På ferie med den påtrængende familie måtte man sætte tingene på plads
Jeg har holdt ud i to uger, Mads! To uger i denne lade, som de kalder for et “hotel”.
Hvorfor gik vi overhovedet med til det?
Fordi mor tiggede os om det. “Rikke skal have en pause, Rikke har haft det hårdt”, sagde din bror og efterlignede moderen.
Tanten Rikkes liv havde da også været barskt, men Lise formåede slet ikke at have ondt af hende.
Rikke, mors søster, var altid “den fattige slægtning”, der mente, alle skyldte hende noget.
Kufferten ville ikke lukke. Med knæet pressede Lise låget hårdt i et forgæves forsøg på at fange lynlåsen, men den sprang atter op, så strandhåndklædet sneg sig ud.
Bag den tynde papvæg, der i dette miserable sommerhus blev kaldt en væg, lød et gennemtrængende skrig det var tanten Rikkes seksårige søn, Malthe.
Jeg gider ikke havregrød! Jeg vil have nuggets! lød det, som skar det én i ørerne.
Efterfulgt af et hårdt klask, støjen fra porcelæn og Rikkes trætte, røgede stemme:
Kom nu, skat, tag lige en skefuld for mors skyld.
Birthe, smut i Brugsen og hent nogle nuggets til ham, ser du ikke, barnet er ulykkeligt.
Mine ben kunne ikke mere, jeg orker det ikke.
Lise blev stående, klynget til lynlåssen. Birthe! Selvfølgelig ville mor også løbe.
Mads, Lises bror, sad på den eneste vaklende stol i deres mikroskopiske værelse og stirrede ned i mobilen.
Han pakkede ikke engang. Hans taske stod stadig som en rodebunke ovre i hjørnet.
Kan du høre det? Lise nikkede mod væggen og talte lavt. Hun sender igen mor ud.
“Birthe, hent lige”, “Birthe, kan du ikke…”. Og mor styrter ud straks.
Tag det roligt, sagde Mads. I morgen tager vi hjem.
Jeg har holdt ud i to uger, Mads! To uger i denne lade, de kalder et hotel.
Hvorfor sagde vi ja?
Fordi mor tiggede. “Rikke må have lidt ferie, Rikke har haft det svært”, sagde han og gjorde tykt grin.
Lise satte sig på sengen, der peb i fjedrene.
Bevares, tanten Rikkes liv havde været anstrengende, men det var umuligt for Lise at have ondt af hende.
Rikke, mors søster, var altid den “fattige”, alle skyldte noget.
Første barn døde som spæd en tragedie, man kun nævnte i familien med lav stemme.
Siden fulgte en mand, der elskede snapsen lidt for højt og døde for et par år siden.
Tanten opfostrede to børn med hver sin far og boede sammen med sin mor deres mormor.
Der boede også den seneste “drømmemand”, nummer otte i rækken.
Rikke kunne ikke lide at arbejde, for hun mente, hun var sat på jorden for at pynte på livet og lide, mens andre skulle finansiere fornøjelserne.
Først og fremmest Lises mor, Birthe, om hvem søsteren mente, at “pengene næsten groede på træerne”.
Lise gik hen til vinduet.
Udsigten var pragtfuld direkte til affaldsspande og væggen til hønsehuset hos naboen.
Ferien var mors idé. “Vi skal alle afsted sammen, som familie, Rikke har brug for lidt luftforandring.”
Hjælpe betød, at Birthe betalte for langt det meste, købte mad, lavede mad til hele banden, mens Rikke og hendes nye veninde en eller anden Jette, som hun straks var faldet i hak med ved poolen, fordi de begge elskede at lave ingenting lå på ryggen og solede sig.
Gør dig klar, sagde Lise til broren. I aften skal vi på restaurant. Afskedsmiddag.
***
Restauranten var selvfølgelig ikke valgt af dem.
Rikke erklærede, at hun ønskede noget dyrt.
Stedet lå ved havnefronten. Bordene måtte skubbes sammen for at rumme hele den “klump”, som Lise kaldte dem indvendigt.
Rikke med det stramme, glimtende kjole, der var ved at sprække, tronede for bordenden sammen med veninden Jette en kraftig, larmende kvinde med brintbleget hår.
Tjener! råbte Rikke uden at se på menukortet. Vi tager det bedste! Grillmad, salater, og noget af det røde i en kande!
