investerede pengene i en bilreparationsbutik i deres lille provinsby. Det gik godt, og familien fik flere penge. Nikolaj blev forkælet, og han pralede ofte med sine nye ting de andre drenge misundte ham i det stille.
En dag kom Nikolaj i skole og sagde:
Se lige mine nye ur, min far har købt det til mig!
Han rakte armen frem, og alle så det flotte ur. Mikkel kiggede misundeligt, og Nikolaj var nærmest ved at revne af stolthed. Ingen andre havde sådan et ur. Drengene sukkede; Mikkel blev lidt trist, men skjulte det ligesom de andre. Da kom han til at tænke på sin egen far:
Nikolaj har en rigtig far, der er der for familien. Min egen stak bare af
Mikkel fokuserede på sine lektier. Moren sagde altid:
Du skal passe skolen, Mikkel, så får du også et godt liv Jeg håber alt på dig!
Han var aldrig den allerbedste, men han lå stabilt i den gode ende.
Den dag var sidste time idræt. I omklædningsrummet drillede drengene hinanden, og Nikolaj, nervøs for sit ur, tog det af og ville putte det i tasken. Men i hast tabte han uret under bænkene Mikkel så det, ingen andre lagde mærke til det.
Med ét fløj tanken gennem Mikkels hoved: Hvis jeg tager det, opdager ingen det. Uden at tøve bukkede han sig, greb uret og stak det i lommen på sine træningsbukser. Han ville egentlig sige: Nikolaj, dit ur lå her, men han sprang det over.
Idrætslæreren, Ivan Rasmussen, råbte:
Alle ud og stil op! Og timen gik i gang.
De lavede øvelser, løb, sprang, men Mikkel grublede kun over én ting: Hvordan får jeg uret tilbage, uden at nogen ser det? Hvis jeg putter det i Nikolajs taske, kan nogen opdage det og hvad hvis de spørger, hvorfor jeg ikke sagde det straks? Så bliver jeg stemplet som tyv.
Mikkels ben føltes brændende, ur i lommen, han frygtede at det ville falde ud og afsløre ham. Klokken ringede, alle søgte mod omklædningsrummet, Mikkel gik ind til sidst. Nikolaj stod midt i rummet og råbte:
Mit ur er væk, det er dyrt! Vis jeres lommer!
Mikkel vidste ikke, hvad han skulle gøre uret lå i hans lomme, han var skamfuld og bange for at blive udstødt.
Ivan Rasmussen, råbte Nikolaj jeg er blevet bestjålet!
Stop, hvad sker her? lød det fra idrætslæreren, og alle blev tavse.
Mit dyre ur er blevet stjålet, klagede Nikolaj min far gav mig det.
Hvorfor tager du sådan et ur med i skole? For at prale? Det er ikke pænt. Lad os få styr på sagen, måske er der slet ikke nogen tyv måske er det bare væk. Stil jer i række.
Hvorfor det? spurgte drengene.
Fordi I roder rundt og larmer, ingen kan finde noget sådan. Stil op og luk øjnene Hvis jeg ser nogen åbne øjnene, får jeg mistanke om dem.
Drengene stod i række og lukkede øjnene, Ivan Rasmussen begyndte at tjekke lommer. Da han nåede Mikkel, mærkede han diskret uret og tog det. Mikkel var rædselsslagen.
Ivan sagde:
Byt plads med din sidemand, og flyttede ham, mens ingen åbnede øjnene.
Og så lød det pludselig:
Her er uret, Nikolaj! Du skal passe bedre på dine ting.
Alle åbnede øjnene med det samme, og Mikkel også. Uret lå under bænken nu lidt længere væk, Nikolaj greb det og satte det på armen. Klassekammeraterne så på ham ingen var længere misundelige, for han havde selv mistet det og ovenikøbet beskyldt de andre.
Tag ikke uret med i skole mere, man ved aldrig, hvad der kan ske sagde Ivan Rasmussen og sendte drengene ud.
Store elever kom ind, Mikkel gik sidst ud og søgte hele tiden blikket fra Ivan Rasmussen han forestillede sig den frygtede samtale. Han slæbte sig hjem og turde næsten ikke i skole næste dag, bange for at blive kaldt ind til rektor.
Men dagen gik, og der skete ingenting. Ivan Rasmussen sagde intet, og Mikkel følte sig lettet.
