Min gamle nabo Gudrun fortalte mig her den anden dag, at hun faktisk ikke har set sin søn i over seks år. Prøv lige at forestille dig det, ik? Jeg sad på hendes altan med en kop kaffe, og spurgte sådan forsigtigt: Hvornår har du egentlig sidst snakket med din søn? Og du ved, det var som om mit hjerte frøs helt til is der.
Hun sad lidt og sunkede sig, og så sagde hun: Det er seks år siden sidst. Da han og kæresten flyttede ud af byen, ringede han lidt i starten, men så forsvandt han bare ud af mit liv. På et tidspunkt købte jeg endda lagkage til hans fødselsdag og kørte ud for at overraske ham… Hun tav og kiggede ned, og tårerne begyndte bare at trille.
Jeg kunne ikke lade være: Og hvad skete der så?
Hun fortalte, at hendes svigerdatter havde åbnet døren og med det samme sagde, at Gudrun ikke var velkommen. Og hendes egen søn? Han sagde ikke noget, kiggede hende bare an, som om det hele var hendes skyld, og så vendte han sig væk. Det var sidste gang, hun så ham.
Jeg kunne da næsten ikke tro det: Har han aldrig ringet siden da?
Hun rystede på hovedet. Hun fortalte, at hun selv havde ringet én gang da hun havde besluttet at sælge den store 3-værelseslejlighed på Østerbro og købe en mindre ude på Amager. Hun havde givet ham nogle penge, fordi det jo føltes som det eneste rigtige. Han kom for at skrive under, tog pengene, og så hørte hun ikke mere.
Jeg spurgte hende, om hun ikke blev ensom, eller om hun bare havde vænnet sig til det?
Gudrun smilede lidt skævt. Ved du hvad, det går faktisk. Jeg var helt alene med min søn, efter at hans far stak af med en anden, da jeg stadig var ung. Jeg har selv opfostret ham og givet ham alt det kærlighed, jeg havde. Så flyttede han, og det startede med, at han sagde, han gerne ville bo for sig selv jeg blev jo nærmest stolt til at starte med og tænkte, at nu blev han voksen. Men det var jo faktisk kæresten, der ville det. Hun ville ikke have min næse nede i deres sager, sagde hun altid, så jeg kunne godt glemme alt om hygge sammen. Så blev hun gravid, og så var det det.
Jeg kiggede på hende og sagde: Altså, Gudrun, hvor kan du bare sidde og fortælle mig det her helt roligt? Gør det dig slet ikke ked af det, at han svigter dig nu?
Hun trak på skuldrene. Man vænner sig til meget, du. Jeg elsker faktisk mit lille nye hjem, og jeg har penge nok fra lejlighedssalget til at klare mig. Hver morgen vågner jeg, sætter vand over til te, og så står jeg lidt ude på altanen og ser på solopgangen over byen. Da jeg var ung, tænkte jeg bare på at få lov at sove længe jeg arbejdede jo dobbeltskift for at kunne betale regningerne. Dengang forestillede jeg mig, at jeg ville blive gammel og have min familie omkring mig. Men sån blev det ikke det måtte jo være meningen, jeg skulle være alene.
Så foreslog jeg: Du kunne da få dig en kat eller en lille hund, så var du da to.
Hun smilede igen og sagde: Søde, selv katte kan finde på at stikke af og jeg tør simpelthen ikke tage en hund, for jeg ved jo ikke, om jeg vågner i morgen. Jeg kan ikke tage ansvar for nogen, jeg ikke kan passe ordentligt på. Jeg har lavet nok tåbelige ting i mit liv, så det må være slut med det.
Og så sad hun der, stærk og stolt, men pludselig brød det hele sammen for hende, og hun græd bare…
Ved du hvad, jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor vigtigt det altså er, at vi ikke glemmer vores forældre, ikke? De har jo givet os alt, og vi skylder dem så meget. Når de engang ikke er her mere, efterlader det et stort tomrum. Husk det nu, okay?
