Liva svævede gennem en tåget nat, hvor byens lys sammenfiltredes til mærkelige former, og gadenavnene ændrede sig under hendes fødder. Hun var vildt forelsket i Mads i hendes drøm virkede han nærmest som det perfekte menneske, lysende og rolig som en midsommeraften. Selvom hun ønskede at dele sit liv med ham, lå faderens skygge tungt over hendes valg. Hendes mor derimod blev solskin, da Mads første gang dukkede op med et så stort bundt vilde blomster, at det næsten ikke kunne stå på entréens bord.
Mads bar på en vind af usikkerhed. Livas far misbilligede han havde bemærket, hvordan Mads, under deres første besøg på en restaurant ved Nyhavn, havde ladet Liva betale hele regningen og beklaget sig over at have glemt sit Dankort derhjemme. Desuden gik Mads rundt uden arbejde og talte hele tiden om, at han var på udkig, men hans drømme forblev luft.
Alligevel friede Mads i en københavnsk park fuld af tågede mågeskrig, og hun sagde ja ord, der vibrerede ud i den uvirkelige drømmeverden. Med moderens beroligende ord og mellemthavende rabarberkage fik hun til sidst faderens modvillige tøven vendt til accept. Men han understregede med nordisk nøgternhed, at hun ville blive familiens forsørger Mads var ikke fremtidens fundament, og han nægtede at bidrage økonomisk til svigersønnen.
Brudeparret gled gennem et surreelt bryllup, hvor faren, i stedet for at give en gave, overdragede dem blot det halve af en rusten Skoda og betalte næste måneds leje for den underlige lejlighed, de drømte sig til på Frederiksberg. Hendes veninder hviskede misundeligt om den usædvanlige støtte, mens stjernerne dansede lavt over tagene. Den første tid smuldrede i stilhed, som sne der når asfalten, men snart begyndte frustrationen at sive ind. Mads fandt stadig ikke arbejde, og Ligtræerne udenfor voksede sig højere, mens Liva forsørgede dem med søvngængeragtig pligt.
En dag kom svigermor forbi i regnfrakke og tørklæde og foreslog underlig viskende, at faderen burde ansætte Mads på sit stålværk. Liva frembragte forslaget hen over dampende kaffe og bløde brød, og faderen accepterede med et træt nik og et blik, der var bredt som Vesterhavet. Mads blev hjælpe-smed på værket, men efter ti dage forsvandt han, mumlende om, at svigerfaderen ydmygede ham med små menneskers job. Han mente, han burde lede ikke følge. Liva spurgte sin far igen, der nu trak på skuldrene og rystede på hovedet, som om hele hans krop sukkede.
Sagen blev endnu mærkeligere, da det viste sig, at Mads aldrig havde afsluttet sin uddannelse han talte om mærkelige stridigheder med underviserne og forklarede, at han var misforstået geni, der sagtens kunne lede enhver afdeling. Farens sætninger lød som iskolde vintervinde: I Danmark arbejder man benhårdt for at lede, og ingen får chefrollen forærende. Han nægtede nu kategorisk at støtte Mads på nogen måde og advarede Liva om at holde fast i realiteterne.
Tiden gled forbi i falmede farver, indtil Mads en aften pludselig tabte masken: Han sagde, måske elskede han hende slet ikke for ham havde ægteskabet mest været et praktisk skalkeskjul, som han nu gerne ville forlade, hvis hun var parat til at dele alt. Men i denne drøm-by var tingene anderledes end rigtigt, for Livas far havde for længst skaffet sig fuld kontrol over lejligheden og sat alting i eget navn, lige så forsigtigt som en gammel sømand beskytter sit skib imod stormen.
