Det var i de dage, hvor både min mand og jeg sad hjemme i karantæne. Pengene var sluppet op, og lønningsdagen lå endnu en uge ude i fremtiden. Vi havde kun ganske få kroner tilbage.
Selvfølgelig gjorde vi gode miner til slet spil, for der lå da stadig lidt mad tilbage i køleskabet. Vi skulle nok klare den, tænkte vi dengang nu kan jeg næsten kun trække på smilebåndet over min egen optimisme.
Men så kom vi pludselig i tanke om en af vores bekendte, som skyldte os lidt penge. Beløbet var ikke stort, men det ville virkelig falde på et tørt sted nu.
Mens jeg stod og lavede te i køkkenet, havde min mand, Henrik, hurtigt fundet hans telefonnummer og ringede op. Da han endelig tog røret, hørte jeg, hvordan Henrik først talte med bestemt stemme han krævede pengene tilbage med det samme. Men kun et minut senere hørte jeg, hvordan hans stemme blødte op, blev beklagende og forsonende.
Efter samtalen lagde Henrik på og fortalte mig, hvad der var sket. Den mand, der skyldte os penge, havde sagt, at hans mor netop var gået bort. Som ordentlige mennesker blev vi selvfølgelig enige om, at det kun var rimeligt at vise tålmodighed og lade ham slippe for at tænke på pengene i den sorgfulde stund.
Ugerne gik. En dag besluttede Henrik og jeg at lave en god middag. Hjemme igen gik vi ned til den nærmeste grønthandler i København for at købe friske grøntsager. Vi fik handlet alt det, vi skulle bruge, og netop som vi skulle til at gå, stødte vi uden egentlig at ville det ind i ingen ringere end den afdødes mor, lyslevende og særdeles velgående! Jeg kunne næsten ikke holde mit ansigt i ro af overraskelse.
Jeg havde aldrig nogensinde set Henrik blive så vred. Vi satte os straks ind i bilen og kørte hen til den sørgende arving. Men da vi bankede på hans dør, stod det hurtigt klart, at han langt fra var i krise han var derimod dødfuld og pure nægtede at betale os vores penge tilbage.
Henrik var tæt på at tage sagen i egen hånd og fysisk kræve pengene, men pludselig gav manden efter og indrømmede, at det var det første, han havde kunnet finde på. Hans tanke var straks at lyve om sin mors død. Han gik ind på sit værelse og kom tilbage med vores penge. Siden den dag har vi aldrig set ham igen.
Og jeg må ærligt indrømme efter sådan en oplevelse, hvordan kan man stole på folk? Hver gang jeg ser tilbage på det, spørger jeg mig selv, hvordan vi nogensinde igen kan tro på andre.