Birthe sad for enden, smilede træt og forsigtigt. Hun så udmattet ud.
På de to uger havde hun ikke slappet af et sekund: først Malthe, der fik et hysterisk anfald, så havde Rikke det skidt, eller også kedede Anna sig.
Mor, tag da den fisk, du allerede talte om, sagde Lise roligt og bøjede sig ind til hende.
Åh, det har vi ikke råd til, Birthe viftede det væk. Jeg tager en salat. Rikke skal nok have noget, hun har haft det så hårdt hele året.
Lise blev gal. Ja, det har hun jo… Malthe, den lille seksårige konge, bankede med skeen på tallerkenen.
Fodr mig! beordrede han, mens øjnene var limet til tabletten.
Og Rikke, som havde været midt i en snak med Jette, stak kartoffelmos ind i munden på ham.
Min lille skat, hun pludrede. Spis, bliv stærk.
Han er seks! Lise kunne ikke holde sig længere. Kan han virkelig ikke spise selv?
Det blev helt stille. Rikke drejede sig langsomt.
Hvem bad dig blande dig, kære nevø? hvæsede hun. Få dig dine egne børn, så kan du opdrage dem.
Min dreng er følsom. Han har brug for omsorg!
Han har brug for grænser, ikke en tablet til måltidet, sagde Lise. Han hyler jo, så snart noget ikke passer ham. I opdrager en forbruger.
Nej, nu må det stoppe! sagde Jette og slog ud med hænderne. Rikke, se lige på hende! Hun tror, hun er psykolog.
Æg belærer kyllingen, hva’? Lille ven, du aner intet om livet, og så belærer du dine ældre.
Lise, stop, hviskede moren og hev hende let i ærmet. Ødelæg nu ikke aftenen. Jeg beder dig.
Aftenen trak i langdrag. Rikke og Jette talte højt om mænd og sladder fra hotellet, og beklagede sig over deres kvindeskæbne.
Anna sad dybt i telefonen og sendte hånlige blikke til de voksne. Malthe begyndte med jævne mellemrum at tude for dessert, og straks bestilte de den største is til ham.
Da regningen kom, pustede Rikke teatralsk:
Åh, jeg har glemt pungen oppe på værelset! Birthe, betal, vil du? Jeg giver dig det straks igen, når vi er hjemme.
“Det sker aldrig,” tænkte Lise og så moren tage Dankortet frem uden protest.
Det var en velafprøvet rutine.
***
De kom tilbage til huset efter midnat. Lise gik straks i bad for at vaske fornemmelsen af denne klæbrige aften væk.
Vandet løb som en smal stråle, først isnende koldt, så pludselig skoldhed.
Da hun kom ud, gik hun mod værelset, men standsede ved den halvåbne køkkendør. Højlydt hvisken lød derinde fra.
…Så du hende? hviskede Jette. Sidder der og skuler.
“Han kan ikke spise selv.”
Hvad rager det dig, lille snothvalp? Hendes liv har været for let!
Hvis ikke det var for dig, Birthe, havde hun slæbt med kohalen endnu i stedet for at sidde og være fornem på strøget.
High-hat, dum pige. Ingen kæreste, intet hoved, bare arrogance.
Lise holdt vejret.
Hjertet hamrede i halsen, og det dunkede i ørerne. Hun ventede. Ventede på, at moren smækkede hånden i bordet.
At hun ville sige: “Hold mund, Jette, du taler ikke sådan om min datter.” Eller bare gå ud.
Men kun et tungt suk fra Rikke og hendes klagende stemme hørtes:
Nej, du har ret, Jette. Hun er svær, meget svær. Hun ligner mere sin fars familie, og der er de alle så… fulde af sig selv.
Mine egne. Anna har temperament, men hendes hjerte er varmt.
Den anden… kigger på os, som om vi er skidt på gaden. Jeg kan nærmest ikke spise, når hun er der.
Birthe, du har forkælet hende! istemte Jette. Du skulle ha sat hende på plads.
Hvad nu? Hun sidder der som dronning og ser ikke sin mor for noget.
Havde det været min datter, var hun røget ud, så kunne hun se, hvordan livet formede sig.
Lise lænede panden mod dørkarmen. Moren sagde intet.
Hun sad derinde og drak te (eller noget stærkere, efter at dømme af ånden i luftspalten) og hørte disse kvinder svine hendes eneste datter til.
