I gamle dage var det sådan, at Astrid først begyndte at opføre sig dårligt overfor sin stedmor, Hanne, efter hun blev gift. Grunden var egentlig enkel hendes svigermor havde ikke hjulpet med økonomien til brylluppet. Den eneste trøst var, at de ikke skulle bo sammen; Astrids egne forældre havde nemlig storhjertet foræret det unge par en rummelig lejlighed inde i København. Til sammenligning gav Marks mor dem kun det mest almindelige køkkensæt. Hun kom heller ikke, da de skulle male lejligheden, men blev hjemme med undskyldning om, at hun var syg. Astrid kunne ikke lade være med i hemmelighed at føle lettelse over hendes fravær.
Familielivet gled roligt forbi, indtil Hanne blev syg ude på landet og ikke længere kunne klare sig alene. Selvom Astrid ikke havde lyst til at tage svigermor ind i deres hjem, var der ingen anden udvej. Hanne prøvede at hjælpe til i husholdningen, men det gjorde bare Astrid endnu mere irriteret. Hver eneste lille ting Hanne gjorde, blev mødt med misbilligelse det var tydeligt, at Hanne ikke følte sig hjemme. Efterhånden som hun fik lidt kræfter igen, valgte hun dog at vende tilbage til sit eget lille hus uden for byen. Astrid troede, at tingene nu ville blive normale, men så indtraf ulykken: Mark blev syg, og denne gang stod han ikke til at redde.
Den tid bar på stor sorg, og midt i al smerten opdagede Astrid, at hun ventede sig. I al den svære tid tog Hanne sig af hende. Tabet af sin eneste søn var nok det hårdeste, Hanne havde oplevet, men hun var der for sin svigerdatter, hjalp til hvor hun kunne, trøstede hende, og mindede Astrid om, at livet altid må gå videre håbet må ikke gå tabt. Astrid var forvirret og usikker over at skulle opfostre barnet alene, men netop med Hannes støtte føltes fremtiden ikke helt så dyster og håbløs. Langsomt faldt hverdagen til ro igen, og året efter kom der en vidunderlig lille pige til verden.
Et år senere mødte Astrid en mand, der viste sig at være en fantastisk livsledsager. Men hun glemte aldrig sin svigermor ofte besøgte hun Hanne sammen med datteren. Sådan gik livet videre, præget af både tab og nye begyndelser, men også af tilgivelse og fællesskab, som vi i Danmark altid har holdt højt.