Måske går det stille for sig, måske nævner idrætslæreren det aldrig. Hvis han ville, havde han sagt det med det samme.
Mikkel bebrejdede sig selv længe, og besluttede, at han aldrig skulle tage noget, der ikke var hans. Han afsluttede folkeskolen og kom på seminariet.
Årene gik. Mikkel Sørensen havde for længst færdiggjort sin uddannelse og blev lærer. En dag, i hans klasse, var der en ubehagelig episode. En af hans elever, Mathilde, kom og sagde, hun havde mistet penge. Hun gik til klasselæreren.
Mikkel Sørensen, nogen har taget mine penge, og straks blev Mikkel mindet om sig selv.
Han så på eleverne, og han lagde mærke til Katja, der havde et uroligt blik. Katja var fra en trængt familie, hendes tøj var slidt, hun stod ikke så stærkt som de andre piger. Mikkel vidste, at forældrene drak, og nu var det sket Han mødte Katjas blik, hun fik tårer i øjnene, skamfuld.
Mikkel besluttede at gøre det på sin egen måde:
Mathilde, hvor meget har du mistet? spurgte han. Hun nævnte et mindre beløb. Det beløb giver Katja til mig, hun fandt pengene på gulvet og afleverede dem. Du må være mere påpasselig. Det er godt, Katja gjorde det rette.
Mikkel tog nogle penge op af lommen og gav dem til Mathilde, og bad hende være mere forsigtig fremover. Klassen blev glade, begyndte at rose Katja og hun sad rød, så på klasselæreren og havde lyst til at græde, men holdt det tilbage og forstod, at hun ikke måtte svigte sin lærer.
Efter timen ventede Katja på Mikkel, og han gik ind i klassen. Hun lagde de stjålne penge på bordet, og han sagde:
Sæt dig, Katja, jeg vil fortælle dig en historie.
Katja lyttede med store, åbne øjne til historien om drengen Nikolaj, der pralede med sit ur. Om Mikkel, der egentlig ikke havde brug for det men alligevel tog det, og hvor svært det blev for ham. Han fortalte om Ivan Rasmussen, den kloge lærer.
Forstår du, han kunne have ødelagt mit liv dengang, og han havde ret til det. Men han gav mig chancen for at rette op. Nu har jeg givet dig den chance.
Katja brød grædende sammen.
Tak, Mikkel Sørensen. Det var første og sidste gang Jeg gør det aldrig mere, sagde hun grådkvalt, og han troede hende.
Mikkel vidste, det var sandt Katja havde angret og forstod det hele. Og sådan blev det faktisk
Jeg fandt min gamle lærer ældre og med stok
En dag tog Mikkel Sørensen på ferie til sin hjemby. Hans mor var blevet gammel, og han skulle besøge hende og hjælpe lidt. Udenfor supermarkedet mødte han sin gamle idrætslærer, Ivan Rasmussen, nu gråhåret og med stok, men stadig frisk. De hilste, satte sig på en bænk og talte om skole og livet.
Jeg leder en motionsgruppe for ældre nu, man må jo gøre lidt for folk, smilede Ivan.
Ivan Rasmussen, jeg vil gerne takke dig for dengang med den ubehagelige historie om uret.
Mikkel, jeg vidste faktisk aldrig, hvem der havde taget det. Tak for din ærlighed nu.
Men hvordan? Du fandt det jo i min lomme.
Forstår du, jeg tjekkede alles lommer med lukkede øjne, så jeg aldrig så nogen som tyv. Da jeg fandt uret, byttede jeg jeres pladser og lagde uret under bænken så jeg aldrig vidste, hvem der havde haft det. Jeg vidste, det kunne have knækket dig. Nu er du selv lærer, og jeg er stolt af dig det er min belønning, at du fulgte i mine fodspor.
Det var netop den hændelse, der bestemte min retning i livet. Og jeg er evigt taknemmelig for det.
De sad længe, delte nyheder og råd, og Mikkel spurgte Ivan til råds. Da de skiltes, sagde Ivan:
Ved du hvad, Mikkel der findes et godt dansk ord: Dæk din næstes fejl, så dækker Gud dine. Sådan er det i livet.
Og det lærte jeg virkelig: Medmenneskelighed og forståelse giver de største resultater og det skal jeg altid huske.
