Min mands tante efterlod ham en lejlighed som arv. Lejligheden er lille og ligger midt i København. Min mand og jeg har tre børn. Vores ældste datter, Dortea, er nitten år gammel og studerer på universitetet. Vores ældste søn, Sune, er tolv, og vores yngste søn, Asger, er fem år. Vi bor sammen i en rummelig treværelses lejlighed, så der er plads nok til os alle.
For nylig har jeg og min mand haft en uenighed omkring lejligheden. Jeg foreslog, at Dortea kunne bo der, da hun efterhånden er voksen og måske flytter hjemmefra eller bliver gift om ikke så længe. Min mand synes dog, at det ville være uretfærdigt over for vores drenge, og han foreslog i stedet, at vi sælger lejligheden og deler pengene omkring 1,2 millioner kroner ligeligt mellem børnene. For mig virker det lidt meningsløst, for pengene vil nok ikke være nok til, at de kan købe noget tilsvarende i fremtiden.
Hvis vi gør, som min mand foreslår, vil pengene blot blive stående på børnenes konti, indtil drengene engang bliver voksne, og Dortea vil måske bare bruge sin del på en billig bil. Jeg har altid ment, at det er bedre at have lidt, man kan bruge nu, frem for løfter om noget vagt i fremtiden. Derfor synes jeg, vi burde sikre boligen til det første barn og så må vi se, hvordan vi kan hjælpe drengene, når deres tid kommer.
Min mand mener dog, at hvis vi giver lejligheden til Dortea, vil det skabe uro mellem hende og hendes brødre, og de vil aldrig føle sig ordentligt behandlet. Jeg tror nu, at vores børn vil kunne klare det, og drengene forstår alligevel ikke helt, hvad der foregår endnu. Det giver os tid til at tænke os om og overveje deres fremtid også.
Vi har endnu ikke talt med Dortea om vores overvejelser, for lejligheden fra tanten trænger alvorligt til en gennemgribende renovering og er reelt ubeboelig, som den står. Hverken jeg eller min mand har økonomi til at istandsætte den lige nu.
Jeg spekulerer ofte på, hvem der egentlig har ret i denne her situation mig eller min mand? Skal jeg holde fast i min holdning, eller er det mere fornuftigt at bakke op om min mands forslag? Og måske findes der endda en tredje løsning, som vi endnu ikke har tænkt på?
Måske er det vigtigste i denne sag i virkeligheden ikke, hvem der får hvad, men hvordan vi som familie kan tale åbent og ærligt sammen. Hvis vi formår at lytte til hinanden og træffe beslutninger i fællesskab, så styrker vi sammenholdet og respekten i familien og dét er langt mere værdifuldt end både mursten og penge.
