Vi blev gift for tre år siden, og alt virkede perfekt indtil selve brylluppet. Min mand ændrede sig markant han blev kold og ligeglad med mig. Jeg følte mig som luft for ham, mine mindste bønner blev overhørt. Under min graviditet søgte jeg hans støtte og nærvær, men alt jeg mødte var sarkasme og ligegyldighed.
I hans familie gik det i arv, at bruden skulle underlægge sig svigerfamilien, særligt svigermor. Hans forældre råbte ofte ad mig, ydmygede mig, og min mand tog aldrig mit parti. Tværtimod støttede han dem og sagde, at det var deres pligt at opdrage mig jeg fik skylden og blev kritiseret for alt. Når jeg forsøgte at forsvare mig selv, blev alt kun værre.
Et uforglemmeligt øjeblik står lysende klart: Min svigermor gik til fysisk angreb på mig og låste mig inde i kælderen i tre dage. Hendes fjendtlighed og mangel på medmenneskelighed var hjerteskærende. Svigerfar var heller ikke bedre; han hånede og kritiserede mig konstant uden grund. Skylden for alt blev min, og jeg begyndte at tro, at det var mig, der gjorde noget forkert.
På det seneste har jeg leget med tanken om skilsmisse. Jeg orker ikke længere leve med frygten for deres dom og kontrol. Jeg giftede mig i håbet om at få en kærlig, respektfuld familie et hjem hvor forståelse og støtte var grundpillerne. Men hvert et besøg hos hans forældre endte med skænderier, og jeg nægter efterhånden at finde mig i tavse fornærmelser.
Jeg har bedt for, at min mand en dag ville vågne op og blive den kærlige mand, jeg i sin tid forelskede mig i. Jeg kan ikke længere tåle svigerfamiliens adfærd. Jeg ved, at gensidig respekt og forståelse er altafgørende i en dansk familie. For to måneder siden sagde jeg til min mand, at jeg ønskede at bo for mig selv. Han nægtede, hvilket udløste et voldsomt skænderi. Alligevel gik jeg min vej. Min svigermor spredte straks rygter i lokalsamfundet her i Aarhus, påstod at min mand havde smidt mig ud, fordi jeg var ulydig og uberegnelig.
I går kontaktede min mand mig, bad mig komme hjem og sagde, han måske havde indset sine fejl. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forholde mig, eller hvad jeg skal gøre nu. Jeg står splittet mellem håbet om forandring og længslen efter at undslippe dette kvælende miljø.