Lise rettede sig brat. Døren blev slået op med et brag.
Plastikbordet i køkkenet var dækket med madrester og skrald. Stemningen frøs.
Rikke sad i den blanke kjole, nu sprækket under armen, Jette, rød og svedende, samt hendes mor…
Moren, der straks krøb i sig selv.
Så jeg er altså bare en dum pige? Lises stemme var ikke rystende.
Den var hård som granit.
Og du, tante Rikke, du har et stort hjerte, hva’?
Rikke spærrede øjnene op. Jette rejste sig langsomt og lignede et bjerg.
Hørte du efter, møgunge? knurrede hun. Store ører, hva’?
Hør nu, I larmer så meget, at hele huset kan høre jer, Lise trådte frem og så lige på tanten. Nå, Rikke, får du først madklump i halsen, når jeg sidder her? For i restauranten gik det glat ned, da mor betalte for dig.
Gik det da i stå?
Du er utaknemmelig! skreg tanten. Vi har kun været søde, og du nægter os det mindste!
Jeg kunne være din mor, og nu bebrejder du mig maden?
Gå dog og opbevar dine penge for dig selv!
Det handler ikke om penge, men om uforskammethed! råbte Lise. Du har siddet på mors ryg hele livet!
Én mand, så en anden, børnene, og så alle de opfundne sygdomme!
Mor knokler, for at du stakkel kan få ferie, og så snakker du bag hendes ryg!
Din datter er en grov, uforskammet teenager, der taler som en havnearbejder og træder på dig, men du belærer mig?
Din søn er en hysterisk manipulator, som du aldrig kan sige nej til!
Tanten stirrede stumt, mundlam.
Lise! jamrede Birthe og sprang op. Stop det nu! Gå ind på værelset!
Nej mor, jeg går ikke, Lise så sin mor i øjnene, og i blikket lå så meget smerte, at Birthe stoppede. Du sidder her og lytter til, hvordan en fremmed kvinde, vi har kendt i to dage, sviner mig til.
Er du tavs? Gør du intet?
Jette rejste sig truende og knyttede næverne.
Så er det slut, møgunge, nu skal jeg lære dig at respektere de voksne…
Hun slog ud efter Lise. Den tunge hånd svingede frem mod ansigtet.
Lise nåede ikke at blive bange, men trak sig instinktivt tilbage, men slaget faldt aldrig Mads havde grebet Jettes hånd i luften.
Tør du røre hende, sagde Mads lavt. Er du helt uden hjerne? Rikke, pak jeres ting. Vi tager hjem.
Hvem er “vi”? hylede Rikke, mærkende magten glide. Jeg bliver! Der er stadig to dage tilbage!
Birthe! Dine børn er gale! De overfalder folk!
Og nu sagde Birthe også noget. Hun gik hen til Lise, greb hende om skuldrene og rystede hende.
Hvorfor begyndte du?! råbte moren, og tårerne sprøjtede. Hvorfor blandede du dig? Du skulle være blevet på dit værelse!
Du har ødelagt det hele! Vi er familie! Hvordan kan du skabe sådan et skandale foran folk?!
Lise fjernede forsigtigt, men fast, morens hænder. Indeni var noget bristet, definitivt.
Jeg skammer mig ikke, mor, sagde hun stille. Det burde du gøre. Fordi du tillader dem at behandle os sådan.
Hun vendte sig om og forlod køkkenet. Mads fulgte uden et ord.
De pakkede i stilhed. Bag væggen hylede Rikke, og Jette bekræftede hendes lidelser, mens Anna brokkede sig over larmen.
Vi kan ikke komme væk før i morgen bussen går først tidligt. Vi må vente på stationen, sagde Mads.
Det er ligemeget, Lise smed toiletartikler i en pose. Hellere på stationen end et sekund mere her.
Og mor?
Lise standsede med en t-shirt i hånden.
Mor valgte selv. Hun bliver der i køkkenet og trøster søsteren.
***
Lise taler ikke længere med sin mor, det gør Mads heller ikke de kunne ikke tilgive hende.
Birthe ringede flere gange og sagde, hun kunne tilgive, hvis børnene undskyldte til Rikke, men både Lise og Mads besluttede, at den tilgivelse kunne de undvære.
Nu var det nok.
Hvis mor stadig vil ligge for fødderne af søsteren, er det hendes valg. De selv lever bedre uden påtrængende familie.
